Menu

FB er nu Danmarks 3. største fodboldklub

image
Webredaktør
15. april 2020 kl. 18:08
Flot medlemsfremgang

 

Frederiksberg Boldklub er nu Danmarks 3. største fodboldklub
I Danmark findes der i alt 1.586 registrerede fodboldklubber ved starten af 2020.
På de netop offentliggjorte medlemstal fra Dansk Idræts-Forbund for kalenderåret 2019, er der registreret i alt 328.722 fodboldspillere i disse 1.586 fodboldklubber, hvilket er et fald på 1.200 fodboldspillere siden 2018-kalenderåret. 
I København lyder det samlede antal på i alt 45.627 fodboldspillere. Her er tallet steget med 1.319 nye medlemmer i klubberne, siden 2018.
Under DBU København finder man også Danmarks 6 største fodboldklubber - og her er FB altså nu blevet til den 3. største fodboldklub, efter endnu en flot medlemsfremgang i 2019 med i alt 2.009 indberettede medlemmer til CFR (Centralt ForeningsRegister).
FB’s administrerende leder Martin Busk, siger om de seneste medlemstal:
-Vi har al mulig grund til at være stolte over de seneste offentliggjorte medlemstal for kalenderåret 2019, her efter påskeferien. Ikke bare er vi landets bedste fodboldklub, men nu også landets tredjestørste. Vores bestyrelse har vedvarende kontrol med vores medlemstal og tilsendes hver den 1. i måneden en oversigt over indmeldte og udmeldte, inddelt i diverse aldersgrupper og køn. Det er et hamrende godt redskab til altid at være årvågne, da fokus er på ikke at miste medlemmer og særligt ikke i en tid med ombygning af vores klubhus. 
-Vi har for efterhånden et godt stykke tid siden opfyldt vores ambition om at være minimum 1.800 medlemmer og aktivt bidrage til satsningen om flere fodboldspillere og idrætsaktive i Danmark, blandt under projektet  ‘Bevæg dig for livet’. 
-Fasen vi er i gang med i disse år, handler meget om fastholdelse af især børnespillere mellem 4 og 12 år, hvor vi har sat ind med et stærkt mandskab både på- og udenfor banen, hvilket samlet set forbedrer vores produkt. Fokus er også på tilgangen af flere piger, ligesom vi er i gang med at se nærmere på den svære fastholdelse af teenagere mellem 13 og 18 år, siger Martin Busk.  
-Vi skal, som det altid gør sig gældende, ikke bare have mange medlemmer fordi det ser godt ud på statistikkerne. Vi skal kunne have et fodboldtilbud der er solidt og som bygger på vores formålsparagraf om, at vi er en fodboldklub for alle. Det kræver frivillige og de er altid en udfordring at skaffe, men som regel lykkes vi med det. Vi er afhængige af forældre og andre der vil bidrage, for uden dem, var vi slet ikke så stor en klub, som vi er blevet, slutter Martin Busk, og understreger, at hvis man render rundt med en fodboldtræner i maven, så skal man ikke tøve med at kontakte ham. 
Top 25-klubber i Danmark pr. 01-01-2020:
Tallene i parentes er stigning/fald siden sidste års opgørelse
  1. BK Skjold (DBU København) - 2.339 medlemmer (+9)
  2. KB (DBU København) - 2100 medlemmer (+98)
  3. FB (DBU København) - 2.009 medlemmer (+101)
  4. B93 (DBU København) - 1.995 medlemmer (-60)
  5. FA 2000 (DBU København) - 1.984 medlemmer (+100)
  6. Nørrebro United (DBU København) - 1.836 medlemmer (-19)
  7. Greve Fodbold (DBU Sjælland) - 1.694 medlemmer (-107)
  8. Fremad Valby (DBU København) - 1.627 medlemmer (+143)
  9. Brøndby IF (DBU Sjælland) - 1.498 medlemmer (-59)
  10. Farum BK (DBU Sjælland) - 1.480 medlemmer (+77)
  11. HIK (DBU København) - 1.436 medlemmer (-47)
  12. IF Lyseng (DBU Jylland) - 1.431 medlemmer (-61)
  13. Hedensted IF (DBU Jylland) - 1.379 medlemmer (+766)
  14. VSK Aarhus (DBU Jylland) - 1.357 medlemmer (+24)
  15. Hvidovre IF (DBU København) - 1.278 medlemmer (-171)
  16. BSF (DBU Sjælland) - 1.273 medlemmer (-28)
  17. Lyngby BK (DBU Sjælland) - 1.262 medlemmer (-43)
  18. Himmelev-Veddelev (DBU Sjælland) - 1.255 medlemmer (-6)
  19. BK Vestia (DBU København) - 1.194 medlemmer (+51)
  20. Virum-Sorgenfri (DBU Sjælland) - 1.169 medlemmer (+94)
  21. Hørsholm-Usserød IK (DBU Sjælland) - 1.139 medlemmer (-77)
  22. Haderslev FK (DBU Jylland) - 1.131 medlemmer (-86)
  23. Østerbro IF (DBU København) - 1.330 medlemmer (+122)
  24. Vanløse IF (DBU København) - 1.122 medlemmer (-82)
  25. Sundby Boldklub (DBU København) - 1.117 medlemmer (+27)
Som man kan se, er top 25-listen domineret af københavnske og sjællandske klubber, kun afbrudt af de jyske klubber IF Lyseng på 12. pladsen, højdespringeren Hedensted IF på 13. pladsen og VSK Aarhus på 14. pladsen samt Haderslev FK på 22. pladsen.
I København findes der i alt 14 klubber med medlemstal på over 1.000. Den sidste klub, der ikke er at finde på top 25-listen, er GVI med 1.097 medlemmer (+134)
Ude på Sjælland findes der 10 klubber med mere end 1.000 medlemmer. De to der ikke er nævnt på top 25-listen, er IF Skjold Birkerød med 1.082 medlemmer (-30) og Allerød FK med 1.058 medlemmer (+25)
Største klubber på Fyn, er Dalum IF med 1.097 medlemmer (+67), efterfulgt af OB med 833 medlemmer (-55)
De næste klubber i det jyske, er FC Skanderborg med 1.059 medlemmer (-4), Aalborg KFUM med 944 medlemmer (-3) og Odder IGF med 935 medlemmer (-65)
Man kan dykke ned i tallene her
Luk