Futsal-sæsonen er i fuld gang
Det populære spil futsal, som er en afløser for den gode gamle almindelige indendørs fodbold, er godt i gang rundt omkring i de københavnske haller. Futsal er et lynhurtigt fodboldspil med masser af tekniske finurligheder og rigtig meget intensitet i kampene, som alle afvikles over 2 halvlege á 20 minutter med 5 spillere fra hvert hold på banen af gangen. Der spilles modsat det normale indendørsspil, helt uden bander i futsal.
Kreativitet, temposkift og driblinger er fundamentale hvis man vil begå sig i futsal og spillet stammer fra Syd-amerika, hvor store kendte verdensstjerner som Ronaldo, Pelé, Zico, Ronaldinho, Juninho og Robinho alle har spillet futsal i mange år og timer.
FB er i årets futsal-turneringer, repræsenteret med to hold, nemlig 1. HS og 1. Damer.
1. herresenior ligger i Københavnsserien og har afviklet de to første kampe. Den første kamp var ude i Prismen på Amager, hvor modstanderen var naboerne fra FA 2000. Et lokalopgør langt væk fra Frederiksberg, men ikke desto mindre blev det en yderst underholdende kamp, hvor FB helt som forventet trak det længste strå og vandt med komfortable 10-5. Kampen startede ellers lidt rustent fra FB's side og de kom bagud både 0-1 og 0-2, inden de kom på 3-2 og herfra kørte en sikker sejr i hus. - FB stillede med 7 spillere til kampen, nemlig Peter Bærenholdt, Lasse Glenstrup, Jesper Liu, Søren Gram Madsen, Mike Hansen, Jesper Thorius og Andreas Espersen.
Den anden kamp gav til gengæld et nederlag mod HB på 4-6. Kampen blev ligeledes afviklet ude i Prismen - og her formåede Kim Helby Jensen, Lasse Glenstrup, Oliver Lund, Jesper Liu, Nabi Dogan, Janus Raun og Morten Dahl ikke at gentage sejren over FA 2000 - på trods af en ellers meget lige kamp, hvor FB brændte et hav af oplagte scoringsmuligheder.
Næste gang 1. HS skal i aktion, er på søndag den 5. december ude i Sundby Hallen kl. 14, hvor modstanderen hedder B93.
Følg 1. HS i futsal her
1. damer medvirker også i futsal-turneringen. De spiller i Serie 1 og har ligeledes spillet to kampe på nuværende tidspunkt. Deres første optræden, i øvrigt under den nye træner Jakob Dornfeldt - gav en sejr på hele 6-2 over GVI. Kampen blev afviklet i Bellahøjhallerne. Kamp nummer to blev spillet i den forgangne weekend og her vandt det stærke Kastrup-hold med 4-2 ude i Prismen.
Næste kamp for damerne er søndag den 12. december hvor FC Spark er modstanderen kl. 9 ude i Bavnehøjhallen.
Følg 1. damers futsal-række her
