Menu

Mindeord om Jørgen Mortensen

image
Webredaktionen
10. december 2019 kl. 08:23
Æresmedlem afgået ved døden

 

Mindeord om Jørgen Mortensen

 

Det er med stor beklagelse og sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at æresmedlem Jørgen Mortensen, torsdag den 5. december er afgået ved døden, efter længere tids sygdomsforløb.
Jørgen Mortensen blev indmeldt i FB tilbage i august måned 1972.
Hans fodboldmæssige egen karriere startede dog i B93.
Jørgens egen vej ind til FB, fulgte det mest traditionelle mønster, nemlig med sønnen Henrik, der startede til fodbold hos os. Her blev far Jørgen så grebet af den frivillige ledergerning, i dette tilfælde som afdelingsleder for Henriks årgang.
Ved siden af passede Jørgen sit job som elektriker hos Siemens, en arbejdsplads der stod ham meget nært og et sted han var ansat i mere end 30 år.
Datteren Karin, valgte dog badminton som idrætsgren, en idrætsgren som også Jørgen selv interesserede sig for og deltog i. Rygtet vil vide, at Jørgen både deltog som aktiv, men også på ledelsesplan, nemlig som formand for badmintonklubben POINT i en årrække.
Jørgen Mortensen har altid udvist en enorm hjælpsomhed og han hjalp til på mange områder. For eksempel var han chauffør på en weekendtur til Fejø for et sekundært seniorhold engang og hvis hans evner som elektriker kunne bruges, så var han den første der stillede op. Hvad han ikke har udrettet af små håndværksmæssige opgaver i det hus der nu står overfor nedrivning, er ikke småting. Han stillede også en engang op som leder for ikke færre end 80 drengespillere, der skulle til Bornholm. En tur Jørgen aldrig nogensinde glemte.
Jørgen Mortensens egen fodboldmæssige karriere i FB var kort, men ganske succesfuld. Han opnåede nemlig blot en enkelt kamp som FB’er, på et blandet træner/leder-hold der stillede op til showkamp med hænderne bundet på ryggen mod det daværende damehold, men alligevel vandt i overbevisende stil.
Hans fritid levnede ham også mulighed for, at deltage i foreningen ”Riedelshave” der er en social forening for gamle FB’ere, hvor han som den eneste, opnåede at blive udnævnt som æresmedlem.
Udover dette, har han et fantastisk flot FB-CV, i og med at han udfyldte mange andre forskellige ledelsesmæssige roller, både til gavn for ungdommen og i seniorafdelingen.
Jørgen Mortensen var en overgang ungdomsformand, han har været medlem af spillerudvalget for 1. Herresenior og han var praktisk gris ved de mange ungdomsstævner der dengang blev arrangeret og afholdt.
Fra 1983 og frem til 1988, blev han valgt ind som formand og afløste dermed den navnkundige Emil Sørensen.
Da FB igen i 1992 stod og manglede en formand, trådte Jørgen til og varetog formandsstolen i endnu et års tid frem til 1993.
Han var også med i “FB’s Venner” og han blev ofte spottet ved dommerbordet til FB’s Venners årlige indendørsstævne, et stævne som FB’s venner tjente godt på, til gavn for FB’s ungdom.
Foruden sine mange roller internt i klubben, var han i en årrække også FB’s repræsentant i Frederiksberg Idræts-Unions Idrætsudvalg og i år 2000 blev han tildelt FIU’s Jubilæumspris.
Endvidere har Jørgen både været formand og næstformand i FB-Fonden i en længere periode.
Jørgen Mortensen modtog i 2004 Emil Sørensen Prisen og fik i vores jubilæumsår tilbage i 2012 overrakt 40 års nålen, ligesom han i 2016 blev han udnævnt som det kun 14. æresmedlem i Frederiksberg Boldklubs historie, for sin utrættelige mangeårige indsats, han nåede at yde gennem tiden.
 
Til det sidste og så længe helbreddet tillod det, hyggede Jørgen sig som trofast tilskuer i Frederiksberg Idrætspark til 1. Herreseniors hjemmekampe, ligesom han troligt dukkede op til både nålearrangementer og generalforsamlinger.
Jørgen Mortensen bisættes fra Flintholm Kirke, torsdag den 12. december kl. 12.30.
Efterfølgende har Jørgens kone Hanne, sammen med den øvrige familie, sørget for at bedemanden på vej mod Søndermarkens Krematorium, kører Jørgen en sidste tur ned forbi klubhuset, hvor der efterfølgende også vil være et traktement i caféen og hvor alle der kendte Jørgen er velkomne.
Æret være hans minde.
Luk