Menu

FODBOLDTRÆNING FOR MODNE MÆND

image
29. juni 2017 kl. 10:16
ONSDAG AFHOLDER VI FODBOLDTRÆNING FOR SÅKALDTE MODNE MÆND

Lokalavisen Frederiksberg/Søndagsavisen har i forbindelse med vores tiltag "Motionsfodbold for modne mænd" bragt nedenstående artikel.
På onsdag afholder vi åben træning i samarbejde med forskellige partnere under Sund Frederiksberg og Sundhedsdagene - og allerede nu har en hel del mænd meddelt deres ankomst.
-
Artiklen kan læses i sin fulde længde her:

Modne mænd spiller også fodbold
Hver mandag formiddag og onsdag eftermiddag arrangerer Frederiksberg Boldklub (FB) i samarbejde med Frederiksberg Kommunes Sundheds- og Omsorgscenter, med Diabetesforeningen og med Hjerteforeningen, med Københavns Universitet samt elever på Tre Falke Skolen - fodboldtræning for modne mænd, typisk i alderen 60+ der døjer med forskellige livsstilssygdomme.
Det kaldes i al sin enkelthed for motionsfodbold.

Fodboldtræning har vist sig at være enormt effektiv i forhold til forebyggelse af disse sygedomme - hvor undersøgelser viser at træning med bold er langt mere effektivt end at slide sig selv op i fitnesscenter.
Derudover byder fodboldtræningen på FB's baner, også på vigtige elementer som fællesskab, sammenhold og kammeratskaber.
I forbindelse med Sundhedsdagene 2017 i Frederiksberg Kommune fra den 6. til den 11. juni - udvides træningen til at omfatte alle modne mænd, der er interesseret i at bevæge sig og forebygge eventuelle truende livsstilssygdomme.

Det sker nærmere bestemt onsdag den 7. juni - hvor alle mænd med interesse for fodboldtræning, er velkomne på Kunstbane 1 på Jens Jessens Vej.
Her vil FB-træner Anette Thorup sammen med 10. klasses elever fra Tre Falke Skolen, stå for fodboldtræningen fra klokken 16.00 - og deltagerne vil blandt andet få mulighed for at afprøve den seneste nye teknologi i form af måleudstyr, som blandt andet kan måle løbemønster, antal berøringer med bolden og ens hastighed i bevægelse på en fodboldbane.

Efterfølgende er der informationsmøde i FB's klubhus, hvor der bydes på mad og drikke til alle de fremmødte mænd, ligesom Sundhedscenterets og Tre Falke Skolens repræsentanter, vil fremlægge testresultaterne.
Arrangementet er ganske gratis og alle såkaldte modne mænd, uanset niveau, størrelse og fysisk form, er velkomne. Der er i skrivende allerede en del der har meldt deres ankomst. Man kan tilmelde sig hos Frederiksberg Sundhedscenter på 28995417 eller 28985409 senest den 2. juni.

At FB involverer sig i den slags form for 'alternativ fodbold' er helt i tråd med klubbens holdning om at tage et større ansvar i lokalbefolkningen og ikke kun være en fodboldklub med ganske almindelige fodboldhold.
- I al min tid i FB, har det haft en enorm vigtighed for os som fodboldklub, at vi er synlige i lokalmiljøet og dermed i bybilledet. Vi føler en forpligtelse til at bidrage overfor kommunens tiltag og ønsker på Kultur- og Fritidsområdet men så sandelig også på Social- Sundheds- og arbejdsmarkeds-området, siger FB's daglige leder igennem snart 10 år, Martin Busk.
- Det er for nemt bare at sætte sig tilbage i stolen og sige, at det ikke er vores problem. Derfor går vi ofte over i den anden grøft, hvor vi forsøger at tage et socialt ansvar - og hvor vi hele tiden udvikler biksen med den ene succeshistorie efter den anden. Vores Streetfodbold-afdeling hvor vi bygger bro til foreningslivet er et godt eksempel herpå. Det samme er vores Fodbold Fitness afdeling for kvinder der bare vokser og vokser - en årlig Fodboldskole i efterårsferien der har et fremragende setup for kommunens unge, ligesom vi har et fantastisk succesfuldt Flygtningefodboldhold i samarbejde med Dansk Flygtninge Hjælps Ungdom, kaldet DFUNK. Tidligere har vi med stor succes gennemført vores FB Spartans projekt med unge utilpassede, der har gennemgået en træneruddannelse hos os - og vi har i årevis bidraget til udviklingen af ikke bare vores egen fodboldklub, men hele lokalsamfundet på Frederiksberg. Noget vi agter at fortsætte med og seneste skud på stammen er så motionsfodbold for modne mænd, der er et fantastisk projekt, som vi tager stort medejerskab i, slutter Martin Busk.

Luk