Menu

Nåle-arrangement 2025 afholdt

image
Webmaster
15. oktober 2025 kl. 12:44
FB's nåleklub

 

Nåle-arrangement 2025 afholdt

 

Forud for KS-kampen på stadion mod FA 2000 lørdag den 20. september blev årets traditionelle nåle-arrangement afholdt i Lille Café i klubhuset, hvor der var disket op med det store kolde bord.
Inden den officielle del af arrangementet startede blev dem fra nåleklubben vi har mistet siden sidste års arrangement, mindet med et minuts stilhed. Her var tale om både Svend-Aage Riedel og Robert Hansen.
Cheftræner Mohamed H. Farah var sammen med assistenttræner Peter Rasmussen til stede og fortalte de fremmødte fra nåleklubben om både sig selv og livets gang på 1. Herresenior samt selvfølgelig om forventningerne til opgøret mod naboerne, der senere - til folks store glæde - blev vundet med en scoring til 2-1 i overtiden.
Som traditionen byder så blev der undervejs også uddelt FB-nåle. Disse gives når man passerer hhv. 70, 60, 50, 40, 25 og 15 års medlemskab af FB.
I år var der fire medlemmer der fik tildelt nåle af nåleklubbens formand Jørgen Andersen.
Først og fremmest var det den 80-årige Benny Jacobsen der fik tildelt en nål for unikke 70 års medlemskab. Benny er kun overgået af Klaus Hansen der har været medlem i 74 år.
Den næste i rækken gik til 67-årige John Schmidt, der for øvrigt netop er gået på pension og nu er blevet besøgsven hos vores gode naboer på Plejehjemmet Ingeborggården hvor han cykler ture med de ældre beboere. John Schmidt blev medlem i 1965 og kom dermed op på i alt flotte 60 års medlemskab, hvilket selvfølgelig ligeledes fortjente en nål.
Desuden fik den 69-årige Bo Blaaberg tildelt 40-års nålen, mens 70-årige John Forchhammer efter sin indmeldelse tilbage i 2010 var ny på listen - og dermed nu har været medlem i 15 år.
Nålefesten i 2026 er fastlagt til lørdag den 18. april.
Se hele oversigten over nåleklubben her
Luk