Besøg fra Frederiksberg-Mariendal Rotary Klub


Storskærme officielt indviet


For et lille års tid siden, forærede Frederiksberg-Mariendal Rotary Klub to flotte storskærme til Frederiksberg Boldklub, til støtte for sundhed og sammenhold i FB.

Den ene skærm er en informationsskærm som er blevet ophængt i klubhusets gang og som bruges til diverse informationer, meddelelser, træningsbaneoversigt og tildeling samt kampoversigt. Skærmen på 40" har været i brug i et par måneder nu og er samtidig ment som endnu et reklamme- og profileringssted for klubbens sponsorer som får et banner på skærmen.

Den anden skærm, er en 52" skærm der er ophængt i klubhusets café, hvor den er til stor gavn for alle klubbens medlemmer, som nu pludselig kan se fodboldkampe i en helt anden kvalitet og lyd end tidligere.



Torsdag middag var Frederiksberg-Mariendal Rotary Klub så inviteret til FB's klubhus, for at nyde en god frokost hos Sabrina, caféens forpagter - og få officielt at se de forærede skærme i fuldt vigør.

Formand for FB, Lars Nordahl Lemvigh bød velkommen og efter en stor solid frokost, præsenterede han Frederiksberg Boldklub overfor de cirka 20 fremmødte Rotary medlemmer, inden det var tid til den store spørgerunde, hvor flere af Rotary-medlemmerne havde masser af spørgsmål om klubbens format, størrelse, udfordringer og fremtid.

Efterfølgende tog administrationsleder, Martin Busk - medlemmerne med på rundtur, præsenterede både fodboldbanerne, terassen, caféen, kontoret, mødelokalet, Gadepiloternes lokale samt omklædningsrum og materialerum - inden det var tid til afsked og et forhåbentlig på gensyn til Rotary klubben, som FB håber at kunne indbyde igen ved anden lejlighed.

Frederiksberg-Mariendal Rotary Klub, som er en del af en verdensomspændende organisation med over 1,2 millioner medlemmer fordelt på 160 lande.

I Rotary klubben Frederiksberg-Mariendal er der 50 medlemmer, som alle tilhører distrikt 1470 i Storkøbenhavn. Rotary er ikke en loge, men består udelukkende af gode mænd og kvinder, der er bosiddende eller har arbejdsmæssig relation til Frederiksberg og som ønsker at arbejde for organisationens formål, som går ud på støtte humanitære formål både på verdensplan og lokalt på Frederiksberg.   

FB takker endnu engang Frederiksberg-Mariendal Rotary for den flotte gave i form af storskærmene.





Share