Menu

FB søger BUT på deltid

image
Webmaster
20. november 2022 kl. 10:21
Jobopslag

 

FB søger endnu en Børneudviklingstræner (BUT)
Frederiksberg Boldklub er licensklub med 1 stjerne i DBU’s licenssystem og er dermed iblandt Danmarks i alt 51 licensklubber på Drenge Ungdom.
... Hvem ved, måske har vi appetit på mere og da det samtidig er et krav at man enten har en enkelt fuldtids- eller to deltidsansatte børneudviklingstrænere ved årsskiftet, så tager vi nu endnu et skridt i udviklingen af FB’s børnesegment, hvorfor vi søger en børneudviklingstræner for A-spillere og hold på U10 til U12 drenge.
Børneudviklingstrænerens opgave bliver, sammen med den øvrige sportslige B&U-ledelse, at videreimplementere og udvikle curriculum og fortsat øge trænerfagligheden og træningsmiljøet i en dedikeret trænerstab.
Dermed får børneudviklingstræneren også medansvar for vores udviklingsprogram, og skal være med til at tegne fremtiden for klubbens A-spillere på U10 til U12.
Normering og løn:
Stillingen er en halvtidsstilling med en ugentlig arbejdstid på 20 timer.
Lønnen er kr. 15.000,00 brutto pr. måned, svarende til kr. 173,22 i timen.  
(DBU’s minimumskrav er 18,5 timer og DBU’s minimumsløn er kr. 10.000 brutto pr. måned)
Arbejdstid og sted:
Du vil i dit daglige virke referere til FB’s administrerende leder med arbejdsplads på klubbens anlæg – Jens Jessens Vej 24A, 2000 Frederiksberg. 
Arbejdstiderne er fleksible, men vil typisk være i form af fysisk fremmøde på hverdage (mandag til torsdag), i tidsrummet 15.30-18.30. Derudover forventes det at der udføres administrativt arbejde og at der indimellem også arbejdes i weekenderne, da kampe er en del af jobbet.
Ansvarsområder:
  • Kontaktperson i forhold til DBU vedrørende sportslige anliggender på U10-U12, A-segment
  • Ansvarlig for tråd i organisering og planlægning af træning for førsteholdstrænerne på U10-U12 med afsæt i curriculums og primært fokus på teknisk træning
  • Ansvarlig for strukturering af træningsplaner
  • Videreimplementere curriculums og periodiseringsplaner
  • Videreimplementere den fastlagte 8-mands spillestil
  • Videreimplementere DBU’s Børnesyn med de 10 børneløfter og de 12 børnerettigheder fra DBU’s Børnestrategi
  • Deltage på og medvirke i intern træner-/ og efteruddannelse for trænerteams på U10-U12 førstehold
  • Afvikle supervision og sparring samt evaluering af U10-U12 trænere med afsæt i vores aktuelle og eksisterende plan
  • Implementere brugen af videoanalyser og trænerplatform i trænerens dagligdag
  • Sikre transition for U10-U12's A-spillere i samarbejde med ungdomsudviklingstræner
  • Ansvarlig for trænermøder
  • Deltage ved forældremøder på U10-U12's A-hold
  • Deltage i afdelingsmøder på U10-U12
  • Udvikle og afholde camps, skills og/eller udviklingsskole
Din profil og vores forventninger:
  • Du er plus/minus 30 år (Er du 25 år og mener at besidde kvalifikationer, så hold dig ikke tilbage)
  • Du er god til at inspirere, instruere og trives i lederrollen
  • Du har stærke formidlings- og kommunikationsevner samt er god til den konstruktive dialog
  • Du har en anerkendende pædagogisk tankegang
  • Du er dynamisk, udadvendt og procesorienteret
  • Du kan tage ansvar, holde hovedet koldt og arbejde selvstændigt
  • Du besidder power og pondus samt gode samarbejdsevner
  • Du er sandsynligvis ikke fodboldtræner eller spiller ved siden af (men er du, finder vi ud af det)
Du skal have lyst til at indgå et team af engagerede medarbejdere, herunder administrationen, talentchefen, Head of Coaching, ungdomsudviklingstræneren, børneudviklingstræneren for U2 til U9 samt ungdomsformanden, og du både tør, kan og ikke mindst vil udfordre den øvrige stab i et fagligt stærkt miljø med tværfaglige statusmøder hveranden uge.
Minimumskrav:
Du skal som minimum have gyldig UEFA C-licens og det er bestemt kun en fordel hvis du også har UEFA B- eller UEFA A-licens. Det er ligeledes en fordel hvis du har en pædagogisk baggrund, erfaring som fodboldspiller, en solid erfaring som børnetræner, eller erfaring fra et lignende job.
Ansøgning:
Vil du være med til at rykke en klub der i forvejen aldrig står stille, til det næste skridt og op på et endnu højere niveau, så send en motiveret ansøgning samt dit CV til administrerende leder og talentchef Martin Busk.
E-mail: mb@frederiksberg-boldklub.dk
Telefon: 20580898
Ansøgningsfrist:
Der er ansøgningsfrist fredag den 16. december 2022. Der afholdes ansættelsessamtaler frem mod jul.
Tiltrædelse:
Stillingen forventes tiltrådt senest den 1. januar 2023:
Vision og mission:
I Frederiksberg Boldklub har vi en klar og gennemarbejdet vision og mission, som alle vores trænere og ledere skal være bekendte med. Det er grundlaget for vores arbejde med at videreudvikle vores fodboldhistorie og vores strategi.
Det er således vores vision at:
- være den foretrukne fodboldklub på Frederiksberg samt i de omkringliggende byer, med det mest attraktive fodboldtilbud, herunder udviklingsmiljø, hvor vi bygger på især egne medlemmer
Vores mission er at:
- give vores spillere de bedst mulige forudsætninger og rammer for at indfri den enkeltes fulde potentiale og fastholde dem, indtil de eventuelt er parate til at begå sig på et højere niveau enten lokalt eller nationalt
- skabe en klar, tydelig og gennemgående identitet på tværs af alle hold fra U10 til 1. senior
- være en fodboldklub med en god struktur, organisation og tydelighed samt kunne tilbyde de bedste faciliteter og skabe en stærkere klubkultur både med og uden bold
Definition af 1-stjernet licensklub:
En 1 stjernet licensklub er struktureret og har investeret i sine yngste miljøer til og med U15. Klubben har forståelse for at deres miljø for aldersgrupperne U10-U15 er vigtigere end de ældre aldersgrupper, og prioriteres som sådan. Klubben forsøger at lave et godt samarbejde i nærmiljøet og søger desuden samarbejde med klubber længere oppe i stjernesystemet. Der søges både inspiration i DBU’s træneruddannelser og andre træneruddannelser og inspirationskurser. Klubben er villig til at lytte og lære, hvordan man udvikler sin klub og har klare retningslinjer for børnemiljøet, trænermiljøet og hvordan trænerne skal agere og opføre sig.
Luk