FB tabte 1-2 på hjemmebane til NB Bornholm


Hele 235 tilskuere, heriblandt en hel del bornholmere, havde fundet vej til FCK/KB's Grassmaster-bane, som søndag eftermiddag i bagende solskin, lagde underlag til FB's hjemmekamp nummer 3 i foråret 2010. Modstanderen var de nærmeste forfølgere i kampen om rækkens 3. plads, nemlig NB Bornholm fra Nexø. En længere rejse havde desværre ikke sat sig i benene på bornholmerne, som kunne drage fra Frederiksberg med en sejr på 2-1, efter en lige og til tider hårdt spillet kamp, med en dommertrio der nok er set bedre end denne eftermiddag.

____________________________

Kampfakta:

FB - NB Bornholm 1-2 (0-0)

0-1 Lasse Holmgaard (48. min)
1-1 Newroz Dogan (79. min)
1-2 Benjamin Madsen (83. min)

Tilskuere: 235

_____________________________


FB's startopstilling:

                                                                      Jakob Snebjørn Kristensen

                                      Rickie W. Rasmussen, Kaspar Christiansen, Oliver Lund, Mike Hansen 
                              
                                                                
                                                                Peter Bærenholdt, Rasmus Lucht                                 
 
                                   Kim Helby Jensen (C)            Newroz Dogan               Erling El-Labban  
   

                                                                           Brian Skov Henriksen  
 
 
                                            Bænken: Søren Gram Madsen, Nabi Dogan og Patrick Böiken


Det var bornholmerne der startede klart bedst i de første 15-20 minutter og fik hurtigt et spilovertag.
Det virkede som om de blå-blusede meget gerne ville trykke FB langt tilbage på banen og sætte forsvaret under pres og man må sige, at det lykkedes. FB'erne havde svært ved at ramme hinanden og NB var over dem med konstant pres. Men med undtagelse af en enkelt gang, hvor udeholdet efter 25 minutter fik en stor chance efter en høj bold ind i feltet, der dumpede ned for fødderne af en NB'er der afsluttede, men heldigvis forbi mål, i en situation hvor tiden nærmest stod stille - så tilspillede de sig dog ikke de store chancer. Det forblev ved nogle få sporadiske muligheder og langsomt spillede hjemmeholdet sig ind i kampen.

Kort efter faldt den første FB-afslutning, da Peter Bærenholdt forsøgte sig med en flot halvflugter fra 35 meters afstand, dog ikke en bold der voldte problemer for bornholmernes polske målmand.



Kort før pausen tilspillede FB sig et hjørnespark som Kaspar Christiansen servede ind i hovedet på Peter Bærenholdt, der snittede bolden bagover, men den blev reddet på stregen og røg i spil igen.

Efter pausen startede NB Bornholm igen bedst og denne gang med mål. Efter kun 3 minutter, blev der fløjtet for frispark i FB's forsvarszone og på indlægget steg den spillende træner, Lasse Holmgaard til vejr og pandede bolden i mål til 0-1. NB Bornholm fortsatte med det meget direkte spil og efter en lille time kunne gæsterne have bragt sig yderligere foran, men et godt hovedstød gik lige forbi mål.

FB blev nu mere aggressive og Rasmus Lucht, der i det hele taget spillede en stor kamp på den defensive midtbane, testede bornholmernes keeper i det 64. minut, med et flot langskud - og bare 5 minutter senere havde hjemmeholdet fortjent at udligne. Brian Skov Henriksen modtog bolden i feltet, vendte rundt og afsluttet men skuddet blev blokeret og riposten røg ud til anfører Kim Helby Jensen, der kanonerede bolden mod mål, men igen stod bornholmernes keeper i vejen. På hjørnesparket headede indskiftede Patrick Böiken på tværs, men Olivers Lunds hovedstød gik over mål.

FB fortsatte dog det der mindede om et pres og udligningen faldt i det 79. minut, da Patrick Böiken smed en aflevering ind i feltet til Oliver Lund, der flot drejede den videre til Newroz Dogan, der fra en spids vinkel huggede bolden i mål med venstrefoden. Dogans fjerde sæsonmål i sin kun sjette kamp for FB.

Bedst som man troede, at FB ville hive alle 3 point i hus, slog NB Bornholm til igen. Bare 4 minutter efter udligningen, slog NB endnu en af deres lange bolde henover midtbanen. En rimelig ufarlig bold blev lagt mod bagerste stolpe, hvor en NB-spiller kunne sparke den ind foran mål. Her var indskiftede Nabi Dogan uheldig med at heade bolden hen foran fødderne på Benjamin Madsen, der via lidt tilfældigheder og klumpspil fik scoret til 1-2.

FB kastede i overtiden alt frem, men bornholmerne kom alligevel tættest på scoring, da Vitus Kofoed i et kontraangreb kom alene med FB-keeper Jakob Snebjørn, der dog hev en flot fodparade op og fik clearet til hjørnespark som der dog ikke kom noget ud af.

Med nederlaget kom NB Bornholm tæt på i tabellen og er på rækkens 5. plads kun 3 point efter FB som med nederlaget dumpede ned på 4. pladsen. Næste opgave bliver endnu sværere, da FB gæster det suveræne tophold fra Elite 3000 Helsingør, næste søndag. Håbet ligger dog i at Elite 3000 i dag rykkede op i 2. division, så muligvis har tømmermændene ikke forladt Helsingør-spillerne om en uges tid.

Se alt fra weekendens spillerunde her

Share