Menu

Ny cheftræner for 1. Damesenior

image
Webmaster
17. juli 2021 kl. 11:06
Cheftræner på plads

 

Ny cheftræner på plads for 1. Damesenior
Efter fire år med Kenneth Ellegaard i spidsen på vores 1. Damesenior-hold, er tiden nu inde til at prøve noget nyt.
I et stærkt kandidatfelt, viste en gammel kending sig at stå stærkest i billedet, nemlig holdets tidligere assistenttræner, Alexander Binnerup Olsson, der kommer til fra FC Damsø.
Alexander Olsson har en DBU B-licens og et godt kendskab til både kvindefodbold generelt og til FB’s trup, hvor en stor del af spillerne fra da han var med sidst (perioden 2018 til ultimo 2019, red.), fortsat er at finde på holdet.
Forud for sin første tid i FB samt efterfølgende FC Damsø, har Alexander Olsson primært trænet semi- og elite ungdomsfodbold på alt fra U13 til U17 i klubber som BK Rødovre, Hvidovre IF, FC Århus og KB.
Med nedrykningen fra 1. division til Kvindeserie Øst, skal FB’s hold forsøge at reetablere sig, uden dog helt at skulle starte fra scratch.
Der er netop etableret en ny struktur i dansk kvindefodbold, hvor der nu foruden Gjensidige Kvindeligaen findes en landsdækkende ny 1. division, samt en 2. division bestående af en vest- og en østkreds. Dermed har FB-holdet som direkte nedrykker fra 1. division ‘sprunget en række over’ og er nu at finde i Kvindeserie Øst iblandt 12 hold, hvor man i efteråret blot spiller om ikke at rykke ned i den øverste lokalrække, mens man i foråret også spiller om to oprykningspladser til den nye 2. division.
Netop den sidste del er en del af årsagen til at Alexander Olsson har søgt retur mod FB:
-Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage igen og til at møde alle spillerne. Da jeg så at holdet stod uden cheftræner efter sommerferien, var jeg ikke et sekund i tvivl om hvor min næste trænergerning skulle være, såfremt FB altså ønskede mig. Det er nemlig ingen hemmelighed at jeg har savnet FB og hele kulturen der er i klubben og ikke mindst på og omkring holdet. Det er en kultur der går hånd i hånd med mine egne ambitioner og min egen træner-filosofi.
-Det er et hold som jeg ved går rigtig meget op i sammenhold, men stadig gerne vil vinde hver gang de går på banen. Det er også en trup der gerne vil udfordres og er klar på at lære nye ting på træningsbanen. Jeg ved at et godt sammenhold på et fodboldhold kan vinde mesterskaber, men holdet har desværre også tabt rigtig meget de sidste par sæsoner. Det sætter sig selvfølgelig på selvtilliden og det er helt klar noget vi skal have arbejdet på, hvilket jeg ser meget frem til.
-Vi skal ud og spille masser af god fodbold og ikke mindst igen se om det er muligt at få vundet en masse fodboldkampe. Point på kontoen er trods alt det allervigtigste i forhold til at få genoprettet en skude og bringe selvtilliden tilbage. Kvaliteten på holdet er der, så det gode spil vil helt automatisk komme, jo flere træningspas vi vil få og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang og møde holdet.
-Mine ambitioner er der ingen tvivl om. Vi har kvaliteterne og i takt med god og energifyldt træning, masser af glæde og begejstring, ja så vil selvtilliden også komme og derfor skal vi selvfølgelig gå benhårdt efter at kunne spille i 2. division når vi kommer tilbage fra sommerferien næste år.
Administrerende leder Martin Busk er også glad for tilkomsten af Alexander Olsson:
-Jeg blev faktisk positiv overrasket over hvor mange henvendelser vi fik omkring cheftrænerjobbet på vores kvindehold. Det vidner lidt om, at det over de senere år er blevet mere populært at træne kvinder og at kvindefodbolden, på trods af dens udfordringer, er inde i en positiv udvikling. Der var virkelig mange gode kandidater fra både nær og fjern, der lagde billet og der var flere trænere med et utroligt flot CV, der syntes at FB var en attraktiv klub at komme til.
-Vi har omkring Alexander, som både jeg og en stor del af spillerne på holdet har et godt kendskab til, haft et godt forløb med nogle gode samtaler, der har bekræftet os i at Alexander er det helt rigtige valg. Det er på tide, at han kommer frem i landskabet med den cheftræner han har i maven og jeg er overbevist om at den energi, vilje og glæde han kommer med, er præcis det spillertruppen har brug for. Jeg tror på med Alexander i spidsen, at holdet kan rykke op i 2. division, hvis ikke til sommeren 2022, så til sommeren 2023.
Alexander Olsson der netop er fyldt 32 år, er uddannet pædagog og ansat på Skolen på Duevej. Han er gift med Nina og bor ude i Ørestaden sammen med sønnen Benjamin på 5 år.
I øjeblikket er der et par kandidater inde i billedet som kommende ny assistenttræner til Alexander Olsson og der forventes en løsning på plads senest primo august måned, hvor sæsonen også for alvor starter op igen.
Der er sæsonpremiere med en pokalkamp mod BSF fra 2. division i pokalturneringen i midten af uge 32, mens Kvindeserie Øst går i gang fra den følgende weekend.
Luk