Generalforsamling 2026 i ord
Generalforsamling 2026 i ord
Man må efter afviklingen af årets generalforsamling konstatere at FB er tilbage på banen, vurderet ud fra de fremmødte medlemmers klapsalver og uddelte roser til arbejdet i løbet af 2025.
På trods af massive mængder sne, blev årets generalforsamling afviklet torsdag aften den 5. februar, i klubhusets café.
Det blev en ganske udramatisk affære, hvor snevejret formentlig lagde en lille dæmper på fremmødet, men hvor der ikke desto mindre blev uddelt store roser til bestyrelsens arbejde i det forgangne år, ligesom der var gode drøftelser efter en spændende beretning. Også den nye dynamiske og medlemsbaserede strategi blev præsenteret og desuden var der forslag der blev vedtaget (og et enkelt der faldt), der var flotte hædersbevisninger samt (gen)valg til bestyrelsen.
Allerede under selve spisningen forud for generalforsamlingen, blev der uddelt en særlig tak til den måske allervigtigste styrmand på en fodboldbane, nemlig klubbens dommer og dommerpåsætter igennem næsten 50 år, Anker Poulsen, der til sin store overraskelse og med våde øjne modtog en flot erkendtlighed for at have været involveret i mere end 10.000 fodboldkampe igennem tiden.
Selve generalforsamlingen:
Der blev ringet ind til generalforsamlingen klokken 19.23, hvorefter den kyndige dirigent Anders Friis-Hansen blev valgt som aftenens ordstyrer for fjerde år i træk.
Nyt æresmedlem:
Under bestyrelsens beretning blev en meget overrasket og tydelig rørt Johnny Jørgensen udnævnt til FB’s blot fjerde nulevende æresmedlem under den store hyldest af FB’s mange frivillige der hver dag gør en stor forskel.
Stor sponsoraftale landet:
Under den afsluttende del af den mundtlige beretning kunne formand Morten Høgsdal også afsløre at man med virkning fra 2027 har indgået den - med afstand - største sponsoraftale i klubbens 113-årige historie, når samarbejdet med INTERSPORT og Sport-Direct København fortsætter mens man overgår til adidas som ny leverandør af udstyr.
Hædersbevisninger:
Derudover blev Sparekassen Danmarks to traditionelle priser uddelt i form af Træner/leder-prisen der gik til U10 pigetræner Mikkel Haar samt Emil Sørensen-prisen der gik til Stadiongruppen, som står i kiosken i Frederiksberg Idrætspark til 1. Herreseniors hjemmekampe. Begge priser blev overrakt af Sparekassen Danmarks afdelingsdirektør på Falkoner Allé, Nickie Ebling, der var med som særlig gæst under hele generalforsamlingen.
Økonomien godkendt:
Under økonomidelen blev årets regnskab klappet i hus efter blandt andet en sund debat om klubbens egenkapital, mens budgettet for 2026 ligeledes blev præsenteret.
Forslag til afstemning:
Bestyrelsen havde fremsat i alt fem forslag, hvoraf fire blev stemt igennem og et enkelt faldt. To af forslagene var til klubbens vedtægter, hvor justeringer af ordlyd blev enstemmigt vedtaget, mens forslaget om at stemmeret til samtlige medlemmer faldt. Ændringer til klubbens love kræver dog 10% fremmøde af stemmeberettigede medlemmer, hvilket ikke var tilfældet, hvorfor der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling lørdag den 28. februar klokken 10.00.
Derudover blev et forslag om forhøjelse af kontingentet på 100 kroner enstemmigt vedtaget og det samme gjorde en tilsvarende nedsættelse på kontingentet for Tumlingespillere. Med en mindre justering blev forslag om indeksregulering af kontingentet fra 2027 også vedtaget og endelig blev et medlemsforslag om indførelse af studierabat for spillere på de åbne seniorhold enstemmigt vedtaget.
Genvalg og nyvalg:
Formand Morten Høgsdal blev valgt for en ny 2-årig periode. Der var også genvalg til Mads Gundelund Gerlach og Sanne Flex for 2 år, mens Bodil Allesen-Holm blev valgt ind som det ene ekstra medlem af bestyrelsen fra sin rolle som 2. suppleant. Det samme gjorde sig gældende for Laila Bjergmann der stillede op på den anden ekstra bestyrelsespost. Endelig blev Jon Cavagnaro genvalgt som 1. suppleant mens Rune Stavnskær blev valgt som ny 2. suppleant.
Der var også genvalg til både den eksterne revisor Crowe, samt til de interne revisorer og suppleant herfor.
Generalforsamlingen blev ringet af klokken 22.01 efter en underholdende aften i hjertet af klubhuset, hvor duften af stegt flæsk og den gode persillesovs smittede af på stemningen.
Bestyrelsen siger tak for et forrygende 2025 og ser frem til 2026.
Tak til æresmedlem Henrik Noer, for gud ved hvilket år i træk, at sidde i døren og afkrydse de fremmødte samt uddele stemmesedler. Ligeledes tak til Christian Kjærgaard og Finn, Sofie og Oliver i cafeen for servicering samt tak til Sparekassen Danmark.
I den kommende uge kan man her på hjemmesiden læse nærmere om de forskellige prisuddelinger, ligesom selve referatet kan læses her