BSF fra 2. divsion blev sendt hjem med nederlag
1. holdets blot anden testkamp forud for sæsonpremieren den 3. april, blev spillet lørdag eftermiddag.
Som sidste lørdag var modstanderen igen en hård nød at knække, da der var tale om endnu et hold fra 2. division - men modsat det knebne nederlag sidste lørdag til Elite 3000, blev det denne gang til en kneben men flot sejr over fusionen Ballerup-Skovlunde Fodbold, kaldet BSF.
FB kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med resultatet 2-1, efter 1-0 ved pausen. Skovlunde - som i sidste sæson rykkede op fra Danmarksserien til 2. division, i øvrigt i en sæson hvor FB vandt begge indbyrdes opgør -
kom bedst fra start i lørdagens opgør og var mest i boldbesiddelse i den indledende fase. Alligevel var det FB der kom foran efter godt et kvarteres spil, godt hjulpet på vej af gæsternes forsvar, der nærmest forærede FB's Arian Shokraneh bolden og han kunne sprinte afsted i fuld firspring og til sidst sikkert score mod den frem-stormende BSF-keeper. Efter scoringen kom FB bedre med rent spillemæssigt og holdt egentlig BSF fra de helt store chancer og pressede dem til at lave mange uprovokerede fejl. Derfor ikke misvisende at FB kunne gå til pausen med 1-0. En føring som sagtens kunne have været på både 2 -og 3-0, hvis ikke Skovlunde-keeperen havde hevet et par strålende redninger frem.
I pausen blev der skiftet flittigt ud og modsat opgøret for en uge siden mod Elite 3000, så gik det denne gang en smule ud over flowet i spillet.
Men FB startede alligevel som lyn og torden i 2. halvleg, som ikke var ret gammel da Niclas Tüchsen sendte en fremragende aflevering afsted ind mellem de to midterforsvarer, hvor Foday Fafanah i to omgange fik bolden med sig og pludselig stod alene med målmanden, som han sikkert udplacerede til stillingen 2-0.
FB fortsatte det gode spil, men med 20 minutter igen gik det hele i stå og de gul-sorte overlod alt initiativ til BSF, der både pludselig var dominerende og fik reduceret til 2-1, efter noget sløseri i forsvaret. Kort forinden deres reducering måtte målmand Lasse Krogh hive en fantastisk fodparade op efter en BSF-afslutning fra klods hold.
FB var dog alligevel tættere på 3-1 end gæsterne på 2-2. Bl.a. havde Niclas Tüchsen et forsøg på overliggeren - men kampen sluttede uden yderligere scoringer og dermed kunne FB tage en flot skalp og dermed bygge videre på det gode spil, som forhåbentlig fortsætter på lørdag, når FB gæster BK Frem fra Københavnsserien ude på de nye kunstbaner i Valby kl. 11.50.
Trænerteamet med Jimmy Brinksby og Jeppe Brun Svensson fik igen god respons på de spørgsmål de havde omkring en del af spillerne og de står virkelig overfor nogle svære beslutninger, ift. de 22 spillere der i sidste ende skal udtages til den endelige trup.
Jimmy Brinksby sagde efter kampen:
-Selvom vores spil ikke var ligeså godt som i sidste uge, synes jeg bestemt det er positivt, at vi er i stand til at slå et hold fra 2. division -og så ovenikøbet på en dag hvor langtfra alt fungerer. Der var dog gode momenter og vi skaber rigtig mange chancer, som vi selvfølgelig skal blive bedre til at omsætte til mål. Jeppe og jeg fik svar på nogle af de ting vi har gået og spekuleret lidt på, de sidste par uger, så der er bestemt masser af ting som vi vil tage med os fra lørdagens kamp.

(Arkivfoto fra et tidligere opgør mellem Skovlunde og FB)