Menu

Kommerciel og sportslig leder søges

image
Martin Busk
12. januar 2023 kl. 10:25
Ny fuldtidsstilling

 

Kommerciel og sportslig leder søges
Vi ønsker at styrke værdiskabelsen for vores medlemmer og fortsætte den gode udvikling. Vi ønsker samtidig at styrke vores administrative set-up. FB har udviklet sig meget de seneste 5-10 år. Mange vil sige at FB er nået langt. Vi står således nu med muligheden for at komme endnu videre - for at tage det næste skridt.
Til en nyoprettet fuldtidsstilling søger vi en ambitiøs leder, der med en synlig og nærværende ledelsesstil, høj integritet og passende gennemslagskraft kan skabe sammenhæng og resultater på vigtige og komplekse udviklingsområder for FB. Vi er nået langt med udviklingen af FB, men vi vil gerne videre. Derfor ønsker vi at styrke vores administrative set-up.
Selvstændigt ansvar
Som leder i FB bliver det dit ansvar at sikre den fortsatte sportslige udvikling, særligt omkring vores seniorafdeling, medvirke til at konsolidere vores DBU-licens for drenge ungdom, så licensen afspejles på både seniorhold og ungdomshold. Du bliver ankerperson på tværs af seniorhold, og du står for at udvikle en sportslig strategi, der understøtter og sikrer synergi mellem senior og ungdom. Du arbejder med at få en rød tråd mellem trænere og holdene i seniorafdelingen, understøtte FB’s sociale aktiviteter, ligesom du er sparringspartner for både herrer og damer, så de oplever, at de også få værdi af den sportslige opkvalificering vi har investeret i på ungdomssiden. Målet er, at vores seniorhold klarer sig endnu bedre i fremtiden.
Som leder for det kommercielle område er du ansvarlig for udrulning af et sponsorkoncept og sikre en øget digital eksponering. Vi ønsker, at FB, som en af landets største klubber opnår en væsentlig sponsorindtægt, der kan understøtte klubbens fortsatte sportslige udvikling.
Du får blandt andet ansvar for alle vores kontrakter med både trænere, sponsorer, leverandører, lejemål og medarbejdere. Du bistår med at håndtere de juridiske problemstillinger og spørgsmål, som FB måtte mødes af. Du bistår med at forberede oplæg til bestyrelsesmøderne og du understøtter FB’s strategiarbejde.
Kernen i dit job er troværdig ledelse og pålidelig administration. Du skal have styr på dit ledelsesgrundlag, dine ledelsesværdier og -principper. Du skal være dygtig til at planlægge, organisere, styre, budgettere, optimere arbejdsprocesser og løse problemer. Og du skal kunne identificere udviklingspotentialer, fastlægge retning, skabe tilslutninger til forandringer samt motivere og inspirere.
Din profil
  • Du har formentlig en relevant videregående uddannelse - fx cand.jur., cand.merc.jur. eller cand.polit. og/eller relevant erhvervserfaring
  • Du har en passion for fodbold og for den værdi en fodboldklub som FB kan bidrage med til lokalsamfundet. Hvis du kender til FB er det en fordel, men ikke et krav
  • Du lykkes, fordi du har en stil og personlighed, der skaber tillid og respekt hos både trænere, frivillige, medlemmer, deres forældre, kollegaer, samarbejdspartnere og de sponsorer, du kommer til at arbejde for
  • Du er skarp på jura, projektledelse, kommunikation og forhandling
  • Du kan holde styr på detaljerne og mange komplekse opgaver, og dukan arbejde analytisk, evaluerende, kvalificerende med relevant lovgivning, økonomistyring, koordinering og kontraktstyring
  • Du har stor interesse for - og gerne erfaring med - arbejdet i et fodboldmiljø, kendskab til DBU, fodboldregler og klubudfordringer
  • Eksternt skal du være opsøgende og engageret i at skabe og opbygge værdifulde alliancer med sponsorer
Din rolle i FB
Du refererer direkte til vores bestyrelsesformand, og bliver medlem af FB’s ledergruppe. Dermed kommer du til at spille en afgørende rolle i arbejdet med både drift og udvikling af FB. Du bliver sideordnet med og arbejder tæt sammen med FB’s Administrations- og Udviklingsleder samt Talentchef, Martin Busk. Du deltager på FB’s bestyrelsesmøder.
Hvem er vi
FB er en unik fodboldklub. Vi har over 2.250 medlemmer og er dermed landets tredje største. Vi bor i det måske smukkeste klubhus, der også indeholder nye og velfungerende arbejdspladser, cafe og mødefaciliteter. FB har vundet mange priser og er de senere år blev kåret som den bedste klub af DBU København, den bedste klub i Danmark af DBU og som den bedste breddeklub i Europa af UEFA blandt over 500.000 klubber i 55 medlemslande. FB har opnået en DBU Stjernelicens og fik, som en af de første klubber i Danmark, muligheden for at kalde sig DBU Børneklub. Vi er nået langt, men vi vil gerne videre.
Din ansøgning
Din ansøgning sendes til bestyrelsesformand Henrik Amdi Madsen på ham@frederiksberg-boldklub.dk senest den 6. februar 2023. Der holdes indledende samtaler i uge 7.
Yderligere oplysninger kan fås hos bestyrelsesformand Henrik Amdi Madsen på 21440765, eller hos næstformand Palle Nørgaard Andersen på telefon 21695580.
Jobbet er ligeledes slået op på Jobindex, hvorigennem du også kan søge. Se her

 

Luk