Menu

Dødsfald: FB-medlem afgået ved døden

image
Webmaster
18. maj 2020 kl. 10:12
Mindeord om Børge Jessen

 

 

Meddelelse om dødsfald samt mindeord 

 

Det er med stor beklagelse og sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at FB's mangeårige medlem Børge Jessen, er afgået ved døden lørdag den 16. maj 2020, efter kort tids kræftsygdom. Han blev 69 år.

Børge blev indmeldt i FB den 20. november 1957 med medlemsnummer 224 - og opnåede dermed næsten 63 års medlemskab af sin hjerteklub. Så sent som i 2018, fik han ved nålearrangementet overrakt 60-års-nålen, en nål som nu blot 7 tilbageværende FB'ere er i besiddelse af. 

Han startede som ungdomsspiller dengang tilbage i 1957, og var kendt som en meget målfarlig, hurtig og hovedstødstærk angriber, der altid spillede på sin årgangs forskellige 1. hold op igennem ungdomstiden.

Da Børge blev seniorspiller, røg han straks direkte ind på 1. holdet i 1970, men efter 3-4 sæsoner på højeste FB-niveau, mistede han lidt af lysten til at træne - og gik derfor ned for at spille på det lukkede 5. hold, kaldet "Løveholdet".

Da Old Boys-alderen kom, var det der han spillede, nu som forsvarsspiller – senere på Veteran, Superveteran og Masters-holdene, indtil benene ikke kunne det samme som hovedet længere.

Børge fortsatte dog sin nære tilknytning til FB og mødte altid op til både generalforsamlinger, til nålearrangementer og var en flittig gæst på Frederiksberg Stadion til 1. Herreseniors hjemmekampe.

De sidste cirka 5-6 år af sin FB-tid og helt frem til i lørdags, var Børge ligeledes et aktivt medlem af "Havenisserne" og fik således så sent som ved generalforsamlingen på den sidste dag i februar, overrakt Emil Sørensen Prisen sammen med de øvrige Havenisser, for deres mangeårige flotte frivillige indsats for klubben, herunder ved vores flytning fra gammelt til nyt klubhus, tilbage i decemeber måned sidste år.

Ved denne flytning, brillerede Børge som altid, blandt andet da han højlydt anklagede en yngre kvinde for at have stjålet den daglige leders "scooter", hvilket var lig med en af Københavns mange el-løbehjul, der stod placeret ved klubben ... 😊

Børge var altid et meget positivt menneske og var altid klar med en sjov eller lun bemærkning. Han elskede at hygge sig med familie og venner, og så var han meget glad for de græske øer, især ferieøen Kreta. Han og hustruen June, var mindst én gang hver sommer dernede, enten bare de to eller sammen med både børn og børnebørn. Det var også planen, før coronavirussens indtog, at de skulle have været afsted i år. 

Børges arbejdsliv foregik i og under Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Her var han ansat lige fra elevtiden til han gik på pension som 60-årig. Han elskede især udflugterne med de københavnske pensionister - og når enten der (tidligere) var kamp på gammelmandsholdet, eller når Havenisserne var samlet samt ved generalforsamlingerne og nålefesterne, fik man altid nogle levende beretninger om disse pensionistture. 

 

Vores tanker og dybeste medfølelse går til familien, hvor Børge efterlader sig ægtefællen June, to børn samt børnebørn.

Æret være hans minde. 

Luk