-

Ransomware-angreb på en af kontorets PC'ere

-

-

Orientering til vores medlemmer, trænere, ledere og samarbejdspartnere: 

Vi blev torsdag ramt af en virus i administrationen og desværre var der ikke blot tale om en lille uskyldig influenza - men derimod et Ransomware-angreb i en tilsyneladende plausibel e-mail med en "faktura" indeholdende Cryptolocker. 

E-mailen var opsat med en afsender fra en helt normal dansk e-mailadresse og med et dansk navn som afsender og med et link til en fil-faktura placeret i Dropbox og havde ydermere indsat vores navn i mailteksten. Endda var vores navn indsat med korrekt angivelse af store og små bogstaver.

Dette link - som vi aldrig skulle have åbnet - blev desværre åbnet - og derefter blev ca. 26.000 filer med dokumenter og billeder mv. krypteret på mindre end 30 sekunder. 

Det sker åbenbart hver dag, for alle slags virksomheder og foreninger. Frederiksberg Idræts-Union (FIU), Hovedstadens Svømmeklub (HSK) og også FA2000 - se bl.a. artikel her - er/har været ramt. 

For at vi kan få dekrypteret vores filer igen, skal vi betale ustyrligt mange penge i såkaldt løsesum - og til dato er der intet bevis for og dermed ingen garanti for at filerne så vitterligt bliver dekrypteret og Rigspolitiets NC3-afdeling fraråder betaling. 

Derfor skal vi med stor sandsynlighed starte forfra på alle parametre - da vores Backup tilsyneladende også har været slået fra.


Det forsinker arbejdet i administrationen og vi henstiller til at trænere, ledere, medlemmer, pårørende og samarbejdspartnere har forståelse for, hvis vi i den kommende tid ikke bare sådan lige med det samme udsender og fremsender dokumenter eller besvarer henvendelser. Vi kan nemlig risikere at være afhængige af de forskellige ramte filers indhold.


I den forbindelse er det ligeledes værd at nævne, at modtager man en e-mail fra os, er den helt sikker og der er intet at være bekymret for. 

Vi er naturligvis dybt frustrerede over dette nedbrud og over ugerningen der naturligvis er blevet politianmeldt. 

Vi er helt enormt ærgerlige over at det skal være sådan og at vi kan rammes på den måde. Vi vil jo bare gerne være en fodboldklub. 



Share