FB møder igen et hold under nedrykningsstregen

Så er det atter tid til DS-fodbold, efter en midtuge der bød på pokalfodbold i Ekstra Bladet Cup. Lørdagens modstander er Jægersborg Boldklub, der ligesom de seneste tre FB-modstandere fra Brøndby, Værløse og AB Tårnby - frister en tilværelse i bunden af Danmarksserien.
FB vandt onsdagens pokalkamp mod Hajduk SPuL fra Serie 4 med hele 8-1 - mens Jægersborg Boldklub havde en noget sværere kamp mod KS-holdet fra Amager FF, som dog blev besejret 3-2.
Jægersborg Boldklub har store kvaler i bunden af Danmarksserien og indtager i øjeblikket næstsidstepladsen med kun 15 point og dermed er holdet i alvorlig nedrykningsfare. Man skal dog ikke tage fejl af JB, som har klaret sig ganske fortræffeligt her i foråret. I søndags blev det til et smalt 1-0 nederlag mod topholdet fra Fremad Amager og derudover har man hentet en sejr over Svebølle samt to uafgjorte mod henholdsvis FC Øresund og AB Tårnby. Kun i forårspremieren mod det absolutte bundhold fra Brøndby, underpræsterede JB og tabte med hele 3-0.
I efterårets omvendte kamp på Frederiksberg Stadion knuste FB dog Jægersborg med en sikker sejr på 5-2 - i en kamp hvor FB's Nicolaj Harms nettede to gange og hvor de øvrige målscorer hed Oliver Lund, Peter Bærenholdt og Janus Raun. Men selvom sejren var både stor og sikker så var det et JB-mandskab der både formåede at reducere til 2-1 og 3-2 i en kamp der først fandt sin endelige afgørelse i det sidste kvarter.
Hjemme på C L Ibsens Vej er Jægersborg altid svære at have med at gøre, bedst bevist i sæsonen 2009/2010, hvor de slog FB med 2-1, dengang i Københavnsserien.
Træner Lars Randrup har udtaget følgende 14 spillere til lørdagens kamp:
Søren Nielsen
Christian Tost
Gamal Bin Saaid
Thomas Faartoft
Marco Esposito
Henrik Radkjær
Thomas Christoffersen
Simon Glarding
Silas Meyer
Jesper Graa
Andreas Havlykke
Dan Johansen
Frederik Keller
Frederik Høj
Casper Permin er ude med karantæne efter sin udvisning mod Svebølle i påsken.
Dommer Mikkel Bredsgaard Randers fløjter kampen op på Jægersborg Stadion kl. 15.00 og entréprisen for voksne er kr. 40,- mens børn og pensionister slipper med en rund 20'er.
FB vandt seneste kamp med knebne 1-0 i hjemmekampen mod AB Tårnby. Det har ikke været en dans på roser fra medio april for de gul-sorte helte. Det er som om spillet ikke for alvor vil fungere og blomstre og af samme grund er man også blevet afskrevet til den absolutte topstrid. Alligevel ligger FB nummer 4 i rækken og med kun tre point op til en oprykningsplads. Det er nu meget godt gået af et hold som må undvære større profiler som Lars Hansen og Newroz Dogan, ligesom Søren Gram Madsen også har siddet ude det sidste stykke tid.
Tre point på kontoen i Jægersborg bliver bestemt ikke en nem sag, men skal FB holde trit med toppen så er det nærmest et must.
Cheftræner Jimmy Brinksby har udtaget følgende 14 til kampen:
Lasse Krogh
Kaspar Christiansen
Søren Gram Madsen
Mike Hansen
Nabi Dogan
Janus Raun
Patrick Böiken
Andreas Espersen
Peter Bærenholdt
Rasmus Lucht (C)
Niclas Tüchsen
Lasse Glenstrup
Foday Fofanah
Nicolaj Harms
FB må fortsat undvære Lars Hansen der er langtidsskadet og endvidere er Peter Madsen, Newroz Dogan, Rickie W. Rasmussen, Jesper Liu og Oliver Lund ude af truppen ift. midtugens pokalkamp. - Rasmus Christensen fik comeback på 2. holdet i midtugen efter en længere skadesperiode. Ingen FB-spillere er i karantæne.