Menu

Mostafa Mehmorzada er ny BUT

image
Administrationen
19. marts 2026 kl. 10:37
U10-U12 talent

 

 

Mostafa Mehmorzada er ny børneudviklingstræner

 

Frederiksberg Boldklub byder Mostafa Mehmorzada velkommen som ny børneudviklingstræner (BUT).

Vi er glade for at kunne meddele, at vi pr. den 1. april 2026 har ansat Mostafa Mehmorzada som vores nye børneudviklingstræner i Frederiksberg Boldklub.


Mostafa Mehmorzada, der er 27 år gammel, starter officielt i en halvtidsstilling på 20 timer om ugen den 1. april 2026, og vil fremover bidrage til at styrke vores arbejde med de yngre licens-årgange på drengesiden i klubben.

Mostafa Mehmorzada ankommer til FB efter to-årig periode som børneudviklingstræner i IF Bytoften, en klub, der i starten af året ved det DR’s store sportsshow i Jyske Bank Boxen, kåret som DIF’s Årets Idrætsforening 2025, og en klub, der de seneste 11 år har hævet sit medlemstal med cirka 1000 procent, så der nu er over 700 medlemmer.

Hos IF Bytoften har Mostafa, eller Mosti, som han blot kaldes, primært beskæftiget sig med aldersgruppen 7-13-årige på både drenge- og pigesiden.

Tidligere har Mosti været træner i Lundtofte Boldklub på alt fra U15 til senior samt arbejdet med talentfulde U10-spillere. Derudover har han været træner på DGI’s Fodboldskoler og været hos Joga Bonito Academy, hvilket altså samlet har givet ham en bred erfaring med både bredde- og talentudvikling samt ikke mindst en stærk forståelse for arbejdet med børn i alderen 8–14 år.

Derudover har Mostafa Mehmorzada både en UEFA C- og UEFA B-licens, ligesom han har gennemført DBU’s børnetrænerkursus, ligesom han har gennemført en sportslig lederuddannelse hos vores samarbejdsklub fra F.C. København, hvilket har givet ham en stærk forståelse for både trænerrollen og den organisatoriske dimension i klubudvikling.

Mostafa Mehmorzada, der ved siden af arbejder som forsikringsrådgiver hos Gjensidige, glæder sig over sin ansættelse og udtaler:

-Jeg glæder mig utrolig meget til at starte i FB og blive en del af en klub og et miljø, jeg længe har fulgt med stor interesse - særligt i det segment, jeg nu selv får ansvaret for. Jeg valgte at søge stillingen, fordi jeg ser et yderst stærkt fundament og et stort udviklingspotentiale, både blandt trænere og spillere.

-I mine samtaler med ledelsen har jeg fået bekræftet, at FB er en ambitiøs og velfungerende foreningsorganisation med en tydelig retning for talentudviklingen. Jeg ser meget frem til at bidrage med at løfte børnefodbolden yderligere - med fokus på både fodboldfaglig kvalitet og menneskelig udvikling.

-Jeg arbejder struktureret og nærværende med udgangspunkt i DBU’s aldersrelaterede principper og lægger vægt på at skabe et trygt, sjovt og udviklende miljø for børn. Jeg motiveres af at se både spillere og trænere vokse og af at være en del af et miljø med faglig sparring, tydelig retning og ambitioner på børnefodboldens vegne, afslutter Mostafa Mehmorzada.

Fodboldleder og talentchef Mike Kirkegaard Friang udtaler i forbindelse med den nye ansættelse:

-Vi har stået uden en børneudviklingstræner igennem de seneste par måneders tid, hvilket, op imod både aflevering af vores licensansøgning samt vores auditering, har sat os lidt under pres, men det har omvendt været vigtigt at få den rette person ansat, så vores U10-U12-segment kan fortsætte den positive udvikling. Med ansættelsen af Mostafa er jeg fuldstændig overbevist om, at vi her har ramt plet, og at Mostafa bliver en stor gevinst for FB, hvor han kommer til at bidrage positivt til vores dygtige drenges fodboldmæssige færdigheder, men også deres personlige udvikling.

-Mostafa er en utrolig åben og udadvendt person, der hos IF Bytoften også har været en tillidsvækkende og stærk repræsentant for det miljø, de har skabt derude, hvor han har spillet en betydelig rolle i den flotte tildeling af kåringen til årets idrætsforening 2025. Mosti er både ambitiøs, målrettet, arbejdsom og løsningsorienteret, men han besidder også et godt humør og rummer andre mennesker, hvilket vi har fundet frem til er helt afgørende i vores dagligdag, hvis vi skal flytte os både som klub og tage vores talentudviklingsmiljø til nye højder, siger Mike Friang.

-Vores F(ællesska)B skal munde ud i glæde og begejstring via ordentlighed og respekt, via sammenhold, udvikling og socialt ansvar, og det kommer Mostafa helt sikkert til at bidrage til, med sin omgængelige og meget menneskelige facon, slutter Friang.

Vi ser frem til at byde velkommen Mostafa Mehmorzada i Frederiksberg Boldklub og glæder os til det fremtidige samarbejde.

Luk