FB led endnu et nederlag - men sikrede sig en ny sæson i DS
Lørdag eftermiddag stod den på bagende sol, flot græsbane, masser af mennesker -heriblandt en stor gruppe af FB's sponsorer, der inden kampen mellem FB og Lyngby BK, havde nydt en god gang forplejning i klubhuset.
På trods af et 0-6 nederlag fra efteråret 2009, så lignede FB i lidt mere end en halvleg, en vinder af det omvendte opgør, men efter 90 minutter viste lystavlen på det gamle Frederiksberg Stadion, hele 1-4 til´de rødklædte gæster fra Lyngby Boldklub.
____________________________
Kampfakta:
FB - Lyngby BK II 1-4 (0-0)
1-0 Jesper Liu (56. min)
1-1 Nicky Rasmussen (58. min)
1-2 Jonas Schumacher (63. min)
1-3 Nicky Rasmussen (74. min)
1-4 Robin Aabech (89. min)
Tilskuere: 204
_____________________________
FB's startopstilling:
Jakob Snebjørn Kristensen
Rickie W. Rasmussen Kaspar Christiansen Nabi Dogan Søren Gram Madsen
Peter Bærenholdt (C) Rasmus Lucht
Patrick Böiken Jesper Liu Erling El-Labban
Oliver Lund
Bænken: Lasse Glenstrup, Brian Skov Henriksen og Allan El-Labban
På trods af skader hos flere nøglespillere, heriblandt Newroz Dogan, Mike Hansen, Rasmus Christensen og den normale anfører Kim Helby Jensen, så FB alligevel både stærke og til tider overlegne ud i 1. halvleg, hvor hjemmeholdet var klart mest i boldbesiddelse og havde et godt tag på Lyngbys stærke hold. Men som det ofte har været tilfældet dette forår, så kniber det med at spille sig frem til de helt store muligheder og når de opstår er effektiviteten en mangelvare og nogenlunde sådan forløb de første 45 minutter også af dagens opgør.
Ingen af de to hold tilspillede sig de store åbne muligheder i en ellers tempofyldt 1. halvleg, men som skrevet, havde FB bolden mest og forvaltede omgangen med den både fint og til tider flot. Især havde midtbanen med Rasmus Lucht og Peter Bærenholdt godt fat og både Patrick Böiken og Jesper Liu, holdets suverænt mindste spillere, var meget livlige på banens sidste tredjedel og i flere situationer var det tæt på at FB kom igennem et ellers solidt Lyngby-forsvar, men stort set hver gang var det lige med få centimeter på den forkerte side af modstanderens zoneforsvar og derfor lød fløjten lidt for mange gange, med en kendelse på offside. Tættest på var Patrick Böiken da han fra sin position fra højre kanten brød igennem og afsluttede med venstre, men bolden strøg lige forbi mål.
Med et enkelt minut tilbage af halvlegen, kom Oliver Lund igennem, men også han var på den forkerte side og der blev endnu engang fløjtet for offside. Oliver Lund fortsatte dog mod mål og afsluttede et godt stykke over. Dommer Rube Christensen, valgte at tildele Lund det gule kort for at afslutte efter at fløjten havde lydt og Lund brokkede sig efterfølgende så voldsomt til både liniedommer og en Lyngby-forsvarer, at han endte med at modtage endnu et gult kort og dermed rødt kort på et meget skidt tidspunkt.

Med 10 mand i 2. halvleg så det mere end sort ud for hjemmeholdet, som ellers havde spillet en god 1. halvleg med optimisme at spore frem mod de sidste 45 minutter, men udvisningen lagde selvfølgelig en dæmper på både motivation og indstilling og derfor havde FB heller ikke en Kinamands chance mod et så dygtigt hold som Lyngbys, som sikkert vandt 2. halvleg med hele 4-1.
Ved 0-0 kæmpede FB'erne dog flot for sagen og prøvede det bedste man havde lært at spille på en blanding af held, dygtighed og fight. Efter 11 minutter kom FB endda foran 1-0 og overraskelsen lurede. Ánfører Peter Bærenholdt modtog bolden lidt udenfor straffesparksfeltet og kanonerede bolden mod mål. Her kunne Lyngbys keeper ikke holde fast og Jesper Liu, der var blevet rykket helt frem efter udvisningen, fulgte op og sparkede bolden i mål med venstre fod til stor jubel for de godt 200 tilskuere.
Men blot et par minutter senere udlignede gæsterne desværre. Et indlæg fik fra højre side lov til at passere helt over mod bagerste område, hvor Rickie W. Rasmussen ikke var opmærksom på Nicky Rasmussen, der nemt kunne tæmme bolden og sparke den over i det lange hjørne til udligning.
Lyngby kom foran 5 minutter senere, da de fik tilkendt et fripspark cirka 35 meter fra FB's mål. Bolden blev servet ind i feltet, hvor en umarkeret Jonas Schumacher uden det store pres og besvær kunne sende bolden i mål til 1-2.
Med omkring et kvarter tilbage lagde netop indskiftede Allan El-Labban bolden lige ind for fødderne af Nicky Rasmussen, der nemt kunne bringe udeholdet yderligere foran og kort før tid scorede Robin Aabech til 1-4, da han opsnappede en skæv tilbagelægning fra Rickie W. Rasmussen.
I overtiden brød Peter Bærenholdt igennem i den anden ende og afsluttede, hvorefter bolden sprang ud til Jesper Liu der dog kiksede sit forsøg og dermed forblev det ved den ene scoring for FB's vedkommende.
Når man rammes af en udvisning med over en halvleg tilbage, så går det sjældent ret godt rent resultatmæssigt og det var hvad FB måtte erkende på en dag, hvor man ellers leverede en fin præstation. Nederlaget kostede også FB den 4. plads, som pt. giver oprykning til 2. division, men til gengæld så flaskede de øvrige resultater sig således, at selv med nederlag i de resterende 3 kampe, så kan FB ikke længere rykke ned i den øverste lokalrække, KS - og dermed er klubbens målsætning om overlevelse i år 1 i DS, blevet opfyldt, hvilket bestemt er en præstation i sig selv og yderst tilfredsstillende for alle.
FB kan dog nu heller ikke selv afgøre om man vil i 2. divison. Chancen er der fortsat, når man ser på stillingen og FB har et på "papiret" nemmere program tilbage end sine direkte konkurrenter til den sidste oprykningsplads, nemlig Skovlunde, NB Bornholm og AB Tårnby.
FB mangler GVI, B 1921 og Værløse - Skovlunde skal en tur til Elite 3000, spiller hjemme mod Frem (der kæmper for at undgå nedrykning) og ude mod B 1903. - NB Bornholm har en kamp mere i hånden og mangler B 1921 (der også kæmper for at undgå nedrykning) på udebane på onsdag, møder en af deres direkte konkurrenter nemlig AB Tårnby hjemme, skal en tur til Frederikssund og slutter hjemme mod ultra-dårlige HB Køge der fuldstændig har solgt ud dette forår og på meget usportsligt vis fremtoner med det ene Oldboys-mandskab efter det andet. - AB Tårnby som heller ikke skal afskrives, mangler foruden bornholmerne ude, at spille hjemme mod Elite 3000 og slutter af i Valby mod BK Frem.
Se stillingen og meget mere her
