Foreninger frygter klapjagt fra tilsyn


Telegram fra Ritzaus Bureau - mandag den 6. december kl. 07.40

Idrætsforeningerne landet rundt frygter, at Arbejdstilsynet i nidkær jagt på dårligt arbejdsmiljø har sat en klapjagt ind, som vil ramme det frivillige arbejde i foreningerne.

Alle landets arbejdspladser skal for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø lave en såkaldt APV - en Arbejdspladsvurdering. Nu går Arbejdstilsynet også efter de frivillige medarbejdere i foreningerne på deres uanmeldte besøg.

Skræmmer frivillige væk
Det er helt hen i vejret og alt bureaukratiet vil skræmme de frivillige væk, frygter blandt andre Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). Foreningen har over 5000 foreninger med samlet 1,5 millioner idrætsudøvere.

- Det virker helt jo hen i skoven. For den frivillige, der træner et fodboldhold et par timer, er der jo ikke tale om en arbejdsplads, men om et fællesskab, som man brænder for. Er man utilfreds med noget i klubben, så stopper folk jo bare, da de ikke er ansat, siger foreningens formand Søren Møller.

Frivillige fungerer som ansatte
En af landets største fodboldklubber, Frederiksberg Boldklub, er en af de klubber, som Arbejdstilsynet under sin igangværende patrulje har besøgt.

Selvom det kun er den daglige leder af administrationen, Martin Busk, som er ansat, så skal kampen for arbejdsmiljøet omfatte også klubbens 120 frivillige, mener Arbejdstilsynet.

- Vi fik at vide, at vores mange frivillige fungerer som ansatte, da de har forpligtet sig til at komme fast én til tre gange om ugen og træne et hold. Derfor skal de allesammen udfærdige en APV. Oveni skal de også vælge en arbejdsmiljørepræsentant blandt dem selv, som så skal uddannes til jobbet, siger Martin Busk.

- At gøre dagligdagen mere besværlig for de frivillige, som vi er afhængige af, er en katastrofe. Det her er bureaukratisk benspænd af værste skuffe, siger han.

 

Share