Menu

Uddrag fra den digitale GF 2021

image
Bestyrelen
09. februar 2021 kl. 10:49
Vellykket GF 2021

 

Uddrag fra FB's digitale generalforsamling 2021
For første gang nogensinde, blev vores årlige generalforsamling mandag aften, afholdt i en digital udgave, grundet Coronasituationen, da man, for at kunne realisere fremtidsdrømme, skulle træffe store beslutninger, der hastede.
Det skete via platformen Microsoft Teams, hvor i alt 32 var tilmeldt på forhånd, hvor 30 af disse mødte frem, heraf var 24 stemmeberettigede medlemmer, foruden diverse medarbejdere og øvrige indbudte gæster.
Fem personer fra bestyrelse og ledelse var samlet privat for at få det hele til at fungere, både i forhold til det tekniske Setup og i forhold til de forskellige beretninger og drøftelser.
Formand Henrik Amdi Madsen ringede ind kl. 17.30 og forsamlingen blev ringet af igen kl. 18.56.
Mindeord:
Formand Henrik Amdi Madsen åbnede generalforsamlingen med mindeord for de desværre i 2020 afgåede tre FB’ere, Svend Aage Rosted Jensen, Børge Jessen og Kurt Olsson, hvorefter der blev afholdt et øjebliks stilhed. De er savnet hver som en. Æret være deres minde!
Herefter blev Henrik Murmann valgt som dirigent og Martin Busk som referent.
Den mundtlige beretning:
I sin mundtlige beretning kom formand Henrik Madsen blandt andet ind på hvordan FB havde klaret sig igennem Coronaåret, året som ingen havde set komme, da vi skulle starte ud i 2020. Han takkede alle for den store indsats i et utroligt svært og udfordrende år.
Formanden kom ligeledes ind på de mange priser vi høstede i det forgangne år, både som Årets Fodboldklub under DBU København, Årets Fodboldklub i Danmark samt Best Grassroots Club i Europa og og uddybede grundigt omkring de forskellige indsatsområder, den daglige driftsindsats og de resultater der er opnået i løbet af 2020.
Derudover blev alle nævnt og ingen glemt i det store arbejde for at opretholde FB som Danmarks bedste og mest velfungerende fodboldklub, ligesom formanden så ind i fremtiden, både hvad angår det kommende nye flotte klubhus med indflytning til juni næste år, samt den sportslige fremtid i klubben.
Læs også den 32 sider lange skriftlige beretning her
Årets Træner/Leder Pris:
Efter den mundtlige beretning, blev 3.-4. og 5. Herresenior cheftræner, Mikkel Westermann, tildelt Årets træner/leder-pris 2020 af administrerende leder Martin Busk, der på vegne af bestyrelsen motiverede prisen til 'Wester' for sit ukuelige arbejde i spidsen for de tre seniorhold samt erhvervelsen af mange nye spillere igennem hele 2020. Så snart Corona-restriktionerne igen tillader det, finder overrækkelsen officielt sted.
Økonomien:
Dernæst fik kasserer Jørgen Andersen ordet og præsenterede årets regnskabsresultat, der udviste et lille overskud på tkr. 25. Der har været indtægter på samlet set tkr. 3.445 og udgifter på tkr. 3.414.
Egenkapitalen er den 31. december 2020 tkr. 1.094.
Alt i alt karakteriserede Jørgen Andersen resultatet som tilfredsstillende, særligt set i lyset af et Covid-19 år, hvor de mange medlemmer har bakket flot op.
Der var lidt spørgsmål til både indtægterne og omkostningerne, hvorefter regnskabet blev endelig godkendt af forsamlingen.
Forslag til behandling:
Bestyrelsen havde på forhånd offentliggjort et forslag om en justering af kontingentet samt strukturen herfor ligesom man havde opstillet et forslag til et tilrettet kontingentregulativ. Bestyrelsesmedlem Anders Friis-Hansen motiverede forslaget og kom blandt andet ind på ønsket om at fjerne den årlige prisindeksregulering og ensrette kontingentet for alle medlemmer, således at man betaler den samme sats, nemlig kr. 2.100 pr. år pr. medlem, dog med rabatordninger på nogle af de lukkede seniorhold.
Samlet set en mindre kontingentstigning på 9% til hovedparten, ungdomsspillere dog 22%, da det særligt er på dette område bestyrelsen ønsker at realisere målsætninger omkring rekruttering af trænere, ansatte til den sportslige udvikling samt at se ind i DBU’s licenssystem. En enkelt af de fremmødte bad den øvrige forsamling om at overveje om ikke seniorspillere skulle betale mere og børnespillere mindre, men da ingen andre havde indvendinger mod forslaget, blev det nye kontingentregulativ vedtaget.
Emil Sørensen Prisen 2020:
Herefter var det tid til tillægspunktet, nemlig uddeling af Årets Emil Sørensen Pris, der gik til ægteparret Hanne & Skipper Kjærby. Martin Busk motiverede endnu engang kåringen, der i al sin enkelthed handlede om Hanne og Skippers mangeårige flotte og ikke mindst frivillige indsats for klubbens børn og unge. Så snart Corona-restriktionerne igen tillader det, finder overrækkelsen officielt sted.
Valg til bestyrelsen samt revision:
Til sidst var det tid til valg af bestyrelse, suppleanter samt ekstern og interne revisorer - hvor der uden modkandidater, var genvalg til alle der genopstillede.
Det betyder at næstformand Palle Nørgaard Andersen samt kasserer Jørgen Andersen fortsætter som bestyrelsesmedlemmer i yderligere to år, mens Malte Meier Carlsen og Christian Kjærgaard blev valgt for en ny etårig periode.
Morten Høgsdal og Sanne Flex blev genvalgt som suppleanter det kommende år.
Ekstern revisor Crowe Statsautoriseret Revisionsinteressentskab og statsautoriseret revisor Rasmus Rolighed Asmussen blev genvalgt og det samme gjorde sig gældende for de interne revisorer Kresten Bang Heinfelt og Henrik Murmann samt suppleant Ove Nikolajsen.
Der var ingen yderligere kommentarer til punktet eventuelt.
Formanden takkede dirigenten og ligeledes skal der lyde en kæmpe tak til Peter Møller fra “START! Frederiksberg” der var os behjælpelig med det tekniske Setup i form af lyd, kameraer og streaming.
Tak for 2020 - vi ser frem til 2021 og forhåbenligt langt mere normale tilstande end dem vi måtte arbejde under i 2020.
I den kommende tid kan man her på hjemmesiden læse nærmere om de to prisuddelinger ligesom selve referatet snarest og efter skriftlig godkendelse, også vil blive tilgængeligt. 
 
/ Bestyrelsen
Luk