FB møder B1903 lørdag eftermiddag



 


Torsdag aften var der fællesspisning for FB's 1. hold. Dette fordi holdet havde vundet tre turneringskampe i træk og så er reglen den at Stadionudvalget disker op med gratis aftensmad. Man kan så håbe på at maden ikke har sat sig så tungt, at holdet ikke kan levere i lørdagens opgør mod B1903 hjemme i Frederiksberg Idrætspark kl. 15.00.

B1903 er altid en svær modstander. Det er måske at gå for langt at kalde dem FB's ånde ond, men resultaterne de sidste par år har bestemt ikke været noget at skrive hjem om og alene i 2010 sæsonen blev det til nederlag i begge kampe nemlig på 2-4 og 1-2, mens det blev en anelse forbedret i sidste sæson hvor FB vandt 2-0 hjemme, men måtte nøjes med 1-1 på Lyngbyvejen.

3'erne stiller med en del tidligere FB-spillere og det er sandsynligvis en anden af årsagerne til at FB ikke vinder særlig mange kampe mod de sort-hvid-stribede. Kenneth Jørgensen (nu stoppet), Lasse Sørensen, Henrik Jørgensen, Kim Helby Jensen og Jesper Liu har alle spillet i flere sæsoner i FB og dermed har de to hold et indgående kendskab til hinanden. Hos morgendagens gæster er det så dog kun de tre sidstnævnte der figurerer i U21-assistent-landstræner Bent Christensens 14-mands trup, som ser således ud:

Morten Kjærbye
Deniz Karaman
Emil Thomsen (C)
Henrik Jørgensen
Kim Madsen
Jesper Liu
Andreas Rabe
Mads Sorento Dichmann
Mathias Olsen
Christian Fritze
Andreas Theis Hansen
Kristoffer Heeris
Kim Helby Jensen
Peter Nørgaard

B1903's normale anfører Oliver Denal sidder ude med karantæne, i øvrigt for anden gang allerede i dette efterår, efter sin udvisning mod Avedøre for et par uger siden.

Til gengæld har B1903 deres to topscorer med, nemlig Kim Helby Jensen, den tidligere FB-anfører der skiftede i foråret til Lyngbyvejen samt Andreas Theis Hansen, kaldet "Lange" - som begge har scoret fire gange i de første 6 kampe. Specielt "Lange" er en fremragende spiller med store individuelle færdigheder og en type som FB skal være meget påpasselige overfor.

B1903 ligger placeret som nummer 8 i tabellen efter to sejre, to uafgjorte og to nederlag. De nærmest chok-startede sæsonen med at få uafgjort mod BK Frem, men siden da har det været en blandet landhandel - senest vandt de dog 1-0 hjemme over 2. divisionsnedrykkerne fra Frederikssund.

FB indtager jo som bekendt andenpladsen i rækken og har kun tabt en enkelt gang i sæsonen, nemlig opgøret ude i Nymosen mod GVI. De sidste tre kampe er som skrevet endt med FB-sejre og både spillet, det nye system som er indført under cheftræner René Olsson samt indstillingen ser ud til at være i FB's favør i øjeblikket.

Den kommende periode byder på en masse alvorlige udfordringer, startende med i morgen og bliver fulgt op af kampen i Valby Idrætspark mod BK Frem næste lørdag - men også svære kampe mod FC Øresund og NB Bornholm venter senere i oktober måned. En kommende måned, hvor man måske ikke skal forvente sig en stor tilstrømning af point og så meget desto bedre er det at der allerede nu er indkommet 13 rare af slagsen på kontoen.

FB's trup til kampen er:

Ulrik Thomsen
Morten Dahl
Nabi Dogan
Oliver Lund
Malte Meier Carlsen
Janus Raun
Andreas Espersen
Peter Bærenholdt
Rasmus Lucht (C)
Patrick Hørbye
Newroz Dogan
Lasse Glenstrup
Lars B. Hansen
Dennis Thorvardarson

FB har ingen spillere i karantæne, tværtimod vender Janus raun tilbage til holdet eller afsoning, hvor han afløser Rickie W. Rasmussen. Peter Bærenholdt er ligeledes tilbage og afløser Carsten Norup i for hold til opgøret i Ballerup Idrætspark i lørdags. Der er også sæsondebut til Andreas Espersen, der i forårets kamp mod Jægersborg tilbage i maj måned måtte udgå med en alvorlig knæskade. Han afløser Patrick Böiken.

Den normale højreback Rickie W. Rasmussen er ude med en skade, ligesom både Foday Fofanah og Mike Hansen fortsat plejer deres. Der er afbud til opgøret fra Mads Bæk Pedersen, Patrick Böiken, Carsten Norup og Rasmus Christensen.

Endvidere spiller Orhan Özbek, Theis Grønkjær og Andreas Vigelsø for FB's suveræne 2. hold i Serie 1.

Kampens dommer Vahidin Busuladzic fløjter op kl. 15.00 og som sædvanligt står Stadionudvalget klar ved både grillen og kiosken for at servicere tilskuerne, som skal betale 40 kroner i entré hvis man er voksen og 20 kroner hvis man er barn eller pensionist.

Vel mødt.
Share