Menu

FB er stadig blandt de største

image
Webmaster
09. april 2021 kl. 12:44
Nye medlemstal fra DIF

 

FB bevarer sin position i toppen blandt DK's største fodboldklubber

 

Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Fodbold-Danmark hårdt i 2020 og også her i starten af 2021. Det ses med al tydelighed på de netop offentliggjorte medlemstal fra Dansk Idræts-Forbund for kalenderåret 2020.

I 2020 har de danske fodboldklubber mistet i alt 18.584 medlemmer, hvilket svarer til et fald på 5,65 procent fra 2019. Man er dermed gået fra 328.722 fodboldspillere i 2019 til 310.138 ved udgangen af 2020.

Antallet af fodboldklubber er også faldet. Man går fra i alt 1.586 registrerede fodboldklubber ved starten af 2020 til nu 1.564 klubber ved starten af 2021.

I København er vi dog heldigvis nogenlunde status quo i forhold til 2019-tallene. Blot 752 færre spiller fodbold end det var tilfældet i 2019. Dermed er tallet gået fra 45.627 fodboldspillere og ned til 44.875 spillere.

Sammenholdt med de nationale tal for antallet af tabte medlemmer på 18.584 spillere, så er det ikke ret mange.


I FB har vi også tabt medlemmer. Det skyldes dog ikke nødvendigvis Covid-19 alene, selvom det selvfølgelig også har haft en betydning. Vi havde mere eller mindre kalkuleret med et lille tab for 2020, med årsag i at vi er placeret i midlertidige faciliteter og dermed langt mindre antal kvadratmeter, end hvad vi har været vant til. Alle tidligere undersøgelser fra øvrige fodboldklubber, der genhuses mens man venter på et nyt klubhus, viser større medlemstab, da tilhørsforhold, rammer og klublokaler har stor betydning for en del medlemmer.

Vi er gået fra 2009 medlemmer til 1990, altså et tab på blot 19 medlemmer, hvilket ingenlunde giver anledning til bekymring og med mere end 200 nye medlemmer siden den 1. marts, hvor fodbolden genåbnede, så er vi igen på vej mod nye rekorder.

Tabet på de 19 medlemmer har dog lagt os ned på fjerdepladsen frem for sidste års tredjeplads, når man ser på statistikkerne over fodboldklubbernes medlemstal både nationalt og under DBU København. Vi har dermed byttet plads med vores gode naboer i FA2000, der har registreret 3 medlemmer mere end vi har, mens vores anden gode nabo fra KB har 126 flere medlemmer end os, oppe på andenpladsen.

Under DBU København finder man også Danmarks 6 største fodboldklubber - og her er FB altså så den 4. største fodboldklub med i alt 1.990 indberettede medlemmer til CFR (Centralt ForeningsRegister).


FB’s administrerende leder Martin Busk, siger om de seneste medlemstal:

-Vi var nok godt klar over, at vi ikke ville få flere medlemmer i 2020, med tanke på at vi er placeret i midlertidige klubhusfaciliteter, hvor pladsen er enorm trang. Ser jeg bare på mit eget kontor, så er det én stor rodebutik og bærer tydeligt præg af pladsmangel. Vi har opmagasineret et hav af ting ude i byen, mens vi venter på vores nye topmoderne og multifunktionelle klubhus og da vi ved, at det for mange medlemmer har en større betydning end man lige umiddelbart går og tror, at rammerne er i orden, så er jeg ikke overrasket over at vi har haft en lille tilbagegang.

-Da vi heller ikke havde set os selv blive ramt af en verdensomspændende pandemi, da året startede, hvilket forårsagede to lockdowns i 2020, så må jeg bare sige, at jeg er stolt af, at vi ikke er gået mere tilbage. Vores medlemmer fortjener kæmpe ros for at have bakket op om os som fodboldklub og loyalt betalt deres kontingent og bevaret deres medlemskaber. Det er virkelig flot og anerkendelsesværdigt.

-Vores bestyrelse har vedvarende haft kontrol med vores medlemstal og får hver den 1. i måneden tilsendt en oversigt over indmeldte og udmeldte, inddelt i diverse aldersgrupper og køn inklusive grafer. Det er et stærkt værktøj til at vi altid kan holde skarpt øje med den del. Man offentliggør jo medlemstal på to måder, en overfor CFR hvor alle der har været medlem i minimum tre måneder tælles med og en anden overfor Frederiksberg Kommune. Vi opererer efter den førstnævnte, men ser man på den anden, så er vi rent faktisk gået lidt frem i medlemstal og er næststørst af fodboldklubberne på Frederiksberg.

-Vi skal, også huske på, at vi ikke bare skal have mange medlemmer fordi det ser godt ud på statistikkerne. Vi skal altid kunne have et fodboldtilbud der er solidt, hvor der er mulighed for kvalitativt at træne ordentligt og som i øvrigt bygger på vores formålsparagraf om, at vi er en fodboldklub for alle.

-Det kræver også frivillige trænere og de er løbende en udfordring at skaffe, men som regel har vi succes med det, selvom der ofte er ildebrande der skal slukkes. Vi er som alle øvrige fodboldklubber meget afhængige af forældre og andre der vil bidrage, for uden dem, var vi slet ikke så stor en klub, som vi er blevet, slutter Martin Busk, og understreger, at hvis man render rundt med en fodboldtræner i maven, så skal man ikke tøve med at kontakte klubben.

 

Top 30-klubber i Danmark pr. 01-01-2021:


Tallene i parentes er stigning/fald siden sidste års opgørelse

  1. BK Skjold (DBU København) - 2.319 medlemmer (-20)
  2. KB (DBU København) - 2.116 medlemmer (+16)
  3. FA 2000 (DBU København) - 1.993 medlemmer (+9)
  4. FB (DBU København) - 1.990 medlemmer (-19)
  5. B93 (DBU København) - 1.834 medlemmer (-161)
  6. Greve Fodbold (DBU Sjælland) - 1.646 medlemmer (-48)
  7. Nørrebro United (DBU København) - 1.442 medlemmer (-394)
  8. HIK (DBU København) - 1.438 medlemmer (+2)
  9. IF Lyseng (DBU Jylland) - 1.433 medlemmer (+2)
  10. BK Fremad Valby (DBU København) - 1.378 medlemmer (-249)
  11. Hvidovre IF (DBU København) - 1.349 medlemmer (+71)
  12. Brøndby IF (DBU Sjælland) - 1.267 medlemmer (-231)
  13. Himmelev-Veddelev (DBU Sjælland) - 1.261 medlemmer (+6)
  14. Virum-Sorgenfri (DBU Sjælland) - 1.249 medlemmer (+80)
  15. VSK Aarhus (DBU Jylland) - 1.239 medlemmer (-118)
  16. Lyngby BK (DBU Sjælland) - 1.230 medlemmer (-32)
  17. Østerbro IF (DBU København) - 1.222 medlemmer (-108)
  18. Farum BK (DBU Sjælland) - 1.199 medlemmer (-281)
  19. BSF (DBU Sjælland) - 1.176 medlemmer (-97)
  20. GVI (DBU København) - 1.138 medlemmer (+41)
  21. BK Vestia (DBU København) - 1.097 medlemmer (-97)
  22. Sundby Boldklub (DBU København) - 1.072 medlemmer (-45)
  23. Dalum IF (DBU Fyn) - 1.064 medlemmer (-33)
  24. Vanløse IF (DBU København) - 1.063 medlemmer (-59)
  25. IF Skjold-Birkerød (DBU Sjælland) - 1.057 medlemmer (-25)
  26. Haderslev FK (DBU Jylland) - 1.042 medlemmer (-89)
  27. FC Skanderborg (DBU Jylland) - 1.034 medlemmer (-25)
  28. AaB (DBU Jylland) - 1.027 medlemmer (+358)
  29. Hørsholm-Usserød IK (DBU Sjælland) - 1.025 medlemmer (-114)
  30. FC Rudersdal (DBU Sjælland) – 1.021 medlemmer (+68)


Som man kan se, har alle klubber i top 30 mere end 1.000 medlemmer.

Listen domineres af de københavnske klubber i top 10, kun afbrudt af sjællandske Greve Fodbold på 6. pladsen og jyske IF Lyseng på 9. pladsen.

I 2019 var højdespringeren jyske Hedensted IF med et plus dengang på hele 766 medlemmer. Tilsvarende er samme klub efter 2020 den klub der har mistet flest, nemlig hele 649 medlemmer, hvilket bringer dem ud af top 30.

I København findes der i alt 14 klubber med medlemstal på over 1.000. Den 15. største er AB Tårnby med i alt 899 medlemmer (-42)

Ude på Sjælland findes der 11 klubber med mere end 1.000 medlemmer. Den eneste klub der ikke er nævnt på top 30-listen, er Allerød FK med 1.016 medlemmer (-42)

Største klub på Fyn efter Dalum IF, er OB med 782 medlemmer (-51)

Den største klub i det jyske uden for top 30, er Aalborg KFUM med 968 medlemmer (+24)

Man kan dykke endnu mere ned i tallene her