FB afsluttede flot sæson med sejr og 5. plads i DS
Efter avancement til hovedrunden i Ekstra Bladet Cup midt på ugen, skulle FB's 1. hold forsøge at afslutte sæsonen på en helhjertet måde i Danmarksserien, hvor holdet de sidste 3-4 uger var gledet ned på tabellens 8. plads efter 4 nederlag i træk. Dette skulle gå ud over Værløse Boldklub, der før årets sidste kamp lå á point med FB på 7. pladsen. En FB-sejr ville give avancement minimum en 6. plads og hvis ellers GVI ikke fik alle 3 point mod B 1921, ville det ovenikøbet blive til en 5. plads. Efter sidste spillerunde lykkedes det opsatte scenarie, da FB slog Værløse med 2-0, samtidig med at GVI kun fik uafgjort. En fantastisk flot placering i FB's første DS-sæson siden oprykningen i sommeren 2009.
____________________________
Kampfakta:
FB - Værløse BK 2-0 (1-0)
1-0 Peter Bærenholdt (45. min)
2-0 Oliver Lund (71. min)
Tilskuere: 77
_____________________________
FB's startopstilling:
Jakob Snebjørn Kristensen
Rickie W. Rasmussen Kaspar Christiansen Morten Dahl Søren Gram Madsen
Peter Bærenholdt Rasmus Lucht
Kim Helby Jensen (C) Jesper Liu Erling El-Labban
Oliver Lund
Bænken: Rasmus Christensen, Newroz Dogan og Patrick Böiken
Det kunne dog ellers være gået grueligt galt allerede efter 25 sekunder for hjemmeholdet, da Værløse i første boldaktion fik spillet sig ufatteligt nemt igennem på venstrekanten og via et godt indlæg kom til afslutning inde foran mål, men heldigvis var keeper Jakob Snebjørn Kristensen vågen og fik hevet en fremragende redning op.
1. halvleg bar tydelig præg af to mandskaber der foruden den endelige placering i rækken ikke havde meget at spille for. Spillet lod en del tilbage at ønske i en meget lige forestilling, hvor FB havde bolden mest men hvor Værløse nok var farligst, som fx. efter 32 minutter, da en VBK'er huggede af fra distancen, men hvor Jakob Snebjørn igen var vågen og fik blokeret det gode skudforsøg.
Kort efter viste de sort-gule, tænder for første gang, da venstreback Søren Gram Madsen med et flot indlæg fandt formstærke Jesper Liu der prikkede bolden i mål, men desværre annullerede dommeren målet for offside. Alligevel virkede det som om at det gav tro på mere og FB'erne overtog for alvor styringen af kampen og i dommerens tillægstid blev det til 1-0, da en tværpasning ind i feltet landede hos Peter Bærenholdt, der resolut afsluttede fladt i venstre side af målet og dermed pauseføring til FB.
2. halvleg startede med FB i teten, men gæsterne var alligevel farligst og havde sin første mulighed allerede efter 3 minutter, men Morten Dahl kom ned og fik blokeret fint i situationen. Herefter bølgede spillet frem og tilbage og tempoet fik yderligere en tand opad, da FB's bænk med Rasmus Christensen, Newroz Dogan og senere Patrick Böiken kom ind. Der blev skabt mere liv offensivt og efter 71 minutters spil, modtog Newroz Dogan en lang bold fra de bagerste rækker og i buldrede afsted mod mål og spillede Oliver Lund helt fri, der nemt kunne score til 2-0 og dermed en umiddelbar afgørelse på kampen. 10 minutter senere kunne det sagtens være blevet til 3-0 da Dogan med et indlæg fandt Oliver Lund, der dog headede bolden et godt stykke over mål.

Først et minut før tid viste Værløse igen farlighed med en kæmpe chance, men Jakob Snebjørn hev en fantastisk redning frem og i stedet var det hjemmeholdet der i overtiden fik en gigantisk mulighed, efter en hjørnesparkssituation, men hvor det nærmest lignede at Newroz Dogan tacklede sin egen holdkammerat Kaspar Christiansen, da han var på vej til at sparke bolden i mål.
Men alt i alt en flot afsluttende indsats af FB som dermed hev en flot 5. plads i land og kan se tilbage på en fremragende sæson, hvor man har opfyldt målsætningen om overlevelse, længe spillede med om den 3. oprykningsplads til DS og hvr man trods alt i 26 kampe fik vundet de 11 og spillet 3 uafgjorte. På minussiden er selvfølgelig de mange indkasserede mål - så i sæson 2 af Danmarksserien, som starter efter sommerpausen, er der bestemt fortsatte udfordringer for trænerteamet i en ny spændende DS-sæson, som starter op lørdag den 14. august.
Læs alt om sidste runde i Pulje 1 her