1. holdstruppen - Efterår 2011
Hermed kan vi præsentere den endelige 1. holdstrup som trænerteamet med René Olsson og Jeppe Brun Svensson
i spidsen har udtaget, efter godt tre ugers opstart inklusiv et par testkampe, som har givet dem de endelige svar på truppens indhold og udseende.
På målmandsposten har FB sagt farvel til den stærke Lasse Krogh der har pakket rygsækken og er rejst en tur til Australien i resten af 2011. Ny mand på denne position er den ligeså stærke Ulrik Thomsen som i en alder af 29 år er kommet til klubben efter en halvsæson uden fodbold. Thomsen har et flot cv på bagen og har bl.a. spillet som prof i norske Kongsvinger og har ligeledes cirka 200 divisionskampe med sig fra sin tid i Silkeborg og Skive IK. Han har også været på kontrakt i FC Nordsjælland og har senest optrådt for Brønshøj og B93. Ulrik Thomsen har ovenikøbet spillet en enkelt officiel U20 landskamp mod Sydafrika, så der er bestemt tale om en kompetent person på posten som bagerste skanse.

Ulrik Thomsen
Som reservekeeper er det glædeligt at FB har beholdt Andreas Vigelsø, som får en stor rolle på 2. holdet, ligesom man heller ikke skal være bleg for at benytte ham på 1. holdet, såfremt Thomsen ikke skulle være klar.
Thomas Gram Nielsen fortsætter ligeledes som tredjemålmand og kan nyde godt af målmandstræningen under ledelse af FB's nye målmandstræner Jimmi Jacobsen.
I forsvaret er der afgang fra Kaspar Christiansen der desværre har valgt at prøve lykken i Greve Fodbold (FB's modstander i sæsonpremieren) - men Morten Dahl er efter et halvt år i Ringsted vendt retur og må i nogen grad forventes at kunne kompensere for tabet af Christiansen.
Venstrebacken Søren Gram Madsen valgte at stoppe allerede i slutningen af maj måned - og hele tre nye folk er kommet til på denne plads. Først og fremmest en gammel kending i form af Carsten Norup der er kommet retur efter en halvsæson som fast mand i FC Øresund - men også Mickey Rolling med fodboldopdragelse i Brøndby IF og den lille unge Malte Meier Carlsen er at finde i FB's venstre forsvarsside.
Gamle kendinge som Oliver Lund, Nabi Dogan, Mike Hansen og ikke mindst klubikonet Rickie W. Rasmussen tager endnu en tørn - mens man også byder velkommen til Orhan Özbek fra Brønshøj, der har valgt at prøve lykken på Frederiksberg.
Midtbanen er nogenlunde intakt fra sidste sæson, hvor kun Niclas Tüchsen Peter Madsen mangler. Tüchsen er efter 14 kampe i FB-trøjen retur hos Per Nielsen og Hvidovre i 2. division, mens Peter Madsen nu er at finde i KS hos FA 2000. - Det betyder at rutinerede Peter Bærenholdt, der ligeledes er indehaver af klubrekorden blandt de aktive med 163 kampe fortsætter, sammen med Rasmus Lucht, årets spiller 10/11 Janus Raun, Newroz Dogan, Lasse Glenstrup, Andreas Espersen Patrick Böiken og Rasmus Christensen. Ny mand på midtbanen er den tidligere Vanløse-spiller Patrick Hørbye.
I angrebet er Nicolaj Harms forventeligt smuttet til BK Frem ligeledes fra DS og Fosu Boateng er røget til Fremad Valby fra KS, hvor han har fået en ordning hvor han ikke skal træne nær som meget som han skulle i FB. Endelig er Jesper Liu draget til B1903. - Der er en comeback til Foday Fofanah der ellers stoppede i slutningen af foråret - og Lars Brøgger Hansen ser ud til indenfor en måneds tid at være sin skade kvit, så han igen kan bombe for de gul-sorte. - To nye folk er også kommet til i angrebet, nemlig sønderjydske Mads Bæk Pedersen og den 25-årige Dennis Thorvardarson der kommer fra Greve og med en fortid som ungdoms-kontraktspiller i Hvidovre IF.

Dennis Thorvardarson
Alt i alt en spændende trup som FB's nye cheftræner René Olsson og hans assistent Jeppe Brun Svensson har at arbejde med. Ingen tvivl om at hvis man ser på afgangene kontra tilgangene, så kan FB godt se en anelse mere svækket ud end i foråret. Omvendt så er en del af de trofaste støtter fortsat med og der er masser af gå-på-mod i truppen - så FB kan forhåbentlig overleve den stærke pulje 1 og kigge mod den sjove ende af tabellen.
Det fælles holdfoto skal tages på tirsdag d. 16. august, ligesom nye portrætbilleder tages ved samme lejlighed.
Se truppen i billeder her
Holdet har sæsonpremiere på lørdag hvor Greve Fodbold, som er nedrykker fra 2. division, gæster det gamle Frederiksberg Idrætspark kl. 15.00.