Menu

FB lukker ned frem til 4. januar

image
Bestyrelsen
02. december 2020 kl. 20:49
Aktiviteter suspenderes

 

FB lukker helt ned frem til 4. januar 2021

 

Fra på mandag den 7. december 2020, suspenderes resten af dette kalenderårs fodboldtræning.
Kære medlemmer.
Efter gårsdagens udmelding fra myndighederne om den stigende Covid-19-smitte i hovedstadens 17 kommuner, herunder desværre også Frederiksberg Kommune, så rammes vi af de seneste stramninger og restriktioner, der for idrætten blandt andet betyder at børn- og unge nu i lighed med de voksne, ikke længere er undtaget forsamlingsforbuddet på 10 personer i forbindelse med afvikling af træning og kampe.
Derfor er vi i lighed med FA2000 og muligvis også KB, kommet frem til efter grundige overvejelser, at vi ønsker at bidrage til at begrænse smittekæderne yderligere, hvorfor vi lukker helt ned i de sidste to uger frem mod jul.
Dette gælder både for senior- og ældre samt for børn og unge, med andre ord gælder det:
  • Tumligebold (U2 til U4)
  • Børnefodbold (U5 til U10)
  • Ungdomsfodbold (U11 til U19)
  • Seniorfodbold (åbne/lukkede hold)
  • Gammelmandsfodbold (+32)
  • Niveaudeling (U10)
  • Skillstræning (U10 til U13)
  • Motionsfodbold for mænd (+50)
  • Fodboldfitness for kvinder
I praksis betyder dette, at der fra på mandag ikke længere må trænes eller afholdes andre FB-aktiviteter på træningsanlæggene eller øvrige steder. Dette beder vi alle om at respektere.
Vi træner og spiller kampe som normalt frem til og med på søndag. Resterende kampe, trænings- som Vinterbold-kampe er aflyst/udsat.
Den primære årsag skal findes i, at vi så nødig vil have, at vi også efter nytår kun må være forsamlet 10 personer pr. træningsgruppe og det er vores håb, at når hele eller store dele af anlægget med cirka 5.000 fodboldspillere igennem på ugentlig basis, står tomt frem til den 4. januar i det nye år, at vi den vej igennem, kan bidrage til på både den korte og den lange bane, at stoppe den stigende smitte på Frederiksberg.
Det er det der giver bedst mening for os, hvor end vi inderligt ville ønske, at alle vores fodboldhold kunne få en normal afslutning frem mod juleferien.
Covid-19-situationen er alvorlig og giver anledning til bekymring. For eksempel blev der i går tirsdag hjemsendt over 200 børn og voksne på børne- og ungeområdet i Frederiksberg Kommune, til selvisolering og test. Frederiksberg har ikke på noget tidspunkt i pandemien oplevet så mange smittetilfælde på bare én dag.
Der er i høj grund til at træde på bremsen og sætte ind med målrettede initiativer for at begrænse smitten og her er det vigtigt at vi også i fodbolden bidrager ved at stå sammen om at implementere initiativerne hurtigt, effektivt og ensartet.
Det er særligt blandt de unge i alderen fra 10-29 år, hvor smitten spreder sig. Men også i aldersgruppen fra 30-59 år er smitten stigende - og begge grupper er lig med langt over tusind medlemmer af Frederiksberg Boldklub.
Vi er godt klar over, at ikke alle deler de samme opfattelser og holdninger til restriktioner, anbefalinger og regler samt nedlukninger, men vi ser det som et vigtigt element og et godt redskab i kampen for at undgå yderligere stramninger og restriktioner i det første kvartal af 2021, hvilket kan gå hen og få endnu større konsekvenser end en forholdsvis kort totalnedlukning af fodbolden.
Tak til jer alle. Til forældretrænere, trænere, holdansvarlige, ledere, spillere, forældre til spillere samt medarbejdere.
Også tak på forhånd, fordi I viser hensyn frem mod det nye år og udviser forståelse og samfundssind ved at bidrage til at undgå yderligere spredning.
Vaccinen ser ud til at være lige om hjørnet, så det er lige præcis nu vi skal holde fast, hvilket vi sagtens kan bidrage til.
Pas rigtig godt på jer selv og hinanden indtil vi (forhåbentlig) mødes igen i starten af det nye år.
Såfremt der måtte være spørgsmål til ovenstående, kan man kontakte administrerende leder Martin Busk på mb@frederiksberg-boldklub.dk eller på telefon 20580898.
Bestyrelsen
Frederiksberg Boldklub
Luk