1. herresenior sejrede i testkamp mod Ledøje-Smørum

På grund af snevejret blev træningskampen for 1. HS på udebane mod Ledøje-Smørum fra Sjællandsserien, aflyst da den stod til afvikling den 30. januar. De to klubber fandt dog frem til en ny spilledato nemlig tirsdag aften, hvor assistenttræner Jeppe Brun Svensson drog afsted med 14 spillere, mens resten af den i øjeblikket store og ikke endegyldige 1. holdstrup blev hjemme på Frederiksberg og trænede under Jimmy Brinksbys ledelse.

1. HS sejrede 3-1, efter en pauseføring på 2-1. Målscorere for FB var anfører Kim Helby Jensen (2) og Erling El-Labban, i en kamp hvor der var effektiviteten til forskel før pausen og en disciplineret indsats efter pausen, hvor specielt spillet frem af banen var positivt. Flere spillere, spillede på uvante pladser i løbet af kampen og der var mange prøvespillere med, så man skal ikke lægge for meget i resultatet, som er mindst vigtigt i disse måneder.

Næste testkamp er mod DS-kollegaerne fra Boldklubben Frem, der gæster FBs kunstbane 1 på lørdag den 20. februar kl. 13.30.


Share