Menu

Oprykningskamp på lørdag

image
Webmaster
13. juni 2023 kl. 17:36
Gratis sodavand og popcorn

 

Kom til oprykningskamp på lørdag den 17. juni
Kære FB'er
 
Kom til oprykningskamp for vores 1. Herresenior på lørdag. Her byder vi endda alle under 18 år på en gratis sodavand og et kræmmerhus med popcorn.
 
FB’s 1. Herresenior sikrede sig søndag andenpladsen i Københavnsserien, der er den øverste række under DBU København.
 
Det betyder at holdet nu skal spille et kvalifikationsspil om oprykning til DBU’s Danmarksserie-række. Det sker i et alle mod alle-spil mod de to 2’ere fra de to puljer i Sjællandsserien, altså øverste række under DBU Sjælland.
 
Kun vinderen af dette kval-spil rykker op, mens nr. 2 og 3 må blive nede i øverste lokalrække.
 
Senest FB spillede helt oppe i Danmarksserien var i 2012.
 
Der er trukket lod og kampprogrammet ser således ud:
 
Onsdag den 14/6 kl. 19.00:
Hørsholm-Usserød IK v. Roskilde Boldklub
 
Lørdag den 17/6 kl. 14.00:
FB v. Hørsholm-Usserød IK
 
Tirsdag den 20/6 kl. 19.00:
Roskilde Boldklub v. FB
 
Den sidste kamp i Roskilde, bliver kun aktuel hvis de to første kampe udarter sig i FB’s favør. F.eks må Hørsholm-Usserød ikke vinde både onsdag og lørdag. Sker det, er Roskilde Boldklub v. FB overflødig. Sker det ikke, så går turen til Roskilde næste tirsdag og mon ikke vi kan fylde en bus eller to til den kamp så?
 
Hjemmekampen mod Hørsholm-Usserød IK - eller HUI som de blot kaldes, spilles altså på lørdag. Det sker på Frederiksberg Stadion ovre på Sønderjyllands Allé med kampstart kl. 14.00.
 
Trænerteamet, spillertruppen og klubben har en bøn: Mød talstærkt op og støt drengenes kamp for oprykning!
 
Senest der var mange tilskuere til en førsteholdskamp var i pokalkampen mod AB fra 2. division i august sidste år, hvor 523 tilskuere dukkede op. Det kan vi, med jeres hjælp, sagtens gøre bedre på lørdag, hvor der venter rolige vindforhold og 27 graders sommersol.
 
Lad os derfor samle hele klubben for at give vores uforbeholdne støtte til holdet i bestræbelserne på at rykke op.
 
På stadion er der også en kiosk med frivillige gode mennesker, der sælger kolde drikkevarer, pølser, toasts og franske hotdogs. Det overskydende beløb går til selve førsteholdet, så støt også op her.  
Luk