Pressemeddelelse fra Dansk Røde Kors - Region Hovedstaden
Lokal fodboldklub redder liv
Frederiksberg Boldklub er med til at redde liv i mere end én forstand. Klubben har nemlig tilbudt sin assistance til Røde Kors indsamlingen den 3. oktober.
I alt vil klubmedlemmerne i fællesskab dække 50 indsamlingsruter på Frederiksberg. Som tak for indsatsen får klubben en hjertestarter og førstehjælpskurser af Røde Kors og udvalgte sponsorer. ”Vi har valgt at støtte op om Røde Kors og selve indsamlingen, fordi vi føler der er for lidt fokus på hjælp og støtte til alle dem, der af forskellige årsager har færre midler ude i den store verden, end os danskere…” udtaler Martin Busk, der til daglig arbejder som administrationsleder og ungdoms-
konsulent i Frederiksberg Boldklub. Han er sammen med Frederiksberg Boldklubs sociale koordi-
nator Anja Frederiksen, gået i spidsen for selve indsamlingsdagen.

Det har længe været et stort ønske at få egen hjertestarter i Frederiksberg Boldklub, som med over 1100 aktive medlemmer er den 11. største fodboldklub i Danmark. Ved at støtte op om Røde Kors’ arbejde den 3. oktober hjælper klubmedlemmerne ikke bare nødlidende fra nær og fjern men sikrer også, at der kan redes liv lokalt - hvis det værste skulle ske og en af klubbens mange idrætsudøvere oplever et hjertestop. På selve indsamlingsdagen er der arrangeret fælles fremmøde og når de 2-3 timer, det tager at gå en rute, er ovre, mødes alle klubbens medlemmer i PARKEN til velfortjent underholdning: Superligaopgøret mellem FCK og Randers FC. Her kan de aktive indsamlere hvile fødderne oven på en forhåbentlig god og anderledes oplevelse sammen med klubkammeraterne.
Hvis du også skulle have lyst til at hjælpe Røde Kors den 3. oktober, kan du melde dig som indsamler på tlf. 70 10 00 00 eller ved at gå ind på www.indsamler.dk


