Niclas Tüchsens drømmescoring afgjorde kampen mod Avedøre


Den tidligere 1. divisionsspiller for Hvidovre IF - Niclas Tüchsen, afgjorde med en ren drømmescoring, efter-middagens opgør i Danmarksserien mellem FB og Avedøre IF på Frederiksberg Stadion. Scoringen faldt efter
en times times spil i en ellers chancefattig kamp, hvor det var tydeligt at begge hold var en anelse bange for
at inkassere en scoring mod sig, i en kamp der enten kunne bringe FB med helt frem i førerfeltet eller et pænt stykke op til toppen.

En for årstiden rigtig god græsbane, som virkede mindre tung end banen i Nexø i søndags, gjorde kampen
ganske seværdig og sejren var samtidig en kærkommen revanche for Jimmy Brinksbys tropper, der i efteråret
led et knusende 5-1 nederlag på Avedøre Stadion.





____________________________


Kampfakta:


FB - Avedøre IF 1-0 (0-0)

1-0 Niclas Tüchsen (60. min)


Rødt kort: Jesper Fosgaard, Avedøre IF (88. min)

Tilskuere: 153

_____________________________


FB's startopstilling:

                                                                                      Lasse Krogh 

                                       Rickie W. Rasmussen   Oliver Lund  Kaspar Christiansen  Søren Gram Madsen 
                              
                                                                
                                                                          Janus Raun   Rasmus Lucht (C)                                  

 
                                              Newroz Dogan                Niclas Tüchsen                 Jesper Liu                   

   
                                                                                      Lars Hansen 
 
 
                                                    Bænken: Peter Bærenholdt, Nabi Dogan og Nicolaj Harms



Kampen startede ellers med et offensivt Avedøre-hold der allerede efter 3 minutter var tæt på - men en
anden tidligere 1. divisionsspiller fra Hvidovre IF, nemlig målmand Lasse Krogh hev en fantastisk redning
frem i en mand mod mand situation, hvor Krogh blev den store - som han var det hele kampen igennem,
med massevis af sikre indgreb og god udstråling. 

1. halvleg var præget af få chancer og en heroisk fight, specielt på midtbanen - hvor Avedøres Kenni Olsen
og Kenneth Ploug gav mange udfordringer for Rasmus Lucht og Janus Raun på den centrale midtbane. Der-
udover blev der begået et hav af frispark i de første 45 minutter - specielt fra udeholdets side, der gang på 
gang spillede på kanten af det tilladte, uden der dog var tale om et ondt opgør.

2. halvleg blev langt mere underholdende og det virkede som om FB'erne havde sluppet lidt af nervøsiteten
og fik forholdsvis tidligt et overtag og kom meget mere i boldbesiddelse. Især på kanterne begyndte både
Newroz Dogan og Jesper Liu at blive aktive og kom flere gange igennem med indlæg, uden det dog førte til
de store muligheder.

Men efter en times spil blev Niclas Tüchsen spillet flot fri i højre side og alle inklusiv AIF-keeper Tonny Brogaard forventede et indlæg til Lars Hansen, men i stedet bragede Tüchsen bolden helt op i det ene målhjørne til 1-0 
på et fantastisk flot skud, der sjældent er set flottere på Frederiksberg Stadion. Et ganske enkelt sublimt mål, der ikke kunne sidde ret meget bedre end det gjorde - og dermed en fortjent føring til hjemmeholdet der på
dagen var den tand bedre end Avedøres ellers så dygtige tophold.


FB's nye 10'er Niclas Tüchsen afgjorde opgøret mod Avedøre med drømmehug efter en time


Efter scoringen overlod FB helt naturligt bolden mere til de orange-klædte gæster og de kom da også tæt på 
udligning i det 71. minut da først et hjørnespark kyssede overliggeren og derefter røg riposten hen til en AIF-
spiller der dog ikke fik afsluttet ordenligt. I det 84. minut var Avedøre igen tæt på en udligning, da en angriber kom alene igennem og loppede bolden over en fremstormende Lasse Krogh, men heldigvis gik forsøget forbi.

I det 88. minut blev Avedøre-angriber Jesper Fosgaard præsenteret for sit andet gule kort som dommer Morten Skov så måtte bytte om til et rødt et af slagsen. En tydelig irriteret Fosgaard brillerede på vej ind i omklædnings-
rummet ved at smadre glasdøren - men på banen kunne FB køre sejren sikkert i land og dermed rykke fra 5. op på 4. pladsen og nu kun et enkelt point efter netop Avedøre på rækkens 2. plads. En placering FB dog kan miste søndag, hvis Fremad Amager som forventet besejrer B1903 i Sundby Idrætspark.

Netop B1903 er FB's næste modstander på lørdag den 16. april, hvor der fløjtes op ude på Lyngbyvejen kl. 13.00 til endnu en kamp med masser af nerve, hvor man bl.a. skal møde den mangeårige FB'er Kim Helby Jensen, der stoppede i FB den forgangne vinter.




   



Share