Vi må bøje os i støvet
En særlig hyldest
Vi bøjer os i støvet for manden i sort
En helt særlig hyldest
I torsdags, den 5. februar, på vores årlige generalforsamling havde vores caféleder Christian Kjærgaard øjensynligt helt 'glemt' at cafeen holdt lukket, så han måtte sørme finde et bord nede bagved inde i Lille Café, da vores absolut intetanende dommer- og dommerpåsætter Anker Poulsen og hans kone, var inviteret på middag af vores Havenisse Jørgen Poulsen, hvis søster er Ankers kone, og som sammen med sin egen kone, ret heldigt og ganske belejligt befandt sig i cafeen placeret ved et fire-mandsbord.
Midt under spisningen bad næstformand Mads Gundelund Gerlach pludselig om ordet - og uddelte en helt særlig hyldest til en meget overrasket og ikke mindst dybt rørt Anker Poulsen, der modtog en flot anerkendelse for sin altid store og mangeårige indsats med at påsætte dommere og selv dømme et udtal af kampe (...)
Læs den flotte tale fra Mads Gerlach til en yderst overrasket Anker Poulsen herunder.

I FB bryster os af at hylde og fejre frivilligheden. Vi kan ikke fungere som klub uden. Senere i aften skal vi hylde to FB’ere med henholdsvis Årets Træner/leder-pris og Emil Sørensen-prisen.
Men vi vil gerne hylde endnu mere. For imens alle vores dygtige og engagerede trænere ofte får ros fra klubben, deres spillere og forældre, så er det ikke alle, der soler sig i offentlighedens skær, begejstring og kærlighed.
Mens de frivillige ledere har et sammenhold om at lykkes, så findes der nogen, der tager alene hjem efter hver kamp. Selv i vores bestyrelse er vi jo faktisk et hold, der arbejder sammen i retning mod et fælles mål.
Alt den sammenhold – og så er der alligevel én, der ikke må være med. Én, der aldrig er en del af holdet. Én der aldrig får ros. Én der faktisk ikke en gang er medlem af FB. Sådan. Helt uden for sammenholdet, det er ham vi nu skal hylde.
For alligevel er han helt afgørende for vores klub. Det har han været i snart 50 år. Med hjælp fra nogenlunde pålidelige kilder har jeg opsnuset, at han har deltaget i omegnen af 10.000 fodboldkampe.
Da han startede var der dog ikke noget der hed 7:7-fodbold. 11 mod 11 det var hvad man spillede dengang. 7 mod 7 er dog kommet på programmet i de seneste 20 års tid og det er her, hvor man stadig oplever ham betræde kunstgræsset herude bag jer.
Han har været dybt involveret i kampe med stort set alle vores Havenisser. Altså dengang de selv var i trediverne. Så må man selv gøre jeres regnestykke op for, hvor lang tid siden det er.
Denne mand, der har ramt sit 76. leveår er stadig at finde på anlægget på ugentlig basis.
Han starter f.eks. alle 7 mod7-kampe, hvor Jon Cavagnaro er med, ud med at give ham det gule kort. Så er det ligesom overstået, og Jon ved, at hvis han siger noget under kampen, så bliver det rødt, og så er festen slut.
Eller da han senest i forrige uge havde fået glæden af at dømme min datters fodboldkamp. Hun er 10 år. Her fandt han tid til i kampens hede, lige at besøge mig ude på sidelinjen for at finde ud af, om hun mon holder med Brøndby ligesom sin far. For i så fald, så kunne han garantere, at hun ikke ville komme til at få et eneste frispark i kampen.
Der var også dengang hvor en spiller på et FB All Star-hold, et hold der bestod af mænd på +100 kilo, begik en forseelse til et klokkeklart rødt kort, men hvor spilleren i gangtempo væk fra åstedet, lovede ham en hel kasse øl, hvis han nøjedes med et gult kort, hvilket så blev konsekvensen, til modstanderens store frustrationer.
Han har også sørget for at et utal af jubilæumskampe i FB-regi, alle er blevet gennemført myndigt og dygtigt. Også dem med Preben Elkjær, som han søn Michael, bemærker det.
Så, kære Anker Poulsen. På vegne af hele Frederiksberg Boldklub vil jeg gerne sige tak. Tak for snart 50 år i dommertjansens tro tjeneste.
Tak for at sørge for, at fodboldkampe den dag i dag stadig kan afvikles med godt humør og god stemning. Tak for den enorme indsats du har gjort for fodbolden på Frederiksberg. Som frivillig, som påsætter, som dommer. I aften skal du vide, at du ikke alene. I aften er du en absolut integreret del af hele fodbold-Danmark. Tak for det og kom så lige herop og få en flaske, en buket samt en ordentlig krammer.