U17 Drenge 95-1 i Kvalkamp om oprykning til 3. division




Bedst som man troede en lang sæson var overstået og forberedelserne til en ny så småt kunne starte, så blev FB's 95-1 hold fra U17 Drenge Mesterrækken tilsmilet af heldet, da det mandag blev en realitet at de skal afvikle en kvalifikationskamp om oprykning til U17 Drenge 3. division.

LFA har trukket deres hold fra divisionerne, hvilket betyder at der er blevet en ledig plads at spille om. Den ledige plads tildeles til enten Sjællands nummer 3 eller Københavns nummer 2 fra de respektive mesterrækker.

Fra Sjælland endte Herfølge Boldklub på 3. pladsen efter BGA og B1901, med 28 point for 13 kampe, hvilket betød 9 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag. I København blev FB's 95-1 hold nummer 2 efter BK Skjold med 20 point i 9 kampe, hvoraf det endte med 6 sejre, 2 uafgjorte og 1 nederlag.

Kval-kampen er blevet programsat til på lørdag den 19. november og Herfølge Boldklub har vundet lodtrækningen om fordel af hjemmebane, hvorfor kampen afvikles på kunstgræsbanen ved Herfølge Stadion kl. 13.00.

FB's hold, der består af rene årgang 95-spillere har gennemgået en markant udvikling over de senere år og spillerne har sammen med trænerteamet et helt unikt sammenhold som har været en kraftig årsag til at holdet er kommet op blandt de allerbedste hold i København. I den forgangne sæsons Mesterrække var der spæning til det sidste, om det skulle lykkes dem at rykke op i 3. division - men det satte BK Skjolds talenter en stopper for i næstsidste kamp, hvor de foran mere end 150 tilskuere vandt 3-1 på FB's bane 2. Holdet var i øvrigt også for nylig blandt de tre nominerede til årets holdpræstation ved FB Award'en.

Ærgelsen var naturligvis stor efter nederlaget, men samtidig var der også selverkendelse nok til at konstatere at BK Skjold var det bedste hold i rækken og derfor er det blot en kærkommen gratis mulighed for alligevel at rykke op i 3. division når holdet på lørdag tørner sammen med Herfølge BK's 2. hold.

FB arrangerer bustur til kampen i Herfølge med afgang fra FB's klubhus kl. 10.30. Der er i alt 80 ledige pladser, hvoraf spillere og trænerteam sætter sig på de 23 af dem. Det efterlader 57 pladser efter først-til-mølle-princippet og tilmelding foregår på FB's officielle facebook-site hvor kampen er oprettet som en begivenhed. Det koster en blid rund 20'er at komme med på busturen og man tilmelder sig på væggen for begivenheden samtidig med at man inden fredag kl. 15.00 runder kontoret med betaling. 


Share