Sejr i sidste testkamp mod Rønne fB

Forårssæsonen nærmer sig med hastige skridt og der resterer nu kun 8 dage inden det for alvor går løs igen for FB's bedste herresenior hold i Danmarksserien, når turen går til Nexø for at møde NB Bornholm.
Lørdag eftermiddag var det dog bornholmerne der drog en tur til Frederiksberg. Ikke NB Bornholm, men solskins-
øens næstbedste mandskab fra Rønne fB, der normalt frister en tilværelse i Københavnsserien.
FB stillede til start med hele 16 spillere i en kamp der skulle give trænerteamet de sidste fingerpeg, både med hensyn til startformationen men også med hensyn til den aktuelle form.
Jeppe Hansen
Rickie W. Rasmussen Kaspar Christiansen Oliver Lund Søren Gram Madsen
Anders Theilgaard Rasmus Lucht (C)
Janus Raun Niclas Tüchsen Jesper Liu
Nicolaj Harms
Bænken: Lasse Glenstrup, Rasmus Christensen, Nabi Dogan, Foday Fafanah og Lars Hansen
Kampen endte med en 2-1 sejr til FB efter 0-0 ved pausen i en kamp som FB dominerede fra start til slut og hvor hjemmeholdet viste forskellen mellem DS og KS.
Det var egentlig ikke fordi FB vadede i chancer mod de kompakte bornholmere, men i spillet på banen sad FB på det meste og de orange var sjældne gæster foran Jeppe Hansens mål. Hansen der til dagligt står en sikker sidste skanse på 4. herresenior, spillede en fejlfri kamp på den bagerste position, i fraværet af Andreas Vigelsø og den fiberskadede Lasse Krogh.
På trods af det solide spilovertag var stillingen 0-0 ved pausen. I 2. halvlegs begyndelse fik FB'erne mere fart over feltet og efter godt 10 minutters spil, fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark efter hånd på bolden fra en Rønne-spiller. Nytilkomne Niclas Tüchsen eksekverede sikkert fra 11-meter pletten til FB-føring 1-0.
FB fortsatte dominansen, men der blev ikke for alvor skruet op for tempoet og Rønne fB fik med et kvarters tid igen deres enlige chance for en udligning, men forsøget blev sparket ved siden af mål.
Med små 10 minutter tilbage modtog Lars Hansen bolden på kanten af feltet og med en flot nærmest Zidane-agtig finte, afsluttede Hansen uden chance for Rønne-keeperen til 2-0.
Med et halvt minut tilbage fik gæsterne tilkendt et straffespark, som Jeppe Hansen intet kunne gøre ved.
Cheftræner Jimmy Brinksby udtalte efter kampen:
-Jeg er egentlig meget godt tilfreds med kampens resultat, men samtidig var det også en kamp der gav os lidt yderligere spørgsmålstegn, både i positiv og negativ forstand. Hvor nogle måske ikke præsterede så godt, var der andre der imponerede - så dagens 90 minutter gjorde bestemt ikke udtagelsen af de 14 spillere til kampen næste søndag nemmere.
Som skrevet, skal FB en tur til Nexø Stadion for at møde NB Bornholm næste søndag den 3. april kl. 13.30. For at få den bedst mulige optakt til opgøret, flyver mandskabet derover og sejler hjem. Hjemmeholdet er med garanti sultne efter revanche, da FB jo som bekendt lammetævede bornholmerne med hele 6-2 i sæsonens første kamp hjemme på Frederiksberg Stadion.

FB's nyerhvervelse Niclas Tüchsen som her ses i aktion, scorede FB's første mål mod Rønne fB på straffespark