Frederiksberg Fodboldskole 2011 er veloverstået
Torsdag eftermiddag sluttede Frederiksberg Fodboldskole 2011 med bravour. For tredje år i træk viste Fodbold-skolen sig som en massiv succes og næsten 70 drenge og piger i alderen 7-14 år deltog i år på skolen, der blev afviklet fra mandag til torsdag på kunstgræsbanerne ved FB's Klubhus.
Forinden torsdagens afsluttende street-stævne med musik fra en DJ, showkampe og præmieoverrækkelse - var der gået tre dage med i alt 6 træningsmoduler, med fokus på teknisk træning fra de 10 dygtige FB-trænere der i fem aldersrelaterede grupper formåede at skabe rammerne for læring og udvikling hos alle børnene. Dagligt var der tale om to træningspas, kun afbrudt af Sabrina Rosings frokost-anretning i Caféen, hvor de mange fodboldspillere fik muligheden for at få unikt indblik i hvad det vil sige at gå til fodbold under mere organiserede rammer end de er vant til, når de spiller hjemme i gården.
Helt som normalt, var flertallet af alle spillere ude fra de boligsociale områder på Frederiksberg og dermed var der mange børn med anden etnisk herkomst end dansk - og netop disse børn er så vigtige for den integration der bør være mellem familier og foreninger. Derfor var det også en enorm glæde at tallet i år røg op på 70 deltagere samt en hel del af deres forældre, for det viser med al tydelighed at interessen er tilstede.
Skolen blev arrangeret som et tre-parts projekt mellem FB, Lejerbo og Frederiksberg Kommune - godt støttet op af Danmarks Idræts-Forbund, Logen Nestor-Mentor, Rotary og med mange "mandskabstimer" fra de boligsociale medarbejdere fra Danmarksgården og Søndermarken, samt fra Gadepiloterne og SSP.
Som sædvanligt blev der på sidstedagen kåret ugens fighter hos både drengene og pigerne. Præmien var et helt års gratis medlemsskab af FB og Gadepiloternes fair-play pris blev ligeledes uddelt med en flot pokal som præmie. Herudover var der et hav af personlige præmier ligesom der var holdpræmier.
Fra FB's side skal lyde en stor tak til samtlige trænere og ikke mindst Gadepiloterne Jesper Larsen, Peter Viborg og Stine Haugen Olsen samt SSP-medarbejder Kenneth Skamby Axelsen. Men den største tak går dog til Lejerbo's energiske boligsociale koordinator Kristian Krogh Hansen, som fik tingene til at ske og fik alt til at klappe og fungere efter bogen.
Herunder kan der ses et lille uddrag af billeder fra ugen - mens resten kan ses via dette link
På gensyn i efterårsferien 2012.

Træningsmodul i gruppen 7-8 årige

Træningsmodul i gruppen 9-11 årige

Træningsmodul i gruppen 12-14 årige

Frokost i Caféen

Street-stævne bane 4

Street-stævne bane 3

Tilbage ved bane 4

Omsorg fra træner til spiller

Point -og stillingstavlen

De voksne gør sig parat til showkamp mod 70 børn på én 7M-bane...

Præmiebordet

Overrækkelse af medaljer og diplomer til alle deltagere

Præmieoverrækkelse

Fælles gruppebillede