Menu

FB er Europas bedste fodboldklub

image
Administrationen
05. oktober 2020 kl. 15:43
Best Grassroots Club 2019

 

FB er kåret til Europas bedste fodboldklub!

 

Pressemeddelelse
UEFA kårer Frederiksberg Boldklub til Europas Bedste Breddefodboldklub 2020 og hylder vores klub for vores helt fantastiske arbejde for 2.000 medlemmer.

FB er netop kåret til Europas Bedste Fodboldklub 2020 af UEFA – det europæiske fodboldforbund med hele 55 medlemslande under sig.
Prisen hedder officielt “Best UEFA Grassroots Club” og har været uddelt hvert år siden 2010. Det sker i forbindelse med og i anledning af den årlige UEFA Grassroots Football Week Award der løber af stablen netop nu.
Det er Dansk Boldspil-Union (DBU), der har indstillet FB som den nationale danske vinder, ovenpå kåringen som årets fodboldklub i Danmark 2019 og efter yderligere indstilling fra et UEFA-panel samt UEFA’s tekniske Udviklingskomité har UEFA’s Eksekutivkomité nu udpeget FB som Årets europæiske breddefodboldklub.
-Vi er virkelig stolte af prisen. Det er exceptionelt. Jeg synes, at det er fantastisk at blive belønnet for det gode arbejde som frivillige, trænere og ledere hver dag yder for vores klub og vores mere end 2.000 medlemmer. Vi er samtidig meget beærede over, at så mange både i Danmark og nu i Europa, har bemærket vores store arbejde for at udvikle fodboldspillere, samarbejde med lokalsamfundet, tage et socialt ansvar og bevise, at hos os er fodbold et spil med plads til alle og fra alle lag af vores samfund. Det her er uden sammenligning den største dag i klubbens historie, siger formand Henrik Amdi Madsen.
Administrerende leder Martin Busk supplerer:
-Først Årets Fodboldklub i København, hvilket var stort. Så blev vi sørme også kåret til Årets Fodboldklub i Danmark, hvilket var endnu større. Nu kommer så denne her pris. Det er fuldstændig sindssygt vildt og vi kan ikke få vores arme ned. Vores begejstring, glæde og stolthed over en sådan pris, er ganske enkelt fantastisk og vidner om hvor meget vi har gjort rigtigt i rigtig mange år efterhånden. Større bliver det næppe for en dansk fodboldklub, end at modtage lige netop denne ærefulde pris. Tænk sig at vi har papirer på at være bedst i Europa.

UEFA hylder i sin kåring af FB, især klubbens indsats for at tilbyde fodbold for alle uanset alder og niveau og for sit stærke samarbejde med og i lokalområdet, hvor FB tager et enormt ansvar, blandt andet med flygtningefodbold, fodboldskoler og fodbold for sygdomsramte. 
Sjældent har UEFA’s grundholdning om at elitefodbold ikke kan blomstre uden sunde græsrodsforeninger, været mere korrekt og prisen fungerer derfor også som en påmindelse om, at fodbold er og bliver for alle slags fodboldspillere. 
Det er i øvrigt anden gang at en dansk fodboldklub vinder denne flotte titel. I 2014 gik FC Skanderborg også hele vejen til toppen af den europæiske scene.

Prisen her skyldes ikke mindst indsatsen fra vores utrolig mange nuværende - men også tidligere - frivillige trænere, holdansvarlige og ledere samt klubbens ansatte, der hver dag, år efter år, kaster en hel masse energi ind i en vedvarende klubudvikling. Derudover er det selvfølgelig også alle medlemmernes pris. 


Læs også Dansk Boldspil-Unions pressemeddelelse “Europamesterskab til dansk Fodboldklub” lige her
Luk