Menu

Frivillighedspris til FB’er

image
Administrationen
23. februar 2022 kl. 10:26
Pris til Jon Cavagnaro

 

Frivillighedspris til FB’s Jon Cavagnaro 

 

Prisregn og hæder går hånd i hånd med FB. Der bliver i den grad lagt mærke til alt det gode, som enten selve klubben eller fantastiske klubfolk går rundt og laver.
Senest har en FB’er nu scoret Årets Frivillighedspris 2021, kåret af DBU Københavns bestyrelse, nemlig den 25-årige Jon Cavagnaro, som de fleste der har sin gang i klubben, efterhånden enten kender, har stiftet bekendtskab med eller ved hvem er af navn.
Under påskud af at FB var udpeget til at deltage i en - til lejligheden - opfundet Frivillighedsuge, zoomede et kamerahold fra DBU København ind på Jon Cavagnaro en tirsdag aften i slutningen af januar, hvor de skulle følge ham under nogle af de mange frivillige opgaver han påtager sig for klubben.
Et par uger senere var det så tid til selve overrækkelsen af Årets Frivillighedspris, da en intetanende og tydeligt overrasket Jon Cavagnaro, blev overrumplet ude på FB’s baner af DBU Københavns bestyrelsesmedlem og formand for Turneringsudvalget, Tom Gudmandsen, der var ankommet for at overrække blomster og diplom samt holde tale.
Kåringen sker med baggrund i en indstilling foretaget af FB, da vi i klubben sætter enorm stor pris på Jon - og vi har helt ærligt, svært ved at forestille os, at andre frivillige bruger ligeså mange timer i deres fodboldklubber som Jon gør det i FB. Tidsforbruget rækker nemt til et stykke ud over en fuldtidsansættelse og vi er yderst taknemlige for Jons kæmpestore indsats for sort og gul.
Jon har primær funktion af at være holdleder på 1. og 2. Herresenior med alle de opgaver der hører med, herunder at han vasker og tørrer spillernes trænings- og kamptøj, at han sætter tøjet frem til dem før træning og bærer det tilbage igen efter træning og sætter det over til vask. Han pumper boldene for trænerne og finder alt andet udstyr frem, således det blot skal tages med ud på træningsbanen. Han sætter holdkortene, sørger for at optage kampene via VEO og efterfølgende uploade dem, ligesom han holder styr på spillernes fremmøde til træning og holder styr på hvor mange kampe man har spillet på førsteholdet i forhold til de gældende komplekse turneringsregler om, hvem i de sidste runder af en halvsæson, der er spilleberettiget nede på andetholdet.
Men Jon er også så meget andet end ‘bare’ holdleder og han både har og griber selv så mange andre opgaver i klubben, at man nærmest tror det er en løgn.
Hvis 1. Damesenior en mandag eller en onsdag aften, står og mangler en målmand, så springer Jon gerne lige til, ligesom han hjælper teamet og spillerne alt hvad han overhovedet kan, når ikke herrerne selv har kampe. Oveni skal man så dertil lægge, at han selv er aktiv på vores lukkede 12. Herresenior i Serie 5, hvor han også påtager sig opgaver som holdansvarlig.
Derudover er Jon også materiale ansvarlig for alle FB’s mange børne- og ungdomshold, hvor han fylder op i deres skabe med udstyr og remedier, når trænerne har foretaget bestillinger hos ham i en bestillingsformular.
Endvidere sørger han for at holde selve klubhuset kørende. Skal en vaskemaskine skiftes, så gør han det selv, med alt fra at foretage selve indkøbet, afhente den, fjerne den gamle og installere den nye. Hvis et dørhåndtag er gået i stykker, så skifter han det. Mangler der nøgler, så sørger han for at få dem lavet. Er der leveret pakker til Frederiksberghallerne, så afhenter han dem. Skal der ryddes op og skæres i papkasser så de kan foldes sammen, så gør han det og ikke nok med det, han bærer dem også til affald - og sådan kunne vi blive ved og ved med at nævne alt det gode han gør for FB.
Han er en uvurderlig hjælp for klubbens trænere, for spillerne, for den daglige ledelse og for bestyrelsen. Man kan altid regne med Jon, nærmest uanset hvornår man kalder på ham - og det er naturligvis et stort håb, at vi kan bevare Jon i klubben i rigtig rigtig mange år endnu.
Fra hele FB, skal der lyde et kæmpestort tillykke med den velfortjente pris.
Jon Cavagnaro hyldes ligeledes officielt med en gavecheck på kr. 2.000,00 ved DBU Københavns Repræsentantskabsmøde på Hotel Scandic Copenhagen mandag aften.
Luk