Indlæg fra Martin Busk
Kommentarindlæg i coronakrisen
Dette er et kommentarindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning eller egen historie. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for etikkens rammer, er velkomne.
AF:
MARTIN BUSK
ADMINISTRERENDE LEDER
FREDERIKSBERG BOLDKLUB
_____________________________________________
Når corona har trykket på pauseknappen!
Det er svært det her. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, eller for den sags skyld, hvor jeg skal slutte.
Jeg ved bare, ligesom alle andre, at det er en virkelig mærkelig tid vi befinder os i. En tid jeg ikke havde set komme, da vi tog hul på det nye år og kom retur til FB, med ny energi efter en god juleferie, parate til endnu et fantastisk fodboldår.
Året startede da også så fremragende. Vi kom nogenlunde på plads i vores nye midlertidige klubhus, Vi blev kåret til årets fodboldklub i København og blev overrasket af vores lokalunion (DBU København) i forbindelse med vores housewarming på det nye midlertidige klubhus. I februar blev det fulgt til dørs af kåringen som årets klub i hele Danmark, hvor vi først blev overrasket af Preben Elkjær og senere ved en prisoverrækkelse på Hotel Scandic inde ved søerne. Vi nåede også lige akkurat at afvikle vores generalforsamling. I marts skulle vi så være blevet fejret og hyldet af FC København midt inde på plænen i Telia Parken og i det hele taget ventede et forrygende FB-forår på os.
I årets første par måneder, lærte vi undervejs at kende mere og mere til et begreb ved navn ‘Covid 19’ eller ‘coronavirus’ om man vil. Det var noget med en mand, der på et marked ude i en provins i Kina, havde spist en dårlig tilberedt flagermus. Det var ikke noget jeg tænkte nærmere over, for i Kina spiser de jo alt muligt underligt. Jeg erindrer, at jeg tænkte, at det var fint, bare de kunne holde deres mærkelige madvaner for dem selv.
Det kunne de så bare ikke. Man kan åbenbart blive syg af at spise sådan en flagermus. Men så igen, det kan man jo også, hvis ikke man koger eller steger en kylling helt igennem. Det går nok alt sammen, tænkte jeg, selvom ordet ‘coronavirus’ blev ved med at poppe op over det hele.
I starten af marts, var jeg så med FB’s ungdomsudvalg på weekendseminar, for at planlægge det her kalenderår. Vi havde store planer og søsatte alverdens ting. Det var en god weekend. Javel ja, på vores overnatningssted havde de da fundet noget håndsprit frem til os, men mon ikke, det bare var sådan en form for panikangst, der var ved at brede sig?
Et par dage før havde man også meddelt at kampene i 3F Superligaen, 1. og 2. Division skulle afvikles uden tilskuere, da der ikke måtte forsamles mere end 1.000 mennesker. Det var for at forebygge smittespredning af virus. Jeg tillod mig endda være så skrydende, eller kålhøgen som man siger i Jylland, at jeg samme dag på FB’s Twitterkanal, meldte ud at vores premierekampe for 1. Herresenior i KS og 1. Damesenior i 1. Division, hhv. den 21. og 29. marts, ikke være i fare for at blive spillet uden tilskuere. Well, that escalated quickly.
Tilbage i klubben begyndte vi så småt at tage vores forholdsregler og forbehold. Ingen omklædning, ingen håndtryk, vi måtte hilse på hinanden med albuerne, hvilket flere havde det stramt med og faktisk også ignorerede. Ingen krammere og ingen jubelscener i vores træningskampe.
Alvoren var så småt ved at gå op for mig, men at det skulle komme hertil hvor vi befinder os lige nu, det havde jeg slet ikke set. Jeg husker endda en telefonsamtale jeg havde med en sportslig leder i KB, hvor han sagde, at blev vi tvunget til at lukke ned for vores aktiviteter, så skulle vi lige koordinere det, så vi lukkede på samme tid. Der tænkte jeg, ro på nu, men jeg tog da så gevaldig fejl.
For få dage efter, nemlig onsdag den 11. marts, gik vores statsminister på skærmen og lukkede langt størstedelen af Danmark ned. Folk på stribe blev hjemsendt fra deres arbejdspladser. Nogle blev fyret, andre skulle arbejde hjemmefra. Akutte hjælpepakker blev opfundet. Daginstitutioner, skoler og videregående uddannelser lukkede ned og mange forældre skulle pludselig jonglere med børnepasning, hjemmeundervisning og arbejde på én gang. Besøg på hospitaler og på oldemors plejehjem var heller ikke muligt. Butikker, restauranter, hoteller, frisører og klinikker lukkede også ned og dagligdagsindkøb blev forvandlet til 2 meters afstand i køen og plexiglas foran kassemedarbejderen. Hvad i alverden var det der foregik?
Samfundet blev med ét lukket ned på en måde, som ingen af os nogensinde før har prøvet.
Dermed måtte vi i FB også lukke ned. Wauw! Hvad skete der lige der? Ingen træning frem til og med søndag den 29. marts. Shit mand. To uger uden fodbold. Mareridt!
I forvejen var Superligaens 24. spillerunde blevet afviklet uden tilskuere. Premier League fortsatte med tilskuere, men ikke særlig længe - og pludselig var alverdens ligaer lukket ned. Sat på standby, suspenderet. Dertil kom lukkede grænser. Jeg nåede nærmest kun lige selv at lande fra England, hvor jeg var ovre for at se mit favorithold Liverpool FC spille. Det var virkelig superunderligt.
Små to uger senere: Nyt pressemøde med statsministeren. Nedlukningen skulle fortsætte. Dog kun her indtil lige efter påske. Efter 2. Påskedag var vi fri igen. Der kaldte fodboldbanerne langt om længe igen. Yay!
Budskabet var - og er i øvrigt fortsat, ganske klart: Vi skulle og skal passe på os selv, holde afstand til andre og vi skulle stå sammen og være sammen, hver for sig. Ældre og svage i Danmark var begyndt at miste livet. Ude i resten af verden, var man faldet som fluer, alt sammen på grund af den der virus, altså den der stammer fra ham kineseren, der spiste af en flagermus.
Jeg tog nogle dage til Jylland, både for at arbejde, men også for at være sammen med min kæreste og min hund. Hun er ramt af en immunsygdom (hypogammaglobulinæmi-A) og er derfor i det man kalder for risikozonen/gruppen, så hun var ‘flygtet’ over til sine forældre for at passe sit job hjemmefra. Dermed oplevede jeg også den store forskel der er på København og en lille midtjysk flække. Derovre var der ingen mennesker på gaden, men det er der næsten aldrig alligevel. Jeg tog fra en hovedstad, der også var begyndt at forstå alvoren og hvor der var færre mennesker på gaden. Men jeg kom samtidig hjem igen til et forandret København, for i mellemtiden havde statsministeren udtalt, at vi så frem imod en form for genåbning efter påske, hvilket betød at folk kom retur ud i det københavnske byliv. Det var tydeligt at mærke forskellen på før og efter den udmelding.
Nå, men helt overordnet set, så gav det jo mening med den her nedlukning. Smittekæder skulle undgåes. Jeg havde forståelse for det og vi kunne da heldigvis stadig sagtens nå, at spille fodbold og afvikle helt normale turneringskampe her i forårsturneringen.
Chokket faldt for alvor nok først sidste mandag (6. april). Endnu et pressemøde med statsministeren, betød yderligere en måned med nedlukning for fodbolden. Det på trods af at pressemødet faktisk primært handlede om en form for genåbningsplan og ophævelse af restriktioner. Daginstitutioner og de små i folkeskolens 0.-5. klasser, kommer nu retur, men genåbningen talte i første omgang desværre ikke lige for kommunale idrætsfaciliteter og ophævelse af forbuddet mod at samles mere end 10 personer, hvilket betyder at foreningslivet, for alle os i FB, fortsat må være lukket ned.
Som konsekvens af dette, blev al fodboldtræning på kommunale anlæg fortsat umuliggjort - og alle DBU’s fodboldturneringer blev sat yderligere på stand-by.
For dælen da, det var en mavepuster af rang! Nederen! Den havde jeg da heller ikke set komme!
Ny dato er nu sat frem til og med søndag den 10. maj. I skrivende stund er det først om en måneds tid. En hel måned. Argh altså!
Skønne spildte kræfter tilbage i januar og februar. Sådan føles det i hvert fald. Her har jeg blandt andet lagt små 400 hjemmekampe fast for dette forår. Lavet banefordelingen nogenlunde færdig. Vores sportslige sektor havde fået optimeret rammerne yderligere henover vinteren. En lang række møder var både afholdt men også sat i kalenderen. Det hele var med andre ord sat i boks og ramme, forårssæsonen kunne bare komme an, nu skulle de sidste ting finpudses i diverse vinterbold- og træningskampe, inden det for alvor skulle til at gå løs.
Sommertiden ventede lige rundt om hjørnet. Lange lyse aftener, dejligt og skønt forårsvejr med masser af solskin og tocifrede varmegrader. What’s not to like?
Alle der beskæftiger sig med fodbold ved hvor meget sådan et forår betyder og det uanset hvilket niveau man spiller på.
Mit arbejdsliv i FB har forandret sig siden den 11. marts. Jeg mangler - heldigvis - ikke arbejde. Det er nu bare anderledes. Den faste køreplan, det normale mønster og dermed det faste årshjuls trummerum er sat på pause. I stedet har jeg haft tid til at komme til bunds med alt hvad der ikke var must do’s men to do’s, ligesom der bruges ret meget tid på, ikke kun hos mig, men også hos vores øvrige ansatte, særligt i den sportslige sektor, at arbejde på og for fremtiden, på nye projekter, på nye designs, på opfølgning og på kommende begivenheder.
Der er stadig daglig kommunikation og dialog med bestyrelse, med trænere, med ledere, med medlemmer og med pårørende samt med samarbejdspartnere, men selve agendaen er ikke længere den samme. Nu er der andre ting på programmet og altsammen uden fysisk fremmøde i vores midlertidige klubhus.
Jeg er ved at blive halv-hård til SoMe-begrebet. Vi prøver at være virtuelt synlige overfor vores mange medlemmer i denne tid. Vi kører blandt andet dagens selvtræningsøvelse med video, vi kører konkurrencer med alt lige fra FB-historik, over toiletrulle-udfordringer til fodboldloven, vi kører SMS-dagbøger og videoindslag på vores sociale platforme, primært Facebook og Instagram. Vi har flere kommende ting i pipelinen, blandt andet online-banko med fede præmier. Vores hjemmeside opdateres løbende med seneste corona-information, med vores historie samt med selvtræningsøvelser, hvor vi foruden at komme med vores eget, henter inspiration hos andre klubber. Vi er alle i samme båd!
Vi bevæger os så småt også ind på eSport-området og har blandt andet været testklub i forbindelse med en lancering af et virtuelt klubhus under DBU København. Det fortsætter med flere tests og i skrivende stund med en større bunke ungdomsmedlemmer der deltager. Vi har også haft et par stykker der har meldt sig på en dommeruddannelse der foregår online. Så generelt er der fint gang i aktiviteterne, de er blot anderledes end normalt.
Vi må stå sammen i denne tid. Som man kan se, er der masser af formidling og stadig et væld af opgaver, omend de er forandrede. Snart skal vi også afholde vores første online bestyrelsesmøde og på en eller anden måde lever vi videre som fodboldklub, selvom vi er udfordret af en totalt uforudset pandemi.
Vi har lukket ned med fodbolden, af den simple årsag, at folkesundheden altid vil være vigtigere end fodbold. Altid. Vi bliver nødt til at følge de instrukser, som kommer fra myndighederne, hvis vi vil bekæmpe det her coronavirus. Vi har fået døren låst til fodbolden. Det går jo desværre heller ikke at have mindre end 10 spillere rendende rundt på vores træningsanlæg, for hvem skulle så have lov, og hvem skulle ikke have lov? Eksperter, sundhedsmyndigheder, regeringen og fagfolk er oppe imod næsten 2 millioner “Facebook/blog-eksperter” i Danmark indenfor immunologi, infektionsepidemiologi statistik, forskningsmetoder, videnskabelig rigiditet og objektivitet, nok fordi mange af os ganske simpelt føler os presset. Det er da også fristende at have en holdning der hedder, at det er trist at det går ud over nogen, bare det ikke er os selv. Men fakta er, uagtet hvad vi mener, at det går ud over os alle sammen, enten i større eller mindre grad.
Vi er sultne efter fodbold og en kollektiv lukning smerter os allesammen. Det er svært at gisne om, hvad det her gør ved os mennesker, og hvordan kontakten mellem os bliver bagefter. Foreningslivet i Danmark er truet. Det vil virkelig ikke være gunstigt for nogen, hvis foreninger må dreje nøglen om. Man ved jo også, at flere vil blive syge, hvis de ikke holder sig selv ved lige ved at få motion.
Vores eget absolutte kerneprodukt i FB lider, men er dog ikke truet. Jeg er personligt glad for vores mange medlemmers fantastiske opbakning. Det samme gælder alle vores mange fantastiske trænere, der udviser en enorm flot forståelse. Mine tanker går ret meget til dem, for de må i den grad også savne fodboldtrænergerningen. Det samme gælder i høj grad alle vores spillere. Var jeg aktiv fodboldspiller, ville jeg helt sikkert være på vej til at gå ud af mit gode skind over ikke at kunne spille.
Der sker forhåbentlig det, at folk virkelig trænger til at være sociale sammen og vil bruge vores unikke foreningsliv rigtig meget, når der bliver åbnet op for det igen. Jeg oplever nemlig at vi, på trods af at vi ikke ser hinanden, står sammen om det her.
Jeg savner, formentlig ligesom alle andre, alle de fællesskaber og oplevelser, som fodbolden giver. Jeg savner børn der griner højlydt under træningen, ældre unge der laver highfives efter en smart finte eller en flot scoring, vores ambitiøse ungdoms- og seniorholds søgen efter forbedringer via dedikation og engagement, vores lukkede seniorhold der elsker deres 3. halvlege, vores trænere der hellere spørger én gang for meget end én gang for lidt.
Jeg glæder mig sindssygt meget til, at vi kommer ud på den anden side af det her. Forhåbentlig og med alt krydset hvad der krydses kan, fra senest mandag den 11. maj. Det viser sig jo også, at vi danskere, har været og er så gode til at overholde restriktionerne, at der på det seneste pressemøde her tirsdag efter påske, faktisk bliver tale om mere genåbning end først antaget, når Folketingets partier har forhandlet - og når DIF og DGI har færdiggjort selvsamme forhandlinger med hhv. Sundhedsministeriet og Kulturministeriet. Her håber jeg selvfølgelig på, at idrætten og foreningslivet, især den udendørs af slagsen, på en eller anden (organiseret) måde, kan komme i betragtning, sådan at vi måske delvist, kan åbne tidligere op end den 11. maj.