Juleafslutning for årgang 2002 og 2003


Søndag blev næstsidste etape i ungdomsafdelingens årlige juleafslutning afviklet. Helt som sædvanligt foregik det hele i Frederiksberg Hallen, Hal 4.

Efter en succesfuld sidste søndag for både klubbens allermindste og for pigeafdelingen, skulle årgangene 2002 og 2003 forsøge at følge op med tidlig julebold søndag morgen.



Efter den første søvn var kommet ud af de næsten 40 tilmeldte børn, kom der for alvor gang i løjerne med masser af flotte detaljer fra spillerne, der fik brugt en masse energi og udviste stort engagement gennem hele formiddagen.



Mest bemærkelsesværdig var dog et par af de indlagte showkampe, hvor forældrene traditionen tro mødte et hold bestående af trænere - og for første gang i mange år, var det trænerholdet der måtte forlade banen som tabere, dog med den helt retfærdige undskyldning om julefrokost i benene og ikke mindst i hovederne, fra lørdag aften og nat.

Ved middagstid var de mange kampe overstået og det var tid til både præmieoverrækkelse i form af små pokaler samt godteposer fra julemanden, der i stor stil blev kaldt på banen direkte fra Grønland.

          



Share