Menu

FB ansætter endnu en medarbejder

image
Bestyrelsen
31. august 2020 kl. 13:06
Ny sportslig leder på plads

 

 

FB ansætter endnu en medarbejder
Pr. den 1. september udvider vi endnu engang på personalefronten og igen er det med en sportslig indgangsvinkel for øje.
FB’s bestyrelse har et vedvarende og ikke mindst vedholdende ønske om at styrke klubbens sportslige setup og derfor er det enormt glædeligt, at vi nu ansætter endnu en kompetent medarbejder til personalestaben, hvor vi dermed igen udvider vores organisation. 
Der er tale om den 37-årige Mike Kirkegaard Friang, der her fra på tirsdag den 1. september ansættes på 20 timer om ugen som ny sportslig ungdomsleder.
Nogle er sikkert i forvejen bekendt med navnet, da Mike hidtil og siden sommeren 2019, har været cheftræner på U15 Drenge årgang 2006-1.
Mike er desuden ansat som træner og Supervisor på FCK-projektet “Bold i Byen” og er i gang med færdiggørelsen af sin DBU B-licens. Han er ligeledes tidligere professionel fodboldspiller i Randers FC, har sågar været i bruttotruppen på U16 til U18-landsholdene som ungdomsspiller og kommer med en baggrund fra Fodboldakademiet på IHÅ (Idrætshøjskolen Århus).
Han har en lederuddannelse via Stifinderprogrammet, hvor han har gennemgået et effektfuldt udviklingsprogram, hvor man udvikler lederskab og evner til at lede under komplekse forhold, løse konflikter samt sætte og realisere ambitiøse mål.
Mike har tidligere arbejdet med forretningsudvikling og IT løsningssalg, ligesom han har været salgskonsulent. Senest kommer han fra en stilling som Sales Manager hos Intranote A/S med områder som salgschef, personaleansvarlig, partneransvarlig og har stået for forretningsudviklingen.
Dermed er Mike klædt rigeligt på i forhold til sit fremtidige job i FB, hvor han ved siden af, har timer som støttelærer på Mariendal Friskole.
Omstrukturering i ungdomsafdelingen:
Med ansættelsen af Mike Kirkegaard Friang, så betyder det samtidig også en omstrukturering i ungdomsafdelingen, hvor Jacob Christensen hidtil har varetaget jobbet som sportslig ungdomsleder.
Fremover bliver Jacob Christensen i stedet Head of Coaching og kommer til at bruge 90 procent af sin arbejdstid på fodboldbanerne, hvor han bliver vores mange ungdomstræneres nærmeste mand omkring alle de sportslige udfordringer der er på et fodboldhold. Jacob bliver ligeledes trænernes faste sparringspartner og Supervisor og får samtidig ansvaret for kamp- og spilleranalyser, kampobservationer samt kompetence- inspirations- og gæstetræner. Han kommer også til at forestå et par nye projekter der søsættes inden kalenderårets udgang.
Med andre ord er der tale om endnu en opgradering af ungdomsafdelingen, med flere ressourcer, større bevågenhed, bredere og bedre udvikling samt med en fremtidig styrkelse af helhedens ungdomsfodbold.
Mike Kirkegaard Friang bliver således den 6. ansatte medarbejder i FB, der som de øvrige ansatte, vil referere til administerende leder Martin Busk.
Eventuelle spørgsmål kan stilles til Martin Busk på mb@frederiksberg-boldklub.dk eller Ungdomsformand Max Wettendorff på mw@frederiksberg-boldklub.dk
Vi glæder os meget til at få Mike med ombord og ser frem til samarbejdet.
/ Bestyrelsen
Frederiksberg Boldklub