Menu

Senoglu stopper som cheftræner

image
Webmaster
19. juni 2023 kl. 13:52
1. Herresenior

 

 

Olcay Senoglu stopper som cheftræner
Vi har modtaget meddelelse om at Olcay Senoglu stopper som cheftræner i FB på 1. Herresenior efter et år på posten, og sammenlagt 2 ½ år i klubben, hvoraf han var assistenttræner de første 1 ½ år.
Olcay Senoglu (39) fortsætter trænergerningen som cheftræner på et ungdomsakademi i en anden fodboldklub fra den 1/7. 
Der er tale om en regulær vinder der nu forlader FB for at udforske et talentmiljø i en flerstjernet licensklub - og der er ingen tvivl om at han har bragt vores førstehold langt i bestræbelserne på et højere pointgennemsnit, der to sæsoner i træk har været medvirkende til hhv. en tredje- og en andenplads i Københavnsserien.
Vi vil gerne takke Olcay for en sublim indsats igennem de fem halvsæsoner han nåede i FB.
Om sin tid i FB udtaler Senoglu selv:
-Først og fremmest vil jeg gerne sige et stort tak for de utroligt lærerige og givende 2,5 år, jeg har haft i FB. Jeg har virkelig nydt min tid i klubben, der gav mig muligheden for at træde mine første trænerskridt.
-Tiden har været fyldt med mange opture; store, vigtige sejre og flotte præstationer men også tunge nederlag, hvor man som træner er blevet udfordret. Det har givet mig vigtig erfaring på alt hvad fodbold har at byde på. Det er blandt andet disse erfaringer der giver mig mod på mere.
-Jeg har lært en masse gode mennesker at kende i FB og står derfor med en følelse af vemod omkring min afsked.
-Rent fodboldfagligt har vi virkelig rykket os markant. Vi har formået at skabe en vinderkultur, og det betyder meget for mig, at vi afsluttede sæsonen på en fornem andenplads - klubbens bedste placering i de seneste 11 år. Jeg glæder mig også enormt meget over at have givet debut til tre U19-spillere og en U17-spiller på førsteholdet. Det er en præstation, jeg bærer med stor stolthed.
-Jeg føler mig tryg ved at efterlade holdet på et solidt sted og håber, at klubben fortsætter den positive udvikling, som klubben er inde i.
-Jeg er overbevist om, at potentialet til at nå endnu større højder er til stede, og jeg vil med spænding følge FB’s fortsatte rejse.
-Endnu engang tak for at give mig chancen og stole på mig. FB vil altid have en særlig plads hos mig.
Arbejdet med at finde en ny matchende cheftræner der kan tage FB de næste skridt, er allerede påbegyndt og så snart vi er i mål med en ny cheftræner, meldes der naturligvis noget ud. 
Luk