Menu

Gammel kending tilbage i FB

image
Webredaktionen
12. februar 2020 kl. 09:26
Nyt om trænerteamet på 1. DS

 

Ny assistenttræner til 1. Damesenior 

 

Op til årsskiftet valgte Alexander Olsson at stoppe i trænerteamet på 1. Damesenior i 1. Division.
Det har betydet, at vi sidenhen har været i dialog med diverse kandidater til at overtage posten og til både at matche og akkompagnere cheftræner Kenneth Ellegaard, i bestræbelserne på den fortsatte udvikling for vores kvindespillere. Det har dog samtidig også været enormt vigtigt, at finde den helt rette person, hvilket naturligvis har gjort processen grundig.
Valget er faldet på en kender af klubben, godt nok for nogle år tilbage efterhånden.
Der er tale om 34-årige Mads Bæk Pedersen, der spillede på 1. Herresenior i en periode på næsten 6 år fra 2009 til 2015.
Mads Bæk Pedersen har sat sin underskrift på en aftale der løber frem til sommeren 2021 og starter op på mandag den 17. februar.
Mads Bæk stammer fra Als ovre i Sønderjylland og kom til København i 2009. Han har boet på Frederiksberg lige siden.
Han har spillet fodbold siden han var 5 år gammel, blandt andet i Egen UI i hele sin børne- og ungdomstid, inden han tog til SUB (nu FC) Sønderborg i Jyllandsserien.
Efter sin tilflytning til hovedstaden spillede Mads i FB fra 2009 til 2015 på 1. Herresenior i både Danmarksserien og Københavnsserien.
Han har ligeledes en stor forkærlighed for Futsal-spillet og var i Sønderjylland med til at starte Futsal op i Egen UI, en klub der er kommet i flere DM-finaler, ligesom han har spillet 3 år herovre på det berømte København Futsal-hold. Et væld af skader satte i 2015 desværre en stopper for hans egen fodboldkarriere.
I dag er han Senior Projektleder i Københavns Lufthavne A/S, hvor han står med i spidsen for den store udvidelse af lufthavnen. Han er uddannet elektriker samt ingeniør i Bæredygtig Energiteknik og har en HD(O) fra CBS i Organisation & Ledelse, mens fritiden primært - hidtil - har stået på crossfit, herunder certificeret og praktiserende dommer til konkurrencer, ligesom han kan undervise i crossfit. 
Direkte adspurgt om hvad han kan byde ind med, svarer Mads Bæk:

-Jeg kan byde ind med masser af højt humør, struktur, disciplin, passion samt mine erfaringer som offensivspiller fra selve fodboldbanen. Jeg elsker at være på banen og det er jeg sikker på at spillerne kommer til at mærke.
Adspurgt om hvad han ser frem til, ved at komme i gang, svarer han:

-Jeg har, siden jeg stoppede i 2015 grundet knæskader, haft lyst til at blive fodboldtræner, men timingen og mulighederne har ikke lige passet sammen.

-Nu ser det ud til at et heldigt sammentræf har afstedkommet en god mulighed for ”komme i lære” under en rutineret træner og samtidig starte på et højt niveau med et stærkt og sammentømret damehold.

-Jeg ser frem til at lære en masse nye mennesker at kende og lære en masse om fodbold fra sidelinjen i stedet for på banen, men jeg ser også frem til at fralære mig alt hvad jeg selv ved jeg kan og videreføre mit store engagement overfor spillerne.

-Jeg kommer til med en masse ideer og holdninger til fodboldspillet, men vil samtidig gå ydmygt til opgaven, få skabt en god relation til både de øvrige i trænerteamet og selvfølgelig især spillerne.

-Jeg har solid en spillererfaring, som jeg ser bragt i spil og er sikker på jeg kan bidrage med dette til at styrke holdets samlede præstationer. Offensivt er der, hvor mine styrker lå som spiller og det er jeg sikker på også bliver en af mine styrker som træner. Jeg ser meget frem til at starte op.
Vi er, efter en del samtaler, både med andre emner men i særdeleshed med Mads, helt overbeviste om, at der her bliver tale om det rigtige match. Han bliver både en medspiller og en pendant til Kenneth Ellegaard, hvilket har været vigtigt for os i processen på at finde den rette mand.
Vi byder Mads Bæk Pedersen et stort velkommen til.
/ Bestyrelsen
Luk