STORE koryfæer trækker FB-trøjen over hovedet (og maven)




I morgen aften, fredag den 20. august vil Jens Jessensvejs Minibane (7M banen ud mod Rådmand Steins Allé og Roskildevej) blive omdannet til en vaskeægte arena for svedende FB-koryfæer og en flok nære venner, der sammen skal dyste mod KFB fra Kløvermarken i 7M række 2. Der er Kick-off klokken 18.15 og allerede nu går bulletinerne på næsten udsolgt til opgøret, som især trækker stor opmærksomhed fra ungdomsafdelingens spillere...

Det er nemlig ikke et helt almindeligt 7 Mandshold, der har valgt at indmelde sig og stille op i den gul-sorte trøje. Ikke færre end 9 ud af holdets 15 medlemmer er nemlig fodboldtrænere og ledere fra FB, som siden sommerferien har smugtrænet hele 3 gange og meldes fortsat i absolut bundform.

Iøjenfaldende navne som 1. dametræner Jørgen Kanne, Casper Christensen og Nikolaj Kjær fra 94-1, pigeafdelingsleder og U 18 Pigetræner Max Wettendorff, ungdomskonsulent og 98-2 træner Martin Busk, ungdomsformand og U 13 Pigetræner Thomas Bo Nielsen samt 95-1 træner Kresten Heinfelt er bare nogle af de interessante spillere der vil sørge for fuldt hus.

Gennemsnitsvægten på holdet er endnu ikke udregnet, men den ligger nok et godt stykke over FB's 1. hold og havde spillerne været igennem de samme løbetests som dem, ville tiderne nok være bare en smule anderledes. Men lysten er der, fra de 15 snart sammentømrede gutter og en fodboldkamp giver mod på mere, nemlig en pragtfuld 3. halvleg i klubbens regi.



Onde tunger har gennem de seneste uger forsøgt at fjerne holdets eget udvalgte holdnavn; FB-All stars og i stedet døbe dem FB som klubnavnet, blot med erstatningsord for Frederiksberg Boldklub til Fat Boys.
Skulle det så ovenikøbet lykkes, meget mod forventning at komme i god form, så kan man kalde holdet for Fit Boys efterfølgende. Andre tunger har ment at der ikke findes en FB-trøje så stor, medmindre man syr to trøjer sammen og selv indbyrdes på holdet er der ikke særlig stor tiltro til hinandens ydeevne, i og med at folk har snakket om hjertestarter og førstehjælps-kurser... Ikke desto mindre skal det nok lykkes folk at krybe i trøjerne, man-boobs eller ej - og faktisk er langtfra alle overvægtige - men dermed ikke være sagt at man kan bevæge sig!

Spændende bliver det om holdet har en reel chance for at begå sig, eller om de bliver spillet på røv og albuer ud af Minibanen. Holdet tror selv på det sidste - men man har før set overraskelser i den danske fodboldverden og en ny æra starter i morgen.

Er du interesseret i at se hvordan fodbold ikke bør spilles og trænger du til et godt grin, så kom endelig og bak op om holdet - der allerede har næste kamp på mandag på udebane mod Volvox. En kamp som ikke ret mange fra holdet ser frem til så få dage efter den første kamp - men hvor det igen bliver lysten og viljen til 3. halvleg der skal drive spillerne helt til Lersøparken.



  
Share