Høj stemning ved årets nålefest i lørdags


Som det er blevet kutyme, afholder FB's bestyrelse med kasserer Jørgen Andersen i spidsen, hvert år en lille hyggelig og intim nålefest for de af klubbens medlemmer, der har været medlem i minimum 25 år.

Lørdag middag var der troppet 20 voksne mænd op til frokostanretning og store fadøl i FB's Café, hvor forpagter Sabrina Rosing sørgede for fuld opvartning af alle de ældre medlemmer, der nok mest nød de våde varer i form af fadøl og snaps.



Henover bordene blev diskuteret gamle dage, tidligere 1. hold, hvor en del af nåleholderne selv har optrådt, nogle med over 300 kampe for 1. HS på samvittigheden og andre der postulerede at det ihvertfald talte for en optræden, hvis man var blevet indkaldt som reserve samme morgen på en kampdag, også selvom man ikke var blevet benyttet.

Alderspræsident med sine 82 år, ved lørdagens taffel, var æresmedlem Knud Pedersen der sidste år fik overrakt 70 års nålen. Knud selv tog dog ikke synderlig notits af sin alder, for da der på et tidspunkt fra bord 1 til bord 2, hvor Knud befandt sig, blev råbt "skål til de gamle ved bord 2", udbrød han ganske tørt "nå-nå, her må da vist være tale om en misforståelse"...

I år var der officiel nåleoverrækkelse for 25 års medlemsskab til Jørgen Bertelsen og for hele 50 års medlemsskab til Erling "Mucho" Jørgensen. I sin tale til Erling Jørgensen, kom Jørgen Andersen ind på at nogle mener, han fortsat er et aktiv for klubben, fordi han ikke har vist sig de sidste 5 år, det skal til gengæld nævnes at "Mucho" har befundet sig i FB's klubhus stort set dagligt, lige siden Sabrina kom til som forpagter tilbage i april måned...!

Se en oversigt over FB's nåleholdere her

Efter nålefesten var det tid til at drage på Frederiksberg Stadion, hvor man skulle overvære nutidens 1. hold i alt deres nymoderne fodboldudstyr, afvikle kamp i Danmarksserien mod BK Frem. Adskillige fadøl og bunker af brændevin senere, kunne man sammen med de øvrige tilskuere fejre en FB-sejr over BK Frem og dermed et godt punktum for en mindeværdig dag i FB-regi.


Erling "Mucho" Jørgensen (tv.), FB's kasserer Jørgen Andersen og Jørgen Bertelsen (th.)


Share