Menu

Publikum har fortsat ingen adgang

image
Bestyrelsen
23. april 2021 kl. 15:13
Ingen tilskuere tilladt

 

 

Fortsat ingen adgang for publikum på Jens Jessens Vej

 

Kære forældre, øvrige familiemedlemmer, venner og bekendte til FB-medlemmer.

Som bekendt steg forsamlingsloftet udendørs - udenfor en fodboldbane - fra 10 personer til 50 personer i onsdags. Dermed blev der også ændret i Fodboldens Coronaregler, således at de forskellige fodboldanlæg og klubber, nu har fået mulighed for at huse op til 50 personer inklusive spillere, trænere, holdledere, dommere mv. pr. kampbane. 
Én ting er der dog at der er blevet givet mulighed for det, noget andet er om vi i klubberne og ude i kommunerne, anser det for værende realistisk, at vi i fællesskab kan kontrollere, at der ikke pludselig står 51 frem for 50 i forbindelse med afvikling af en fodboldkamp. Det er nemlig suverænt klubberne der bærer ansvaret. 
Derfor har Frederiksberg Idræts-Union (FIU) meddelt os, hvilket er sket i samarbejde med klubberne, at det er blevet vurderet og besluttet, at der på anlægget og banerne på Jens Jessens Vej samt på Frederiksberg Stadion, fortsat ikke er adgang for publikum, hvilket typisk vil være forældre, søskende, venner og veninder. 
Det vil vi gerne uddybe en smule her: 
Blandt andet skyldes det et 2-meters afstandskrav mellem tilskuere. Det kan, hvis vi tager bane 4 og bane 7 som et eksempel, ikke overholdes mellem disse to baner, da der kun er 2 meter mellem hver sidelinje på de to baner. Hvis så der er to kampe i gang, en på hver bane, så vil publikum der ser på kampen på bane 4, have for tæt afstand til publikum der ser på kampen på bane 7 - og dermed overholdes det gældende forsamlingsloft ikke!
Den kvikke, vil så kunne erindre i efteråret sidste år, at der var åbnet for publikum så længe de blot stod op ad eller ved et hegn. Det har FIU besluttet sig for i samspil med alle klubber på anlægget, ikke gør sig gældende denne gang, da det ikke gik specielt godt i efteråret. 
En anden årsag til at forlænge forbuddet mod tilskuere til træning og kampe, skyldes det stadig lille loft på 50 personer, da dette som nævnt, inkluderer spillere, trænere og ledere samt dommere. Det vil betyde at vi i klubberne så skal selektere blandt tilskuerne såfremt der skulle komme flere end i alt 50 og det ønsker vi ikke, ligesom vi heller ikke har de nødvendige ressourcer til at foretage de krævede optællinger og opdelinger ved alle aktiviteter på alle baner. 
Vi har ligeledes besluttet at omklædningsrummene forbliver lukkede, idet de gældende kvadratmeter-restriktioner vanskeliggør en åbning, da det også her vil betyde unødig selektion blandt vores medlemmer, ligesom der gælder forskellige restriktioner for forskellige aldre.

Foreløbig er denne melding gældende frem til den 6. maj. Her sættes forsamlingsloftet yderligere op til 75 personer og FIU er villige til, til den tid og alt efter smittesituationen på Frederiksberg, at se nærmere på muligheden for at åbne op for tilskuere. 
Til information kan vi oplyse at det gælder alle klubber på anlægget og ikke alene hos FB. 
Dermed gælder disse restriktioner fra linket her fortsat - og skal fortsat derfor også overholdes til punkt og prikke.
Vi glæder os til at vi igen må mødes på banerne og på stadion - og beder om alles forståelse for både disse beslutninger og for de anvisninger vores Coronavagter giver i løbet af kampdagene, ligesom vi håber på alles hjælp til at efterleve disse anvisninger, hvilket vi er meget glade for at der hidtil er blevet hjulpet positivt til omkring.

Mange hilsner fra
FB’s bestyrelse, 
Luk