U13 drenge 98-1 vandt KBU's mesterrække


FB's yderst talentfulde U13 drenge 98-1 har i efterårsturneringen deltaget i DBU Københavns højeste række, nemlig Mesterrækken, hvor holdet var spået en fin placering i midten - men hvor tropperne overgik alle forventninger og kunne kalde sig rækkevindere endda før sidste spillerunde.

Holdet der spiller 9-mandsfodbold har i det hele taget haft et forrygende år 2010 og har badet sig igennem langt de fleste af deres kampe, ligesom de har præsteret flot ved stævner rundt omkring i landet. Bl.a. fik de en flot 4. plads ved et stærkt besat stævne i Silkeborg - ligesom de vandt Lions Cup 2010 i Kalundborg.

Holdet der trænes af Tim Hart og Samba Goddard har hele sæsonen arbejdet for fuld kraft med den tekniske træning og masser af boldberøringer, en hel del med koordinationen og ikke mindst med hurtighedstræningen.

98-1 spillede 9 kampe i turneringen og vandt de 8 af dem. Flere af dem blev vundet knebent med et enkelt mål, men det blev da også til et par storsejre på 4-1 over både FA 2000 og AB Tårnby, 8-0 over Skovshoved samt 5-2 over Kastrup. Kun Vanløse formåede at vinde over det stærke FB-hold i sæsonens anden kamp, hvor VIF hev en 3-2 sejr i land på Damhusengen.

Med hele 5 point ned til rækkens nummer 2 fra Fremad Amager, som FB'erne besejrede med 3-1, var der endda tale om en suveræn førsteplads i Københavns bedste fodboldrække.


Share