FB's årlige fodboldskole er nu skudt i gang


Mandag lød startskuddet til FB's årlige fodboldskole som afholdes i samabejde med Kultur & Fritidsforvaltningen på Frederiksberg Kommune, med SSP, Gadepiloterne og de sociale boligforeninger på Frederiksberg. Derudover sker samarbejdet med sponsorerne Logen Nestor Mentor på Frederiksberg samt Frederiksberg Fonden.

Omkring 40 børn i alderen mellem 8 og 14 år stod parate mandag morgen kl. 10.00 på Kunstbane 1 på FB's anlæg, hvor 8 FB-trænere i løbet af efterårsferien skal give give børnene et indblik i hvad det vil sige at gå til fodbold på
organiseret basis i en fodboldklub.



Projektet med fodboldskolen blev sparket i gang sidste år, ligeledes i efterårsferien - og FB er her i spidsen for integrationen på Frederiksberg, hvor hovedparten af de tilmeldte spillere er af anden etnisk herkomst end dansk.

Fra mandag til onsdag trænes der i grupper med to timers træning om formiddagen samt to timers træning om eftermiddagen. Indimellem bespises børnene i FB's café under kyndig kærlighed fra forpagteren Sabrina Rosing der på førstedagen diskede op med lækre oksekødboller, tomatsauce og ris.

Børnene stammer fra boligforeningerne i Solbjerg Have, Lindevangen, Flintholmsområdet, Danmarksgården, Søndermarken og Stjernen - og de slutter af torsdag med et stort stævne hvor en DJ kommer og fyrer nutidens dance-rap musik af på kunstgræsset samtidig og hvor der efter endt showkamp om eftermiddagen, vil være uddeling af flotte præmier og dimplomer i FB's klubhus.

Share