Menu

FB er Årets Fodboldklub i Danmark

image Foto: Michael Søby
Martin Busk
24. februar 2020 kl. 11:00
Bedste klub i landet!

 

FB er Årets Fodboldklub i Danmark!

 

Hvad der kun har været kendt en enkelt FB’er siden sidste mandag (den 16. februar) - og lidt flere siden i fredags (den 20. februar), er nu afsløret til hele den danske befolkning:

FREDERIKSBERG BOLDKLUB ER I DAG MANDAG DEN 24. FEBRUAR 2020, BLEVET KÅRET AF DANSK BOLDSPIL-UNION, TIL ÅRETS FODBOLDKLUB I HELE DANMARK 2019

Fredag formiddag kom ingen andre end den gode gamle FB’er, Preben Elkjær - forbi vores klubhus sammen med en lille flok repræsentanter fra DBU, for at overraske os med kåringen.

Vi er nu ikke ‘kun’ Årets Fodboldklub i København, vi er Årets Fodboldklub blandt alle Danmarks 1.611 fodboldklubber!

Vi er kåret foran de tre øvrige regionale vindere fra hhv. Åkirkeby IF på Bornholm, Måløv Boldklub fra Sjælland og Strib IF fra Fyn.

Det synlige bevis i form af en statuette, blev overrakt til formand Henrik Amdi Madsen og kasserer samt klublegende Jørgen Andersen, der fredag formiddag var kaldt ind til “et vigtigt møde” i klubbens lokaler.

På lørdag den 29. februar ved DBU’s Repræsentantskabsmøde på Hotel Scandic i København, modtager FB helt officielt den flotte kåring, hvor formand Henrik Amdi Madsen, næstformand Palle Nørgaard Andersen og daglig leder Martin Busk, vil være tilstede, foruden FB’s to selvskrevne repræsentanter, Morten Høgsdal fra DBU Københavns bestyrelse og Jørgen Andersen fra DBU Københavns Turneringsudvalg.

FB er samtidigt indstillet til prisen som Årets Idrætsforening hos Dansk Idræts-Forbund (DIF).

FB er ligeledes indstillet til UEFA’s pris “Best Grassroot Club”.

I lighed med kåringen til Årets Fodboldklub i København, der fandt sted den 24. januar, er vi selvsagt sindssygt afsindig stolte og meget beæret over denne kåring. Det var stort at blive det lokalt og det er endnu større at blive det nationalt.

Vi er - endnu engang - blevet bekræftet i, at alt det vi går og foretager os, er et smukt eksempel på hvordan man bedst muligt driver en fodboldklub, der nu er Danmarks bedste.

Tak til alle vores mange medlemmer. I bidrager hver og en til at vi fremstår stærkt i vores gul-sorte farver.

En endnu større tak til alle vores mange frivillige trænere og holdansvarlige på både ungdoms-og seniorplan. Jeres bidrag til denne pris, har været og er fortsat, en stærk medvirkende faktor, som vi aldrig var kommet i nærheden af uden jeres enorme hjælp.

Tak til alle vores ansatte, vores frivillige udvalgs- og bestyrelsesmedlemmer samt alle øvrige der i dagligdagen tager et kæmpe slæb og bidrager til vores enorme udvikling.

 

De bedste hilsner til alle fra

Bestyrelsen
Frederiksberg Boldklub
Luk