Menu

Retningslinjer ifm. genåbningen

image
Bestyrelsen
26. februar 2021 kl. 14:13
Protokoller er opdateret

 

 

Information og regler for genåbningen den 1. marts 2021

 

Kære medlemmer.
Endelig starter vi op igen! Det er uden sammenligning, årets hidtil bedste nyhed. 
Man finder selve den gældende banefordeling fra på mandag (uge 9) og frem til og med uge 13 i linket her. Man skal benytte sig af det nederste af de to links på siden. (Bemærk her, at årgang 2015 og 2016 er flyttet udendørs, da gymnastiksale fortsat er lukket ned. Årgang 2016 er flyttet ind på lørdage, da vi ikke har plads torsdage, men ellers er der ikke meget der er ændret i forhold til den normale vinterbaneplan).
På baggrund af myndighedernes udmelding om at udendørsidrætten kan genåbne fra mandag den 1. marts med et forsamlingsloft på 25 personer, uanset aldersgruppe, så har vi nu modtaget både et regelsæt fra FIU (Frederiksberg Idræts-Union) samt en opdatering fra DBU (Dansk Boldspil-Union) af selve protokollen for Fodboldens Corona-regler.
Opdateringen sker med forbehold for, at der kan komme en ny opdatering i de kommende dage, på baggrund af justerede meldinger fra Kulturministeriet.
Der er, som det også var tilfældet i 2020, mange ting at forholde sig til i protokollen, og derfor bedes man grundigt gennemlæse nedenstående hovedtræk fra regelsættene.
For kunstgræsbanerne udendørs på Jens Jessens Vej, på skolebanerne samt på Frederiksberg Stadion, gælder følgende regler:
  • Ingen, hverken trænere eller spillere, må møde op til træning, hvis de har tegn eller symptomer på sygdom
  • Man har alene adgang til banerne i de præcise tider som FB i forvejen er tildelt. Vi har ikke adgang før, og det forventes at man forlader anlægget ved sluttidspunktet
  • Banerne på anlægget er blevet afmærket med kridtstreger, således at der på hver 11-mandsbane er afmærket fire områder/baner, to på hver banehalvdel med to meters mellemrum, præcis som vi husker det fra 2020
  • Man må ikke tage ophold i mellemrummene mellem banerne
  • Råder man over en halv 11-mandsbane må man benytte hele den halve bane
  • Deles man om en halv 11-mandsbane med et andet hold, så skal man opholde sig inde på det ene af de to afmærkede områder på den halve bane
  • Man må derfor heller ikke hvis der er to hold på en halv 11-mandsbane, spille kamp mod hinanden på en hel halv 11-mandsbane
  • I hver gruppe må der maksimalt opholde sig den til hver en tid gældende begrænsning i forsamlingsloftet, fra den 1. marts drejer det sig om maksimalt 25 personer inklusive trænere/holdledere
  • Er man mere end 25 personer, så skal trænere/holdansvarlige lave et oversidder-system på holdet, medmindre man råder over en halv bane, hvor man så kan lave to træningsgrupper. Disse må dog ikke blandes og der skal være en træner for hver gruppe
  • FB’s klubhus er lukket for alle, herunder medarbejdere der fortsat arbejder hjemmefra eller arbejder på banerne
  • Der er dermed ingen mødeaktivitet i klubhuset. Det er alene boldrummmene der er åbne (uden at man må tage ophold) samt omklædningsrum 1 for toiletbesøg
  • Samtlige spillere skal fortsat mødes med trænere/holdansvarlige uden for FB’s matrikel, altså uden for indhegningen ved klubhuset og ikke hverken på eller ved trappen inden for indhegningen
  • Man bedes sørge for at alle først møder 5-10 minutter før ens træning og ikke hverken 20 eller 30 minutter før
  • Man bedes fortsat mødes på små områder på et aftalt sted tæt ved klubhuset. Det kan være gadehjørner, fortovene, sidevejene osv.
  • Man skal udenfor klubhusets matrikel være meget opmærksom på det generelle forsamlingsforbud der fortsat lyder på 5 personer. Vi tænker politiet har en fin forståelse for at man mødes samlet, selvom man så ikke overholder reglen om maksimalt 5 personer, men præcis derfor er det vigtigt at alle først møder 5-10 minutter før træningen skal starte
  • Samtlige spillere skal fortsat møde op omklædte hjemmefra. Vi så desværre sidste år, at grupper klædte om ved klubhuset, enten på tagterrassen, foran omklædningsrummene eller endda inde i de ellers lukkede omklædningsrum. Det under ingen omstændigheder tilladt at klæde om på FB’s matrikel, hverken indendørs eller udendørs! Årsagen til at omklædningsrum holdes lukket er at hvert rum blot er 8m2, hvilket betyder maksimalt to personer af gangen, kan klæde om
  • Inden træning skal trænerne/holdansvarlige sørge for, at alle spillere (og dem selv) får afsprittet hænderne. Der hænger fyldte dispensere med håndsprit ved klubhusets indgang både før og efter den lille grønne gangbro.
  • Man skal respektere kø-kultur og ikke klumpe sammen, når flere hold skal ind på banerne
  • Forældre og andre har fortsat ikke adgang til banerne under træning – så ingen må tage ophold mellem eller omkring banerne
  • Trænere/holdansvarlige skal fortsat alene være dem der henter udstyr i boldrummene og må ikke sende spillere ind efter det
  • Der skal bæres mundbind i boldrummene
  • Når man samles på sin træningsbane til velkomst og undervejs i forhold til instruktioner, skal der holdes to meters afstand mellem spillerne
  • Efter hver træning skal trænere/holdansvarlige rengøre sit holds bolde og kegler. Alt for mange sprang sidste år desværre denne (lidt større) opgave over
  • Bolde og kegler må ikke tages med hjem, men skal på plads i boldrummene efter at man har vasket det af
  • Overtræksveste skal vaskes efter hver træning
  • Spillene skal forlade banerne/anlægget ved udgangen ved hallerne/bane 1, lige efter endt træning
Mulighed for afvikling af kampe
Det er ret simpelt. Først og fremmest skal vi i gang med at træne igen. Mange skal genfinde formen. Det handler om bevægelse, om følingen med bold, om tekniske øvelser, om skadesforebyggelse osv.
Vi er meget optimistiske med henblik på at turneringerne kan starte for både 3-, 5-, 7-, 8- og 11-mandshold, når vi når hen efter påske. Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at presse på for en hævelse af forsamlingsloftet til minimum 30, så også 11-mandskampe kan gennemføres. Det samme ved vi at både DBU og DIF vil gøre.
I disse dage findes der mange kreative tanker fra trænere og ledere der træner et 11-mandshold, om hvordan man kan afvikle 11-mands træningskampe. Nogle mener, at man kan spille 11v11 med en dommer og en træner på hvert hold og så kan udskiftningsspillere sidde ude i biler eller udenfor klubbernes matrikler, for så at blive ringet ind til kampen, mens dem der så går fra banen, samtidig forlader selve anlægget. Til det må vi (for nærværende) oplyse, at den ikke går! Loftet er på 25 af en årsag. Man skal forblive indenfor den gruppe, så mulig smitte ikke spreder sig.
Andre argumenterer for at det da er mærkeligt, når der må være 100 personer på en 11-mandsbane (4 x 25 personer), at man så ikke kan spille 11v11 på hel bane plus dommere, trænere og udskiftere. Her skal man være opmærksom på at det er afmærkede områder der er gældende i forhold til forsamlingsloftet.
Der kan dog afvikles/spilles 7/8-mandskampe i løbet af marts, bare loftet overholdes.
Dette vil alle trænere/holdansvarlige snarest modtage orientering om. 
I forbindelse med eventuelle træningskampe, vil følgende være gældende:
  • Vær særligt opmærksom på, at trænere, udskiftere, dommere og andre officials også tæller med under det gældende forsamlingsforbud på 25 personer
  • Tilskuere er ikke tilladt
  • Der skal laves to særlige afmærkninger i tilknytning til kampbanen, der tydeligt viser, hvor trænere og udskiftere skal opholde sig (Læs: udskiftningsområder)
  • Opvarmning for udskiftere kan foregå i de opmærkede udskiftningsområder eller i umiddelbar tilknytning dertil. Evt. på en tom opmærket bane. Man må ikke kunne opfattes som en del af en anden gruppe på anlægget.
  • Der må ikke indtræde nye hold på det afmærkede område for kampbanen, før alle andre har forladt området.
Smitte med og positiv Covid-19 test
Hvis en spiller eller træner testes positiv med Covid-19, skal man først og fremmest straks gå i isolation. Hvis man har symptomer skal man isoleres frem til 48 timer efter ophør af symptomer. Hvis man ikke udviser symptomer, skal man isoleres i syv dage efter man blev testet positiv.
Kontakt til klubben:
Ved ethvert positivt smittetilfælde skal FB straks have besked. Det sker ved at kontakte administrerende leder Martin Busk på enten telefon: 20580898 eller e-mail: mb@frederiksberg-boldklub.dk
I idrætssammenhæng betragtes man som ‘nær kontakt’ hvis man har trænet sammen med en smittet holdkammerat, hvorfor vi typisk vil aflyse træningen for det pågældende hold, frem til samtlige spillere og trænere har taget en coronatest på hhv. 4 og 6. dagen efter at den smittede fik besked om sin positive test.
En tryg oplevelse i FB
Genåbningen sker på baggrund af en ekspertgruppes beregninger på, hvor stor effekt på smittetrykket en åbning vil have.
Ekspertgruppens beregninger viser, at åbningen af udendørsidræt har en meget, meget minimal påvirkning på smittetrykket i Danmark.
Hvis nedlukningen, som vi har kendt den i januar og februar blev bevaret, sagde beregningen, at der ville være 1.063 smittede pr. dag, når vi når frem til den 15. april. Estimatet fra ekspertgruppen lød på, at dette tal vil være 1.088 smittede pr. dag den 15. april, hvis man åbnede for udendørsidræt for grupper af 20 personer.
Regeringens beslutning blev som bekendt, at man nu må forsamles 25 personer ved fx. udendørs fodboldaktiviteter, og det kan man roligt gøre ifølge professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Hans Jørn Kolmos:
 
-Når det handler om at mindske virusspredning, er det jo rigtig godt at være udendørs. Grunden til det er, at der sker en fortynding af virussen, så hvis nogen til træningen er smittet, er der mindre risiko for, at de smitter andre, når man er udenfor, udtaler Hans Jørn Kolmos, og fortsætter:
-Det er naturligvis vigtigt, at man overholder de hygiejniske retningslinjer og sørger for at spritte sine hænder og i øvrigt holde god afstand. Hvis man gør det, er der ingenting i vejen for, at man deltager i udendørs aktiviteter i for eksempel fodboldklubberne.
Denne opfordring og beroligelse er hermed givet videre.
Respekter og overhold reglerne
Det er rigtig vigtigt at samtlige af vores hold overholder de gældende regler herover. Covid-19 er desværre langtfra overstået og vi har tidligere set eksempler på at når vi slækker på reglerne, så lukkes vi ned, fordi vi så ikke alle formår at bidrage til at holde smittetallene nede. Det er og bliver en forudsætning for genåbningen at vi overholder reglerne.
Der holdes skarpt øje med vores indsats, både fra kommunal side, fra politiet side, fra personalets side i Frederiksberg Hallerne, samt fra vores egne coronavagter, som det er et krav, skal være at finde på vores tildelte træningsbaner, både på Jens Jessens Vej, på skolebanerne og på Frederiksberg Stadion.
God fornøjelse med at finde tilbage i form, nyd det og overhold reglerne, så vi kan bevare åbningen.
Bestyrelsen,
Frederiksberg Boldklub



Luk