Præsentation af klubbens nye sportsmassør
Som et led i en omstrukturering omkring FBs 1. herresenior, har klubben ansat en sportsmassør til holdet. Der er tale om den 24 årige Nickie N. Hansen, som til nytår, afløser den nuværende skadesbehandler, fysioterapeut Camilla Jensen.
At Camilla Jensen stopper skal bestemt ikke ses som, at det arbejde hun har ydet, har været utilfredsstillende - men da bestyrelsen har været så heldige at forlænge aftalen med den fysiske træner, Anders Q. Steensen for yderligere 2 sæsoner, har man vurderet, at med Anders' ekspertise indenfor skadesbehandling, diagnostisering og ikke mindst forebyggelse af skader -at der ville komme et større behov for decideret massage af spillernes knogler og muskler.
Nickie N. Hansen bor bor Vesterbro og er en meget engageret og med garanti ligeledes dygtig massør, som ikke kun kommer til at fungere ved briksen, men også vil medvirke under kampe samt hjælpe den fysiske træner, hvis behovet er til stede. Nickie har selv tidligere spillet fodbold i bl.a. Benløse og Ringsted og har i det hele taget fuld fart på idræt. Hun har løbet marathon og har nu kastet sig over triathlon-sporten og vil muligvis også senere i livet udfordre sig selv på en Ironman.
Nickie læser til dagligt til Idræt på universitetet og færdiggjorde i sommer sin uddannelse som sportsmassør. Endvidere er hun i øjeblikket i gang med uddannelsen som sportsernæringskonsulent på aftenskolen.
Bestyrelsen byder Nickie et stort velkommen og herunder kan der læses et friskt interview med hende.
1. Velkommen til klubben, Nickie. Hvorfor blev det lige FB du henvendte dig til?
"Mange tak. Jeg henvendte mig til FB fordi jeg er uddannet sportsmassør, og til sammenligning med en almindelig massør, har jeg speciale i sportsmassage og massage af sportsfolk. Jeg har selv spillet fodbold en del år og interesserer mig stadig meget for det, så det er klart et ønske, at få lov til at arbejde i en fodboldklub".
2. Du er uddannet sportsmassør. Prøv at fortæl lidt om uddannelsens områder?
"Mange tak. Sportsmassør uddannelsen har jeg taget hos Sportseducation.dk, som er en meget professionel skole, som udbyder uddannelser og kurser indenfor sundhed og sportsbehandlinger. Under uddannelsen kommer man igennem stort set alle kroppens knogler og muskler, og udover anatomien har man også en masse om fysiologi og biomekanik. Man introduceres samtidig til sportsskader, både akutte og overbelastningsskader, og det specielle ved sportsmassør uddannelsen er, at man lærer de forskellige teknikker som benyttes før, under og efter en kamp eller konkurrence.
3. Du er også i gang med at læse idræt på universitetet. Hvad vil du på sigt bruge den uddannelse til?
"Ja, jeg er i gang med mit 2. år på idrætsstudiet på KU, en uddannelse som tager 3 år for bachelor og yderligere 2 år for kandidaten. På kandidaten vælger jeg højst sandsynligt human fysiologi som hovedfag, da dette har min største interesse".
"Der er rigtig mange muligheder med en uddannelse indenfor idræt og sundhed, og der er rigtig meget som interesserer mig. Jeg kunne godt tænke mig at komme ud og vejlede personer om motion og ernæring, og det ville helt klart være interessant på et tidspunkt at få lov til at arbejde med elitefolk. Derudover har projekter for børn og ældre også min interesse, og forskningsområdet er heller ikke helt uinteressant".
4. Du er en travl kvinde. Du er nemlig ligeledes i gang med udannelsen som sportsernæringskonsulent. Kan du fortælle lidt om den?
"Ja, som en pakkeløsning har jeg valgt at tage uddannelsen til sportsernæringskonsulent samme sted som min sportsmassøruddannelse. Jeg er i den tro at man aldrig kan uddanne sig for meget, og jeg bliver inspireret af hele tiden at lærer noget nyt. Samtidig vil jeg gerne have en bred viden indenfor sport/motion og ernæring, da jeg mener de to ting ofte høre sammen".
"Uddannelsen til sportsernæringskonsulent giver mig et grundlag for at gå ud og rådgive om ernæring, ikke kun for dem som vil tabe sig, men også for dem som har behov for at forøge vægten, samt i høj grad dem, som har en fornuftig og sund kropsvægt, men som ønsker mere energi i hverdagen".
5. Nu kommer du så til en fodboldklub med masser af "mandehørm" - klarer du den?
"Det går jeg da stærkt ud fra at jeg gør..☺ Jeg er tidligere uddannet indenfor og har arbejdet i shippingbranchen, som er en meget mandsdomineret verden, så jeg er vant til at der bliver taget gas på hinanden og vant til at lægge øre til de ofte dårlige jokes om kvinder..."
"Til sidst vil jeg bare sige, at jeg glæder mig meget til at komme i gang og til at arbejde sammen med hele teamet bag holdet, jeg tror på det nok skal blive rigtig godt, når det bliver ”hverdag” ude i klubben".


