Uafgjort mod GVI i næstsidste test


Lørdag eftermiddag kiggede solen frem i ny og næ da GVI tog imod FB på deres kunstgræsbane.
GVI tog som det eneste hold alle tre point med sig fra Frederiksberg Idrætspark i sidste halvsæson af Danmarksserien, så bestemt en god træningsmodstander forud for sæsonen.

FB stillede på dagen op i følgende opstilling:

                                             Lasse Krogh

Rickie Rasmussen    Nabi Dogan   Anders Theilgaard    Peter Madsen

                              Newroz Dogan         Rasmus Lucht

Mike Hansen                       Niclas Tüchsen                     Jesper Liu

                                              Lars Hansen

På bænken sad Peter Bærenholdt, Janus Raun, Kaspar Christiansen og Foday Fafanah.


1. halvleg var en lidt halvtam affære, hvor de to hold neutraliserede hinanden i lange perioder, dog med en lille overvægt i chancer til GVI.

2. halvleg startede ud med en friløber til FB´s farlige Lars Hansen, som dog ikke fik gjort arbejdet færdigt. Efter ca. 50 min. kom FB foran efter et fremragende hjørnespark fra Niclas Tüchsen, som Janus Raun headede i nettet fra tæt hold. Derefter fulgte flere friløbere efter pæne opspil. Newroz Dogan og Foday Fafanah slap på skift alene igennem, men deres afslutningerne savnede den sidste skarphed. Med et lille kvarter tilbage af kampen måtte målmand Lasse Krogh udgå, med hvad der ligner en fiberskade i baglåret. Niclas Tüchsen overtog handskerne og han var chanceløs, da en GVI-spiller kanonerede bolden i nettet fra få meters afstand. Slutresultatet blev derved 1-1, hvilket var et fair resultat set over hele kampen.

FB's assistenttræner Jeppe Brun Svensson sagde efter kampen:
-”Der blev til dagens kamp lagt op til periodevis meget højt pres, hvilket vi ikke helt fik udbytte af. Det kræver 100% engagement og vilje fra alle mand, hvis det skal lykkes. Vi producerede pænt med chancer, holder et udmærket GVI-hold nogenlunde fra chancer og fik bekræftet at vi stadig er uhyre farlige på standardsituationer. Det bliver dog godt, at der snart kommer point på højkant, så den sidste tænding, nerve og vilje kan komme ind i kampene.”
Næste testkamp som samtidig er den sidste af slagsen, er på lørdag kl. 14.50 hvor bornholmske Rønne fB gæster Frederiksberg og kunstgræsset på Jens Jessens Vej. Samtidig vil opgøret lede tankerne kraftigt hen på første turneringskamp som afvikles på Bornholm den 3. april mod NB Bornholm.

 


FB's Janus Raun scorede mod GVI

Share