DS-holdet har nu skudt sæsonen i gang

 

 

Efter to måneders pause, hvor den har stået på andesteg, gave-ræs, fyrværkeri og afslapning - mødtes 1. holds-truppen igen tirsdag aften - og lagde for med en gang let træning i form af miniturnering på to mindre baner. Torsdag aften var det så tid til at teste luften en smule bl.a. ved spil til to mål på hel bane.

Cheftræner René Olsson og dennes nye assistenttræner Morten Dyhr Christensen har allerede fået en umiddelbar trup at operere med, en trup som blev offentliggjort her på hjemmesiden for små to uger siden og som kan ses her

Ikke desto mindre er det fortsat i denne spæde opstartsfase, periode for nyankomne prøvespillere, med forskellige baggrunde fra klubber på enten KS, DS eller 2. divisionsniveau - og det er ikke utænkeligt, at der kan forekomme ændringer, justeringer eller suppleringer i forhold til den på forhånd opsatte trup - der skal udgøre forårets hold til DS-rækken, hvor 13 spændende kampe venter fra påsken og frem mod medio juni.

Det er lykkedes for eliteudvalget at bevare en stor del af spillerne fra efterårets trup - og umiddelbart ser kun Patrick Böiken og Rasmus Lucht (begge NB Bornholm) samt Lars Brøgger Hansen (Rishøj Boldklub) ud til at forlade FB - der til gengæld har fået markant forstærkning i form af den stærke alt-mulig-mand, norske Magnus Næss Eriksen med en fortid i norsk divisionsfodbold, midtbanemanden Daniel Jønsson fra GVI med fortid i både Greve, Glostrup og AB Tårnby samt angriberen Asmat El Ouargui der senest har optrådt for Greve Fodbold, men med
større fortid i både Hvidovre IF og sågar et ophold som ungdomsspiller i PL-klubben Norwich.

Tro støtter som målmændene Ulrik Hansen og Andreas Vigelsø - forsvarsspillerne Rickie W. Rasmussen, Oliver Lund, Nabi Dogan og Malte Meier Carlsen samt Mike Hansen og Morten Dahl, er fortsat at finde i FB-trøjen - ligesom de garvede midtbanefolk Newroz Dogan og Peter Bærenholdt samt Lasse Glenstrup, Andreas Espersen, Patrick Hørbye og Janus Raun også er dukket op og er klar til den kommende halvsæson. I angrebet fortsætter den stærke Dennis Thorvardarson og får fortsat selskab af sønderjyden Mads Bæk Pedersen - mens der er mere tvivl om Foday Fofanah og Rasmus Christensens fortsatte deltagelse i FB. Derudover er Mickey Rolling så småt i gang igen efter en længerevarende skade.

Prøvespillerne er sikkert ikke allesammen lige dygtige, omvendt har nogle af dem allerede nu vist sig at være spændende bekendtskaber - og der vil hurtigt ske en udskillelse af disse - således træner-teamet kan komme i gang med arbejdet, med dem det virkelig drejer sig om. Men det skulle undre om der ikke er en enkelt eller to overraskelser af positiv og forstærkningsmæssigt karakter i ærmet - når den endelige trup sættes i uge 9.

Nye prøvespillere er naturligvis fortsat velkomne frem mod uge 9, forudsat man kommer fra et niveau på højde med DS - dog ikke uden forudgående aftale med eliteansvarlig Casper Christensen som kan fanges på mobil 3095 5198.

FB har også hele set-up'et omkring trænerteamet på plads, som foruden chef- og assistenttræner, ligeledes kommer til at byde på en målmandstræner, en træner med fokus på skader og restitution, en holdleder, en massør og en fysioterapeut. En nærmere præsentation af teamet følger i den kommende uge.

Første træningskamp for de gul-sorte helte bliver udekampen mod Taastrup FC fra Sjællandsserien - en kamp der afvikles kl. 15.15 - søndag den 29. januar ude i Nyhøj på Kunst.


 

 

Share