Menu

Omklædningsrum åbner den 30/8

image
Bestyrelsen
26. august 2021 kl. 10:04
Genåbnes mandag

 

Omklædningsrum kan benyttes fra mandag

Arealkravene om minimum 2 kvadratmeter gulvareal pr. person, er nu ophævet. Det skete faktisk allerede med virkning fra den 14. august. Sidenhen har der dog været en smule tvivl i forhold til Frederiksberg Idræts-Unions (FIU’s) regler samt vores egen stillingstagen i forhold til vores ganske små omklædningsrum på blot 10 kvadratmeter gulvareal i alt, ligesom vi har skulle genetablere rengøring af de fire omklædningsrum, der ikke er blevet benyttet siden marts måned 2020.
Men nu er det så ganske vist. Fra og med på mandag, altså mandag den 30. august 2021, kan vores medlemmer og hold igen benytte de tre omklædningsrum (nr. 1, 2 og 3) i stueplan samt omklædningsrummet (nr. 4) på 1. sal, i vores midlertidige klubhus.
Ordlyden i Fodboldens Coronaregler er nemlig ændret til denne tekst:
Hold afstand til andre i det offentlige rum, hvor det er muligt. Sådan lyder den nye anbefaling om afstand for at forebygge smitte med Coronavirus. Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen beskriver dermed ikke længere en fast afstand til, hvor meget plads der skal være mellem personer. Arealkravet på 2 m2 pr. tilskuer, bruger, besøgende og lignende har haft sammenhæng til sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand. Derfor er der nu ikke længere arealkrav og afstandskrav. Der gælder dog fortsat en generel anbefaling om at holde afstand til andre i det offentlige rum.
Fodboldens Coronaregler er derfor igen blevet opdateret og skal læses her af alle.
Vi sørger, via vores rengøringsselskab A.J. Rengøring, for grundig daglig rengøring af de fire omklædningsrum inklusive kontaktflader- og kontaktpunkter.
Vi anbefaler dog samtidig også, at vores hold ikke propper sig til bristepunktet med spillere, trænere og ledere, da Coronavirus, selv blandt færdigvaccinerede, stadig findes - og vi minder samtidig om, at man betragtes som nær kontakt til en mulig smittet, hvis man har været i selskab med en sådan i mere end 15 minutter indendørs. I værste fald kan det så betyde, at et helt fodboldhold skal isoleres, færdigvaccineret eller ej - og dermed skal melde afbud til de turneringskampe der netop er gået i gang og som alle har set frem til.
Derudover anbefaler vi, at alle vores fodboldhold med børn under 13 år fortsat ikke benytter omklædningsrummene, selvom det nu fra officiel side er tilladt. Hos DBU København oplever man nemlig fortsat at stævner og kampe aflyses på grund af Coronasmitte hos børn og unge, som ikke er vaccinerede. Flere skoler enten er, eller har har været ramt af smitteudbrud, og derfor opfordrer vi alle til fortsat at være opmærksomme på ‘Fodboldens Coronaregler’ i forbindelse med børnestævner og ungdomskampe, hvor hold mødes på tværs af hele København.
Frederiksberg er for tiden ikke ligefrem i bund, når man ser på de nationale tal for Coronasmitte. Den seneste uges udvikling i Frederiksberg Kommune ser således ud:
  • Positivprocent: 3,09%
  • Smittede: 225 - I alt: 9.346
  • Testede: 7.288 - I alt: 98.815
  • Smittede pr. 100.000 indbyggere: 219,5
  • Gennemsnittet i de danske kommuner er: 106
Grænsen for en kommunal nedlukning er på 500 smittede personer pr. 100.000 indbyggere over syv dage, hvilket gør det aktuelle incidenstal til kategorien ‘højt’.
Husk derfor at holde fast i de generelle retningslinjer i forhold til at undgå yderligere smittespredning.
Husk at når man benytter vores omklædningsrum, at man ikke kan okkupere dem til et enkelt holds brug og at de er åbne for alle. Det betyder dermed også, at man skal tage sine ting med ud til træning og kampe, og efterlader man dem i omklædningsrummene, så sker det på eget ansvar.
Husk ligeledes at man skal rydde op efter sig selv i omklædningsrummene og at affald hører til i skraldespandene og hverken på gulvet, bænkene eller væggene.
Foruden ovenstående, kan modstanderklubber/udehold, ligeledes igen klæde om ovre i Frederiksberghallerne.
OBS! Bestyrelsen forbeholder sig retten til akut og uden varsel, straks at lukke ned for brugen af omklædningsrum igen, hvis vi begynder at se en stigning i smittetallene hos os, samt hvis vi begynder at se for mange afbud/aflysninger omkring turneringskampe grundet Covid-19-smitte.
- Og så for Prins Knud, så tager vi den lige en sidste gang:

Det er først fra på mandag den 30. august, at man igen kan benytte sig af omklædningsrummene, hvilket dermed åbenlyst også betyder at den ikke lige går i den kommende weekend. Dette er med baggrund i rengøring.
Bestyrelsen
Frederiksberg Boldklub
Luk